Ved afgørelsen af, om en fordring på stiftelsestidspunktet opfylder mindsterentekravet, vil det ikke altid være nok at se på fordringens pålydende rente. Fordringens rente skal gøres op i forhold til den højeste tilsagte indfrielsessum, således at den pålydende rente svarer til den virkelige forrentning i forhold til den højeste tilsagte indfrielsessum, jf. KGL § 14, stk. 2, sidste pkt.

Eksempel:

Det antages, at mindsterenten er 4 pct. En fordring udstedes med et pålydende på 100 kr. og en rente på 6 pct. Det er aftalt, at debitor skal tilbagebetale 160 kr. Kravet efter § 14, stk. 2, er, at den pålydende rente på 6 pct. gøres op i forhold til den tilsagte indfrielsessum på 160 kr. Herved fås, at den pålydende rente reelt er 6/160 x 100 = 3,75 pct. Da mindsterentekravet i eksemplet er 4 pct., opfylder fordringens pålydende rente på 6 pct. ikke mindsterentekravet.

Fordringens rente skal basere sig på mindst én årlig rentetilskrivning. Hvis den månedlige rente er f.eks. 1 pct., og hvis denne rente tilskrives restgælden hver måned, vil fordringens pålydende rente i KGL's forstand blive anset for at være 12 pct.

Hvis der er tale om en rente på f.eks. 20 pct. med tilskrivning kun hvert andet år, skal renten omregnes, så den svarer til en rente med årlig tilskrivning. Det vil i dette tilfælde svare til en pålydende rente på 9,54 pct. p.a. (helårlig, efterbetalt rente).

Hvis det ikke er muligt på stiftelsestidspunktet for et låneforhold at beregne den pålydende rente, eksempelvis hvis den højest tilsagte indfrielsessum ikke er kendt på dette tidspunkt, anses låneforholdet for sortstemplet, jf. TfS 1998, 77 LR.

Selv om en pengefordring på udstedelsestidspunktet ikke opfylder kravet til mindsterenten, er det en forudsætning for beskatning af en kursgevinst, at der faktisk kan konstateres en kursgevinst. Det ses ofte i familieforhold, at forældre yder et rentefrit eller lavt forrentet lån til deres børn. Hvis det beløb, som børnene låner, er det samme, som det beløb, der skal tilbagebetales til forældrene, har forældrene ikke opnået nogen kursgevinst, og der vil derfor almindeligvis ikke være noget at beskatte efter KGL.

Variabelt forrentede fordringer For variabelt forrentede fordringer finder reglerne i KGL § 14, stk. 2 og 3, jf. § 38 også anvendelse. Det betyder, at en variabelt forrentet fordring på stiftelsestidspunktet skal have en pålydende rente, der opfylder kravet til mindsterenten. Derudover er der nogle specielle betingelser i § 14, stk. 4. På stiftelsestidspunktet skal fordringens rente opgjort i forhold til den tilsagte indfrielsessum opfylde kravet til mindsterenten, for at kursgevinsten er skattefri hos kreditor. Efter udstedelsen er skattefriheden for kursgevinsten betinget af, at vilkårene for renteændringer og opsigelse er udformet således, at kursen på fordringen ikke på grund af disse forhold kan afvige væsentligt fra indfrielseskursen.

Hvorvidt kursen på fordringen vil afvige væsentligt fra indfrielseskursen, beror på en konkret vurdering. Det vil bl.a. være afgørende, efter hvilket kriterium den pålydende rente varierer. Hvis den pålydende rente f.eks. varierer i takt med udviklingen i markedsrenten på tilsvarende fast forrentede fordringer og i øvrigt har en høj grad af sikkerhed samt en relativt begrænset forsinkelse i tilpasningen, vil kursen på fordringen gennem løbetiden være nær indfrielseskursen.

I SKM2001.613.LSR ønskede udbyder at garantere realkreditkunden et kendt øverste udgiftsniveau. Renten på den udbudte obligation skulle ændres hvert halve år og justeres efter CIBOR. Hvis renten stiger og rammer et på forhånd aftalt loft ville renten blive fast for låntager. Udbyder ønskede at vide om obligationen var blå eller sort. Udbyder sagde i Landsskatteretten, at der var tale om et kombinationsprodukt. I en periode er obligationens rente variabel og opfylder mindsterentekravet for variabelt forrentede fordringer og i en periode er obligationen fast forrentet og opfylder mindsterentekravet for fast forrentede fordringer. De to perioder skal vurderes hver for sig. Landsskatteretten mente, at der var tale om en variabelt forrentet obligation og at den skulle vurderes som ét produkt. Mindsterentekravet var ikke opfyldt og obligationen var derfor sort.

