Hvor selskabet betaler for hovedaktionærens private rejser, eller hvor rejsen 
har haft et betydeligt turistmæssigt islæt, må udgiften hertil betragtes 
som udlodning af udbytte, med mindre udgiften kan betragtes som et rimeligt lønaccessorium. 
Se om rejseudgifter i øvrigt LV Erhvervsdrivende afsnit 
E.B.3.2.
Som 
et eksempel kan nævnes LSRM 1980, 144, der vedrører et familieaktieselskab. 
Der blev afholdt rejseudgifter til bestyrelsesmøder i de udlande, hvor de 2 
af bestyrelsesmedlemmerne var bosiddende. Disse udgifter blev ikke anset for fradragsberettigede, 
da de ikke kunne anses for at være afholdt udelukkende i det øjemed at 
erhverve, sikre eller vedligeholde selskabets indkomst.
I TfS 1993, 372 
LSR  blev udgifter til en studietur til Bruxelles 
for en direktør og hovedanpartshaver inden for den grafiske industri og hans 
ægtefælle anset for yderligere løn til hovedanpartshaveren. Landsskatteretten 
lagde til grund, at rejsen efter det oplyste om formålet og rejseplanens indhold 
måtte karakteriseres som en studietur af generel karakter uden tilknytning 
til den løbende indkomsterhvervelse i selskabet og med et vist turistmæssigt 
islæt.
Ifølge LSRM 1982, 105 kunne rejseudgifter, som 
et selskab afholdt til hovedaktionærens/direktørens hustrus og andre ansattes 
hustruers deltagelse i nogle forretningsrejser til Italien, ikke anses for driftsudgifter 
for selskabet. Udgifterne kunne derimod anses for tillæg af lønmæssig 
karakter, dels til hovedaktionæren, dels til de øvrige ansatte, og de 
pågældende udgifter var følgelig fradragsberettigede for selskabet. 
Det er en forudsætning, at der foreligger fornøden dokumentation for udgifterne.
I TfS 1989, 451 ØLD 
blev det bl.a. tiltrådt, at deltagelse i en udenlandsrejse for en hovedaktionær 
og dennes ægtefælle alene var sket for selskabet og i dettes interesse, 
således at udgifterne hertil ikke kunne anses for et løntillæg. Derimod 
fandt retten, at ægtefællernes rejse til fjernøsten havde haft et 
ikke uvæsentligt islæt af turistmæssig karakter, hvorfor rejseudgiften 
måtte anses som løntillæg fra selskabet.
I TfS 1989, 464 VLD 
blev værdien af en studierejse anset for løntillæg til direktøren, 
der var hovedaktionær, idet studieturen efter programmet og rejseplanens indhold 
sammenholdt med turens forløb måtte karakteriseres som en generel studietur 
med et vist - ikke ubetydeligt - turistmæssigt islæt.
Se også TfS 1990, 
317 ØLD  og LV Erhvervsdrivende afsnit 
E.B.3.2 og de der omtalte afgørelser.