Bortset fra de nedenfor nævnte særlige regler for tankstationer fremgår reglerne for kontrol (§§ 22-24) og efterbetalinger og skønsmæssige ansættelser (§ 20) af A.12.
Tankstationer Den 1. juli 2001 trådte bekendtgørelse nr. 585 af 21. juni 2001 om tankstationers salg af visse olieprodukter i kraft. Bekendtgørelsen erstatter bekendtgørelse nr. 987 af 1. november 2000. Bekendtgørelsen regulerer tankstationers salg af fyringsolie og petroleum, hvoraf der er betalt afgift efter satsen for de pågældende produkter til fyringsformål. Formålet med bekendtgørelsens regler er at sikre overholdelse af den fortsat gældende regel om, at fyringsolie og petroleum ikke må påfyldes motorkøretøjers brændstoftanke.
Reglerne indebærer bl.a., at tankstationen skal betjene standeren med fyringsolie, og at der skal sælges mindst 200 liter fyringsolie eller petroleum ad gangen.
Ved landsretsdom af 11. september 2002, offentliggjort på SKM2002.465.ØLR (TfS 2002, 888), blev bekendtgørelse nr. 987 af 1. november 2000's krav om salgsform og salgsmængde underkendt, da de pågældende foranstaltninger ikke kunne karakteriseres som nødvendige til lovens gennemførelse. Dommens konsekvenser vurderes for tiden.
Bek. § 1, stk. 1Bekendtgørelsen retter sig kun mod stationære detailsalgsanlæg, dvs. tankstationer e.l., hvor varerne sælges fra standere eller andre pumpeanlæg, fx fritstående tanke med en tilhørende pumpe og pistol. Brændselshandlere o.l., som fra en stander eller et tankanlæg fylder eksempelvis fyringspetroleum på dunke og sælger disse direkte til kunderne, uden at kunderne har adgang til anlægget, er ikke omfattet af bekendtgørelsen, idet denne form for påfyldning og afsætning ikke anses for et detailsalgsanlæg.
Hvis en juridisk enhed (virksomhed) omfatter flere tankstationer, gælder bekendtgørelsen kun i forhold til de tankstationer, som sælger fyringsolie og/eller fyringspetroleum.
Bek. § 2, stk. 1Tankstationens personale skal manuelt betjene standeren med fyringsolie. Det er ikke tilstrækkeligt, at der installeres en anordning, så personalet fra butikslokalet eller lign. skal tilkoble standeren eller pumpeanlægget indentankning kan finde sted. Kunderne må ikke betjene "pistolen" til standeren eller pumpeanlægget.
Bek. § 2, stk. 2 Der må kun ske salg af fyringsolie og petroleum i en mængde på mindst 200 liter ad gangen. Personer, der selv ønsker at afhente fyringsolie til deres oliefyr i dunke eller trailere skal mindst købe 200 liter ad gangen. Der stilles ikke krav om, at den enkelte beholder er på mindst 200 liter, men kundens samlede tankning skal være på mindst 200 liter. Tankningen skal dermed ske samlet og ikke over en periode.
Reglerne for køb af mindst 200 liter fyringsolie gælder alene for tankstationer, som har salg fra standere. Har tankstationen ikke en sådan stander, kan der sælges fyringsolie i almindelige dunkstørrelser.
Tankstationers salg af fyringspetroleum, der påfyldes dunke på indtil 20 liter, er dog undtaget fra bekendtgørelsens regler, hvis tankstationen havde et sådant salg fra standere senest den 1. september 2000, jf. § 1, stk. 2 i bekendtgørelsen, og hvis virksomheden senest den 1. december 2000 har indsendt dokumentation - i form af en erklæring - til ToldSkat, hvoraf det fremgår, at virksomheden opfylder betingelserne for et sådant salg, jf. § 3, stk. 3 , 1. pkt.
Hvis tankstationens årlige salg af fyringspetroleum i kalenderåret overstiger det foregående års salg, skal der ske indberetning til ToldSkat, jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 3, 2. pkt.. Undtagelsesreglerne for salg af fyringspetroleum kan bortfalde, hvis der sælges fyringspetroleum i større beholdere end 20 liter eller til andre formål end opvarmning. I så fald vil de ovenfor beskrevne regnskabskrav finde anvendelse for salg af fyringspetroleum fra tankstationen, jf. § 3, stk. 4 i bekendtgørelsen.
Bek. § 2, stk. 3 Standere eller pumpeanlæg, hvorfra der sælges fyringsolie eller fyringspetroleum, skal være forsynet med en tydelig angivelse af, at varerne ikke må anvendes som motorbrændstof.
Bek. § 3, stk. 1-3 Der skal føres et regnskab over køb og salg af de omfattede varer for hver enkelt tankstation. Regnskabet kan føres særskilt eller i det almindelige forretningsregnskab.
Følgende oplysninger skal indgå i regnskabet:
- Indkøb af varer
- Dato for salget
- Registreringsnummer for det motorkøretøj, der bruges til at transportere varerne væk fra anlægget
- Mængde og pris for varerne
- Transaktionsnummer eller anden identifikation, der gør det muligt at identificere salget i det særskilte regnskab eller i det almindelige forretningsregnskab.
Der skal endvidere ske en månedlig opgørelse af lagerbeholdningen ved måling samt afstemning i forhold til købet og salget for perioden. Dette skal ligeledes fremgå af regnskabet.
Oplysninger om køb og salg mv. skal for hver måned sendes til ToldSkat senest den 15. i den efterfølgende måned. Den månedlige indberetning over salget skal omfatte punkterne 2-5, jf. ovenfor om regnskabsoplysningerne, dvs. virksomheden skal redegøre for hvert salg af de omhandlede varer. Derudover skal virksomheden redegøre for den købte mængde i perioden og afstemningen ved månedens udgang. Virksomheder med flere tankstationer, der sælger de omhandlede varer, skal udarbejde og sende en indberetning for hver tankstation.
Bek. § 3, stk. 4Hvis der fra et anlæg sker salg af de omhandlede varer på en måde, som ikke er i overensstemmelse med bekendtgørelsen, eller der afgives urigtige oplysninger i regnskabet eller overfor ToldSkat, kan ToldSkat bestemme, at regnskabet også skal omfatte købers navn og adresse. Hvis dette bliver aktuelt, skal den månedlige indberetning til ToldSkat også omfatte købers navn og adresse. |