| Beskatning af indkomst foretages som udgangspunkt med hjemmel i SL
§§ 4-6, hvor de grundlæggende principper for opgørelse af den
skattepligtige indkomst er fastsat.
Efter SL § 4 betragtes som skattepligtig indkomst den skattepligtiges samlede årsindtægt, uanset om indtægten hidrører her fra landet eller fra udlandet og som udgangspunkt uanset fremtrædelsesformen, hvis der ikke i lovgivningen i øvrigt er gjort positive undtagelser herfra.
Efter SL § 5 er visse indkomster skattefri, og efter SL § 6 kan visse
udgifter fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.
Skattepligten efter statsskatteloven omfatter således også tillæg
til arbejdsindkomst i form af naturalier, såkaldte "personalegoder".
Værdiansættelsen heraf afhænger som udgangspunkt af, om godet har
karakter af sparet privatforbrug eller karakter af overdragelse til eje eller til
lån. I førstnævnte tilfælde foretages værdiansættelsen
til den forbrugsbesparelse, den ansatte opnår, mens værdiansættelsen
i sidstnævnte tilfælde foretages til værdien i fri handel.
I LL § 16 præciseres indkomstopgørelsen efter SL §§ 4-6
for så vidt angår såkaldte "personalegoder", der nærmere
er beskrevet i LL § 16, stk. 1 og 3. Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 483
af 30. juni 1993. Reglen rummer ingen begrænsning af skattepligten efter SL
§§ 4-6.
LL § 16 ændrer som udgangspunkt ikke ved den tidligere afgrænsning
mellem skattepligtige og ikke-skattepligtige personalegoder. Bestemmelsen ændrer
derimod på principperne for værdiansættelsen af skattepligtige personalegoder.
Efter LL § 16 skal personalegoder som udgangspunkt værdiansættes
til markedsværdien, men der er i bestemmelsen gjort en række undtagelser
herfra, nemlig rådighed over bil, sommerbolig og lystbåde til privat brug,
samt køb af virksomhedens produkter.
Til
LL § 16 knytter sig
TSS-cirk.►1999-48◄
om værdiansættelse for ►2000◄
af visse personalegoder.
Hvad er personalegoder?
LL § 16 finder anvendelse på økonomiske fordele (goder), der
ydes som led i arbejdsaftaler, når fordelen har en anden form end penge. Sådanne
økonomiske fordele sidestilles efter bestemmelsen med arbejdsvederlag, og værdien
af fordelen medregnes ved opgørelsen af den ansattes skattepligtige indkomst.
Bestemmelsen omfatter ikke de arbejdsredskaber/-hjælpemidler, der på arbejdspladsen
stilles til rådighed for arbejdets udførelse. Er arbejdsredskabet m.v.
også til rådighed for privat brug, eller bruges det privat, foreligger
der principielt et skattepligtigt gode. Bestemmelsen omfatter ikke goder uden væsentlig
værdi, der ydes på arbejdspladsen som led i almindelig personalepleje,
f.eks. kaffe-, kantine-, kunst- eller lignende ordninger.
LL § 16 omtaler vederlag i form af formuegoder af pengeværdi, sparet privatforbrug
og værdien af helt eller delvis vederlagsfri benyttelse af andres formuegoder.
Formuegoder af pengeværdi er ikke kun omsættelige aktiver som f.eks. fast
ejendom, løsøre, værdipapirer og lign., men enhver form for formueforøgende
eller formuebevarende ydelse. Helt eller delvis vederlagsfri benyttelse af andres
formuegoder er lån af andres aktiver, f.eks. bolig, løsøre, pengelån
(kredit) og lign.
Sparet privatforbrug er forbrug i privatsfæren, f.eks. forbrug af kost, el,
lys, telefon, transport og lign., i modsætning til forbrug i erhvervssfæren.
De beskrevne goder viser, at LL § 16 som udgangspunkt omfatter alle former
for økonomiske fordele, uanset fremtrædelsesformen, herunder både
goder i form af tingsydelser og goder i form af tjenesteydelser. Som et særligt
tilfælde nævnes i LL § 16, stk. 1, at tilskud til telefon uden for
arbejdsstedet skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.
