Der kan hos sælger foretages udlæg i solgte genusvarer, som stadig fysisk befinder sig i hans varetægt, medmindre varerne er bindende individualiseret.

►En individualisering foreligger, hvor sælger inden varens overgivelse til køber ved ord eller handling har tilkendegivet, hvilke konkrete, individuelle genstande eller varepartier der skal tjene til opfyldelse af handelen. Individualiseringen er bindende, hvis en af sælgeren egenhændigt foretaget omgørelse ville give køber ret til at hæve købet og evt. kræve erstatning.◄

Ud fra den foreliggende retspraksis og retsteori kan udledes, at en bindende individualisering foreligger, hvis

  • sælger og køber i fællesskab har foretaget en individualisering,
  • sælger foretager en individualisering i henhold til en aftale herom mellem sælger og køber, eller
  • sælger giver køber meddelelse om, at en individualisering er foretaget.

Hvis sælger derimod ensidigt individualiserer uden aftale med køber eller meddelelse til denne, vil individualiseringen alligevel kunne være bindende. Det er navnlig tilfældet, hvis køber har foretaget forudbetaling, og det i henhold til sælgers normale fremgangsmåde eller branchekutyme er nærliggende at gå ud fra, at de af sælger foretagne skridt er udtryk for dennes opfattelse af, at de individualiserede genstande eller varepartier tjener til opfyldelse af aftalen med køber.

Varens afsendelse vil i reglen også indebære en bindende individualisering, fx hvis sælger har meddelt køber, at varen er sendt af sted, eller der er sket levering i købelovens forstand, jf. dennes §§ 9-11.

Der kan ikke hos sælger foretages udlæg i solgte speciesvarer, selv om de stadig fysisk befinder sig i hans varetægt. Der kan derimod foretages udlæg i sælgers krav på vederlag for det solgte. Der er i så fald tale om udlæg i en simpel fordring.