Indhold

Dette afsnit beskriver helt overordnet reglerne om modregning af underskud og underskudsfremførsel for personer.

Regel

PSL § 13, stk. 1-5, handler om reglerne om underskud i skattepligtig indkomst og personlig indkomst for henholdsvis enlige og gifte skattepligtige.

Reglerne anvendes i en situation, hvor en skattepligtig har en negativ samlet indkomst, når vedkommende opgør den skattepligtige indkomst. Dette underskud kan under visse betingelser fradrages i den skattepligtiges positive indkomster i et efterfølgende indkomstår.

Hvis den skattepligtige er gift, kan underskuddet under visse betingelser overføres til modregning i ægtefællens positive indkomster.

For alle typer af underskud gælder, at underskud kun kan fremføres til modregning i et senere indkomstår, hvis - og i det omfang - det ikke har været muligt at modregne underskuddet i et tidligere indkomstår.

Underskud, der er opstået før et indkomstår, hvori den skattepligtige indgår ægteskab, kan fremføres til modregning hos ægtefællen, forudsat at ægtefællerne er sambeskattede og samlevende ved udgangen af det indkomstår, hvor modregningen foretages.

Underskud ved tvangsakkord, frivillig akkord og gældssanering er reguleret i PSL § 13 a, og underskud i en virksomhed, der omfattes af virksomhedsordningen, behandles efter reglerne VSL § 13.

Ved opgørelse af underskud efter PSL § 13, skelnes der mellem underskud ved opgørelsen af den personlige indkomst og underskud ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Underskud, der er opstået i 2002 eller senere indkomstår, kan fremføres tidsubegrænset.

Se også