Der er her tale om kontantløn. Se nærmere herom A.B.1.9.4.
Betaler den ansatte den fulde skattemæssige værdi for godet, jf. LL §
16, stk. 3-6, foreligger der intet vederlag, og der er intet at beskatte. Betaler
den ansatte et mindre beløb - eller intet - for godet, beskattes som et lønaccessorium
differencen til den skattemæssige værdi.
BagatelgrænsenPersonalegoder,
som arbejdsgiveren i overvejende grad har stillet til rådighed af hensyn til
den ansattes arbejde, beskattes kun, hvis den samlede værdi af disse goder
overstiger et grundbeløb på 3.000 kr. årligt. Beløbet reguleres
efter PSL § 20, således at det udgør ►4.300 kr. i 2000.
◄Hvis
personalegodernes samlede værdi overstiger grundbeløbet, skal hele den
samlede værdi beskattes og altså ikke kun det overskydende beløb,
idet der ikke er tale om en bundgrænse. Der skal således betales skat
af alle de personalegoder, der er omfattet af grundbeløbet, hvis de sammenlagt
(efter fradrag af evt. egenbetaling til arbejdsgiveren mv.) har en værdi, der
overstiger bagatelgrænsen.
Ved bedømmelsen af, om grænsen overskrides, skal der kun medregnes de
personalegoder, der hovedsagelig er stillet til rådighed af hensyn til den
ansattes arbejde. Der skal være en direkte sammenhæng mellem godet og
arbejdets udførelse. Dvs., at goderne kun falder ind under grundbeløbet,
når det hovedsageligt er af hensyn til det konkrete arbejde, at arbejdsgiveren
har stillet dem til rådighed. Det typiske for de goder, som er omfattet af
bagatelgrænsen, er at den ansatte, hvis vedkommende selv afholder udgifterne
til goderne, vil have mulighed for at få fradrag for den del af udgifterne,
som skyldes arbejdet.
Der vil som hidtil alene ske beskatning af et personalegode, når det er muligt
at henføre en værdi til den enkelte medarbejder.
Goderne er ikke begrænset til fysiske genstande, men kan også omfatte
tjenesteydelser eller andet, der medfører en besparelse for den ansatte.
Goder omfattet af bagatelgrænsen værdiansættes til markedsprisen,
jf. LL § 16, stk. 3, 1. pkt.
Med indførelsen af bagatelgrænsen er det relevant at sondre mellem:
1. Goder, der ikke beskattes og dermed ikke er omfattet af bagatelgrænsen,
omfatter fx:
- goder der hidtil har været anset som skattefrie.
- ydelser af begrænset omfang såsom tilskud til kaffe-, kantine-, og
kunstordninger samt tilsvarende ordninger, der kun er til rådighed på
arbejdspladsen, og som har karakter af almindelig
personalepleje.
2. Goder, der altid skal beskattes, men ikke er omfattet af bagatelgrænsen,
omfatter fx:
- goder, der er stillet til rådighed for en ansat for at fremme arbejdsindsatsen
i almindelighed, dvs. ydelser, der alene tjener som belønning for den ansatte.
Fx frirejser, som ydes til udvalgte ansatte efter en længerevarende spidsbelastning
som alternativ til et løntillæg.
- goder, der er omfattet af de særlige værdiansættelsesregler i
LL § 16.
- goder, for hvilke Ligningsrådet har fastsat normalværdier.
- goder, der er omfattet af en indberetningspligt.
- goder, der er uden nogen erhvervsmæssig betydning, eller som udelukkende
eller hovedsaglig er til privat benyttelse.
Hvilke personalegoder er omfattet af bagatelgrænsen?3. Goder, der beskattes
og er omfattet af bagatelgrænsen.
I lovforarbejderne er der angivet en række eksempler på goder, der kan
falde ind under bagatelgrænsen. Det drejer sig om følgende:
- vaccination af medarbejdere, der vanskeligt kan undværes under en kommende
spidsbelastning.
