Faglige nyheder Vejledningen er ajourført med den seneste vedtagne lovgivning og praksis. Der er foretaget en række tilføjelser som følge af ny lovgivning: Afsnit C.A.2.5.2.1.42 - Skattefrihed for indtægter ved salg af sociale aviser Ved indsættelsen af LL § 7, nr. 42, er der indført skattefrihed for indtægt op til ►44.691 kr. i 2026◄ (42.766 kr. i 2025-niveau) årligt fra salg af sociale aviser udgivet af en forening mv., der er godkendt efter ligningslovens § 8 A. Beløbet reguleres en gang årligt den 1. januar med satsreguleringsprocenten, jf. lov om en satsreguleringsprocent. Reguleringen sker første gang den 1. januar 2026. De beløb, der fremkommer efter regulering, afrundes til nærmeste hele kronebeløb. Indtægter efter 1. pkt., der i et kalenderår overstiger grundbeløbet, medregnes dog til den skattepligtige indkomst. Den del af salgsprisen for en social avis, der overstiger 250 kr. pr. eksemplar, medregnes uanset 1. pkt. til den skattepligtige indkomst. Det fastsatte beløb og reguleringen heraf svarer til det beløb, som er fastsat i lov om socialt frikort. Loven har virkning fra 1. januar 2026. Se lov nr. 1642 af 16. december 2025. ►Afsnit C.A.3.4.10 og afsnit C.A.4.3.2.4 - Folketingsmedlemmer Med lov nr. 1756 af 29. december 2025 er reglerne om vederlag ændret for de medlemmer af Folketinget, der tidligst ved førstkommende folketingsvalg efter den 31. december 2025 for første gang er indtrådt som medlemmer af Folketinget og ikke forud for denne dato er eller har været udnævnt som ministre. Lovændringen, der træder i kraft 1. januar 2026, medfører bl.a., at der ikke længere ydes et skattefrit omkostningstillæg. I stedet ydes et samlet højere skattepligtigt vederlag, jf. § 119 a, der er indført ved lov nr. 1756 af 29. december 2025. Det følger endvidere af § 119 C, der er indført ved lov nr. 1756 af 29. december 2025, at der fortsat ikke kan foretages fradrag for de udgifter, der er forbundet med folketingsarbejdet.◄ ►Afsnit C.A.10.2.1.1.2.2.2 og afsnit C.A.10.2.1.1.2.2.3. Pensionsordninger for nye ministre og folketingsmedlemmer er ændret fra tjenestemandspensionsordninger til arbejdsmarkedspensionsordninger ved lov nr. 1756 af 29.12.2025 og lov nr. 1757 af29.12.2025. Pensionsordningerne er beskrevet i to nye afsnit.◄ |