§ 6Oplagshavere kan ved opgørelse af den afgiftspligtige mængde foretage fradrag for følgende:

1. Varer, der tilføres en anden registreret oplagshaver, dog med undtagelse af affaldsvarme.
2. Varer, der leveres til udlandet.
3. Varer, der fritages for afgift efter § 7.

Reglerne for punkt 1 og 2 fremgår af A.7.1.2.

Elfremstilling § 7, stk. 1Der ydes afgiftsfrihed for kul mv., der anvendes til fremstilling af elektricitet, når der skal betales elafgift af den fremstillede elektricitet efter elafgiftsloven.

Der gælder forskellige regler for fordelingen af energiforbruget mellem elproduktion og varmeproduktion i centrale kraftvarmeværker (værker omfattet af bilaget til kulafgiftsloven) og i decentrale kraftvarmeværker, herunder industrielle kraftvarmeværker. De nærmere regler herom fremgår af kuafgiftslovens § 7, stk. 1.

Reglerne for fordeling af brændsel mellem el- og varmefremstilling i kulafgiftslovens § 7, stk. 1 er parallelle med reglerne i mineralolieafgiftslovens § 9, stk. 2 og naturgasafgiftslovens § 8, stk. 2. Tilsvarende gælder for CO2-afgiften af det anvendte brændsel, jf. CO2-afgiftslovens § 7, stk. 1.

Landsretten - centrale kraftvarmeværker - kraftvarmefordelen ►Vestre Landsret afsagde den 7. marts 2002, jf. SKM2002.335.VLR, dom i en sag vedrørende spørgsmålet om den afgiftsmæssige betydning af de centrale kraftvarmeværkers deling af kraftvarmefordelen mellem el- og varmesiden og lovligheden af cirkulære nr. 148 af 20. august 1998, der præciserer fortolkningen af afgiftsreglerne i relation til spørgsmålet om kraftvarmefordelen.◄

Landsretten udtalte, at der med hjemmel i kulafgiftslovens § 7, stk. 1, 2. punkt, og de tilsvarende bestemmelser i anden afgiftslovgivning kun kunne give sagsøgeren afgiftsfritagelse for den del af det samlede brændselsforbrug, som sagsøgeren efter egne kalkulationer havde indregnet i elprisen. Da der i sagsøgerens kalkulationer, som indeholdt en deling af kraftvarmefordelen, og som var indberettet til Elprisudvalget, var henført brændselsomkostninger til varmesiden, som lå ud over merbrændselsforbruget, og da disse brændselsomkostninger herefter ikke kunne henregnes til elsiden og indgå i elprisen, havde told- og skatteregionen haft det fornødne grundlag for at opkræve yderligere afgift som sket.

Landsretten udtalte endvidere, at allerede fordi ministeriets praksis efter gennemførelsen af cirkulære nr. 148 af 20. august 1998 havde haft hjemmel i de respektive afgiftslove, kunne sagsøgerens anbringender om, at der var etableret en for myndighederne bindende administrativ praksis og i anden række en egentlig retssædvane ikke føre til et andet resultat. Skatteministeriet blev derfor frifundet.

Landsretsdommen blev indbragt for Højesteret.

Højesteret -  centrale kraftvarmeværker - kraftvarmefordelen► Højesteret afsagde den 19. februar 2004, jf. SKM2004.144.HR, dom i ovennævnte sag vedrørerende de centrale kraftvarmeværkers deling af kraftvarmefordelen. ◄

Højesteret udtalte, at efter kulafgiftslovens § 7, stk. 1, skal kraftvarmeværker omfattet af bilaget til loven (de centrale kraftvarmeværker), ikke betale afgift af den del af det samlede brændselsforbrug, der medgår til produktionen af elektricitet, og som indregnes i elektricitetsprisen. I den affattelse, der var gældende i september 1998, indeholdt bestemmelsen ikke nærmere regler om, hvilken del af brændselsforbruget der anses som indregnet i elektricitetsprisen. Som anført af landsretten har bestemmelsen til formål at sikre, at der ikke sker en dobbeltbeskatning af det brændsel, der anvendes til elproduktion.

Højesteret bemærkede videre, at det af forarbejderne til bestemmelsen fremgår, at de kalkulationer, som kraftvarmeværkerne anvender ved fordelingen af brændselsforbruget på el- og varmeproduktionen, og som danner grundlag for prisfastsættelsen, også skal anvendes ved beregningen af afgiftsfritagelsen for elproduktionen og ved afgiften på varmeproduktionen.

Efter en gennemgang af sagens faktuelle forhold fandt Højesteret, at delingen af kraftvarmefordelen indebærer, at ikke kun merbrændselsforbruget, men også en brændselsmængde, der modsvarer halvdelen af kraftvarmefordelen, henføres til og betales af varmesiden med den virkning, at denne brændselsmængde ikke længere henføres til elsiden og indregnes i elpriserne. Det kan i den forbindelse ikke tillægges betydning, om den halve kraftvarmefordel i anmeldelserne til Elprisudvalget er indeholdt i posten "Brændsel til fjernvarme", eller om den er udskilt i en selvstændig post.

Ved en sådan fordeling af det samlede brændselsforbrug sker der ikke en dobbeltbeskatning af nogen del af elproduktionen, idet kun den del af brændselsmængden, der henføres til varmeproduktionen, pålægges kulafgift. Det er herved uden betydning, at det samlede provenu af kul- og elafgifter ved den skete deling af kraftvarmefordelen forøges, selvom kraftvarmeværkets totale brændselsforbrug er uændret.

Højesteret tiltrådte herefter, at told- og skatteregionen har haft hjemmel og grundlag for at opkræve yderligere afgift for september 1998 som sket, og stadfæstede derfor dommen.