- gratis mad og drikkevarer i særlige tilfælde, fx i forbindelse med
overarbejde.
- fri avis til brug for arbejdet.
- afholdelse af ferie under eller i forlængelse af en tjenesterejse, fx når dette
medfører en besparelse for arbejdsgiveren.
- ansattes private kørsel i en bil, der ikke er omfattet af LL § 16,
stk. 4 (fx kranbil), der sker i tilknytning til en erhvervsmæssig kørsel,
se nærmere A.B.1.9.2. - særlige
køretøjer.
- vareafprøvning af virksomhedens nye produkter.
- et (delvist) arbejdsgiverbetalt kørekort, der skal bruges som led i arbejdets
udførelse.
- frikort til offentlig befordring, som er ydet af hensyn til erhvervsmæssig
befordring, og som anvendes privat ud over befordringen mellem hjem og arbejde,
jf. reglerne i LL § 9 C, stk. 6, om bortfald af befordringsfradraget.
- enkeltstående opkald til hjemmet fra en mobiltelefon, som er stillet til
rådighed under en tjenesterejse.
- kreditkortordninger.
- beklædning som er ønsket og betalt af arbejdsgiveren, evt. med arbejdsgiverens
logo.
Hvem er omfattet af LL § 16?LL § 16 finder kun anvendelse på økonomiske fordele, der ydes som led i et ansættelsesforhold eller som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt. Bestemmelsen finder ikke kun anvendelse på almindelige lønmodtagerforhold, f.eks. funktionærer eller tjenestemænd, men også på mere individuelle personlige arbejdsaftaler som f.eks. arbejdsaftaler med konsulenter, revisorer, bestyrelsesmedlemmer m.v. Bestemmelsen omfatter også personer, der er valgt til medlem af eller medhjælp for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd, nævn eller andre kollektive organer, herunder Folketinget og kommunalbestyrelser. Om Folketingets præsidiemedlemmer se bl.a. skatteministerens udtalelse i TfS 1996, 25.
LL § 16 finder også anvendelse på en hovedaktionær, selv om
aktionæren ikke har anden arbejdsaftale med selskabet end bestyrelsesposten,
men kun for så vidt godet er ydet som led i bestyrelsesarbejdet. Det bemærkes,
at der godt kan foreligge en aftale om personligt arbejde, selv om den ansatte ikke
vederlægges i penge, men alene i naturalier, f.eks. i reklamesammenhæng.
Bestemmelsen finder ikke kun anvendelse på goder, der ydes direkte til en ansat
som led i en arbejdsaftale, men også på goder, der ydes til den ansattes
familie eller pårørende, når godet utvivlsomt er ydet som en følge
af arbejdsaftalen. Godet skal i disse tilfælde indtægtsføres hos
den ansatte, som om godet var ydet til denne.
LL § 16 finder ikke anvendelse på goder til personer, der er fratrådte
efter ansættelse i firmaet, f.eks. pensionister, selv om godet er ydet som
følge af det tidligere ansættelsesforhold.
LL § 16 finder kun anvendelse på goder, der er ydet af en arbejdsgiver
m.v., men det er ikke en forudsætning, at arbejdsgiveren er ejer af godet eller
har købt godet til den ansatte. Har arbejdsgiveren haft en bestemmende indflydelse
på, hvem godet er ydet til, finder bestemmelsen anvendelse. Bestemmelsen kan
således finde anvendelse på f.eks. sommerboliger, der stilles til rådighed
af en feriefond, hvori arbejdsgiveren har en direkte væsentlig indflydelse,
herunder f.eks. gennem tilskud, der i væsentlig grad dækker udgifterne
til sommerboligerne. Bestemmelsen finder derimod ikke anvendelse på goder,
der ydes af f.eks. en faglig sammenslutning eller en funktionærforening på
den pågældende arbejdsplads, hvis ikke arbejdsgiveren afholder en sådan
del af foreningens udgifter, at goderne reelt må anses for at være ydet
af arbejdsgiveren.
