Under dette afsnit behandles en række fradrag, som kan foretages af alle eller større grupper af lønmodtagere. Afsnit A.F.2. behandler derimod fradrag for særlige lønmodtagergrupper.
 
Lønmodtagere kan fradrage deres udgifter i forbindelse med det indtægtsgivende arbejde i den skattepligtige indkomst, jf. SL § 6, litra a. Fradraget er et ligningsmæssigt fradrag.
Lønmodtagerudgifter kan som udgangspunkt kun fradrages med det beløb, hvormed udgifterne sammenlagt overstiger 4.300 kr. i 2000, jf. LL § 9, stk. 1. Denne bundgrænse gælder dog ikke lønmodtageres fradrag for udgifter til befordring mellem bopæl og arbejdssted (LL §§ 9 C og D), befordringsudgifter efter § 9 B, stk. 3, samt kontingenter til A-kasser eller fagforeninger og bidrag til efterlønsordningen (LL § 13 og PBL § 49 og § 49 A), jf. LL § 9, stk. 2. Fradrag for underholdsydelser (afsnit A.F.4) og fradrag for gaver til almenvelgørende og almennyttige foreninger mv. (A.F.5) er heller ikke omfattet af bundgrænsen. Tilsvarende udgifter, der knytter sig til indtægter, der ikke er modtaget som led i et lønmodtagerforhold, jf.A.F.2.8 (nævninge og domsmænd).
Hvor der er fastsat standardsatser for det pågældende fradrag, er det tilstrækkeligt, at den pågældende dokumenterer berettigelsen til fradraget, LL § 9, stk. 4. Derimod må den skattepligtige i de tilfælde, hvor der ikke er fastsat standardsatser, normalt godtgøre såvel berettigelsen til som størrelsen af fradraget. Om der kræves dokumentation for en udgift eller for retten til et bestemt fradrag, eller om en eventuel sandsynliggørelse heraf vil være tilstrækkeligt, afhænger af den enkelte situation.
Skattepligtige, der arbejder for et selskab, hvori de ejer aktier eller anparter, behandles som andre lønmodtagere med hensyn til fradrag for udgifter i forbindelse med arbejdet.