Hvor der er nært interessefællesskab mellem køber og sælger, er ligningsmyndigheden, ligesom i andre tilfælde, berettiget til at tilsidesætte den aftalte fordeling af overdragelsessummen, hvis den ikke skønnes at svare til værdiforholdene mellem aktiverne, jf. AL § 45, stk. 3 og EBL § 4, stk. 6.

Nært interessefællesskab foreligger i gavemiljø f.eks. ved overdragelse mellem hovedaktionær/selskab, selskab/hovedaktionær, forældre/børn eller andre situationer, hvor parterne ikke har økonomiske eller skattemæssige modstående interesser. Se herom LV afsnit E.I.4.1.3.1.

I SKM2001.13.HR, der vedrørte en virksomhedoverdragelse fra far til søn fandt Højesteret , at indholdet af de aftaler, der forelå om overdragelserne på flere punkter var ubestemt og uklart og havde ført til selvangivelse af resultater, som måtte anses for usædvanlige i forhold til, hvad der ville følge af aftaler mellem uafhængige parter. Højesteret fandt derfor ikke grundlag for at kritisere, at skattemyndighederne ud fra en helhedsbedømmelse af transaktionerne havde foretaget skatteansættelserne som sket. De 3 separate aftaler om overdragelsen blev på denne baggrund anset for at være én samlet overdragelse, med deraf følgende konsekvensændringer for den aftalte vederlagsfastsættelse.

Ligningsmyndigheden er derudover berettiget til at tilsidesætte størrelsen af den aftalte overdragelsessum, såfremt den ganske åbenbart er ansat til et for lavt eller for højt beløb. 

For en række aktivers vedkommende har Ligningsrådet vedtaget vejledende anvisninger om værdiansættelsen. Der er tale om aktiver, hvor værdiansættelsen typisk volder vanskeligheder, herunder særlig, hvor der er tale om handel mellem parter med sammenfaldende interesser. Ligningsrådet har således vedtaget anvisninger til brug for værdiansættelsen af fast ejendom, goodwill og unoterede aktier.

Ligningsrådets vejledende anvisning om værdiansættelse af fast ejendom er udsendt ved TSS-cirkulære 2000-05. Se også LV Selskaber og aktionærer afsnit S.F.2.3.2. Ligningsrådets vejledende anvisning om værdiansættelse af goodwill er udsendt ved TSS-cirkulære 2000-10, se herom afsnit E.I.4.1.2.1. Ligningsrådets vejledende anvisning om værdiansættelselse af unoterede aktier er udsendt ved TSS-cirkulære 2000-09, se herom LV Selskaber og aktionærer afsnit S.G.2.4.6.