VærdiansættelseI LL § 16 er principperne for den skattemæssige værdiansættelse af personalegoder fastsat.
Personalegoder værdiansættes som hovedregel til markedsværdien, .
Det vil sige det beløb, det vil koste lønmodtageren at erhverve godet
for i almindelig fri handel.
Bliver personalegodet overdraget til den ansattes ejendom, skal godet beskattes
med et beløb, der svarer til, hvad godet på overdragelsestidspunktet kan
købes for på det fri marked.
Det samme gælder for varer og tjenesteydelser, som den ansatte forbruger umiddelbart,
fx kost, el og lign.
Bliver personalegodet overdraget til låns, skal den ansatte beskattes af et
beløb svarende til, hvad godet kan lejes for i rådighedsperioden på
det fri marked. Der kan fx være tale om bolig eller løsøre.
Har godet karakter af sparet privatforbrug, er den skattemæssige værdi
af forbruget det beløb, som den ansatte har sparet ved ikke selv at afholde
udgiften til det pågældende privatforbrug.
Værdiansættelsen af aktiver, der overdrages til eje eller til lån,
foretages således med udgangspunkt i adgangen til at råde over aktivet,
mens værdiansættelsen af forbrug foretages med udgangspunkt i det faktiske
forbrug.
Værdiansættelsen foretages som udgangspunkt uafhængigt af, om firmaet stiller arbejdsmæssige betingelser til ydelsen af godet, f.eks. repræsentative forpligtelser m.v. Sådanne ulemper reducerer ikke den skattemæssige værdi af godet, idet det forudsættes, at den ansatte er vederlagt herfor med pengeløn. For tjeneste- og lejeboliger gælder særlige regler, se nærmere A.B.1.9.5.
Har
den ansatte betalt et beløb til arbejdsgiveren for at have personalegodet til
rådighed, trækkes beløbet fra i værdien af personalegodet (egenbetaling).
Arbejdsgiveren skal på normal vis indtægtsføre den ansattes betalinger
for råderetten.
Rabatter til ansatte beskattes kun i det omfang, modtageren opnår en rabat,
der overstiger arbejdsgiverens avance på varen. Der skal således ske beskatning
ved salgspriser under virksomhedens omkostninger ved at producere varen inkl. afgifter,
eller under virksomhedens købspris.
Ydes goder i situationer, der ikke er omfattet af LL § 16, finder de almindelige bestemmelser i SSL §§ 4-6 anvendelse.
Undtagelse 1: - særlig værdiansættelse i LL § 16Markedsværdien
fraviges som udgangspunkt i LL § 16, stk. 4-6, hvor der er fastsat særlige
skematiske værdiansættelsesregler for goder i form af fri bil, sommerbolig
og lystbåd. I stk. 7-9 er der endvidere særlige regler for beskatning
af ansatte med rådighed over en hel- eller delvis fribolig med bopæls-
og/eller fraflytningspligt. ►Med virkning fra 1. jan. 2001 er der indført særlige værdiansættelsesregler for hovedaktionærer og andre ansatte med væsentlig indflydelse på egen aflønningsform, jf. lov nr. 459 af 31. maj 2000. Se nærmere A.B.1.9.5◄.
Undtagelse 2: - særlig værdiansættelse efter Ligningsrådets anvisningerLigningsrådet
har givet vejledende anvisninger for værdiansættelsen af visse personalegoder.
Det drejer sig om kost og logi, fri telefon, fri helårsbolig, privat kørsel
i særlige køretøjer og personalelån, jf. ►TSS-cirk. 1999-48.
◄De
anvisninger, Ligningsrådet har vedtaget, binder de kommunale ligningsmyndigheder.
Hvis skatteyderen kan godtgøre, at markedsværdien er lavere end de satser,
der er givet i Ligningsrådets anvisning for godet, vil der ved ligningen skulle
tages udgangspunkt i denne lavere markedsværdi, jf. A.B.1.9.5.
►Se endvidere et ministersvar offentliggjort i TfS 2000, 57.◄ |