I SKM2003.341.LR tog Ligningsrådet stilling til, hvorvidt en variabelt forrentet obligation med en bund (minimunsrente) opfyldte mindsterentekravet. Ligningsrådet fandt, at obligationen opfyldte mindsterentekravet, da fordringens minimumsrente svarede til mindsterenten.

Betingelserne ovenfor vil som udgangspunkt gælde for alle variabelt forrentede stats- og realkreditobligationer. Disse obligationer vil uden videre kunne opfylde kravet om, at kursen ikke afviger væsentligt fra indfrielseskursen.

Et problem kan opstå med fordringer, der udstedes løbende. På udstedelsestidspunktet og indtil det tidspunkt, hvor der skal fastsættes en ny pålydende rente, og i øvrigt i hver enkelt rentetermin vil obligationerne blive udstedt med samme pålydende rente. I perioder med kraftig rentestigning kan der derfor opstå den situation, at udstedelsestidspunktets mindsterente for fast forrentede fordringer ikke er opfyldt, fordi den pålydende rente først ændres på et lidt senere tidspunkt. Dette problem vil kun kunne opstå i kortere perioder ad gangen, idet den pålydende rente ændres med en forsinkelse, der med de nuværende låntyper udgør 3 måneder.

Stats- og realkreditobligationer, der reguleres på denne måde, må anses at opfylde mindsterentekravet.

Pantebreve og gældsbreve med en tilsvarende regulering må også anses at opfylde kravet til mindsterenten.

Det bemærkes, at en fordring, hvis kurs alene på grund af manglende sikkerhed ligger under pari, kan anses for at opfylde betingelsen om ikke at afvige væsentligt fra  indfrielseskursen, hvis de nævnte betingelser i øvrigt er opfyldt.

Knæklån Fordringer, for hvilke der på forhånd er aftalt forrentning med forskellige rentesatser for adskilte perioder af løbetiden, kaldes ofte knæklån. Ved disse fordringer skal den forud aftalte rentesats for alle perioder af løbetiden mindst være lig med den mindsterente, der er gældende ved stiftelsen. I modsat fald er kursgevinsten skattepligtig.

Udbyttegivende gældsbreve Ved udbyttegivende gældsbreve opnår kreditor ret til et afkast, hvis størrelse helt eller delvis er afhængig af virksomhedens indtjening. De udbyttegivende gældsbreve er også omfattet af KGL. For at sådanne gældsbreve kan anses for at opfylde mindsterentekravet, skal den til enhver tid gældende rente opfylde mindsterentekravet på stiftelsestidspunktet.

Dette krav kan opfyldes ved i gældsbrevet at fastsætte en minimumsrente, der svarer til mindsterenten på udstedelsestidspunktet. Se i den forbindelse TfS 1994, 268 LR, hvor Ligningsrådet bl.a. udtaler sig om, hvorvidt et særligt beregnet afkast på en nyudviklet indlånskonto i en bank skulle anses som en rente eller som en kursgevinst efter KGL. Ligningsrådet var af den opfattelse, at tilvæksten (16,28 pct.) var en kursgevinst og da fordringen ikke var rentebærende, opfyldte den ikke mindsterenten. Der var derfor tale om en sortstemplet fordring. Om en tilsvarende afgrænsning mellem renter og kursgevinster, se TfS 1995, 118 LR.

TfS 1998, 77 LR vedrørte et selskab, der påtænkte at yde parilån til selskaber omfattet af KGL § 2. Afkastet på fordringerne ville blive opdelt i 2 dele. De blev benævnt henholdsvis basisrente og overskudsafhængigt afkast. Basisrenten kunne være såvel fast som variabel. Den ville blive beregnet som en procentdel af den til enhver tid værende gæld. Det overskudsafhængige afkast blev beregnet som en andel af overskuddet i det låntagende selskab. Der blev forespurgt, om afkastet skattemæssigt kunne anses for at være en rente. LR fandt, at den del af afkastet der udgjorde basisrenten skattemæssigt kunne anses for en rente. Den del af afkastet der udgjorde det overskudsafhængige afkast blev anset for en kursopskrivning. Debitor i låneforholdet ville have fradrag for dette kurstab, idet låneforholdet blev anset for sortstemplet. Jf. desuden SKM2003.409.LR og SKM2003.410.LR.

Indskudsbeviser udstedt før 2. oktober 1985Vedrørende den skattemæssige behandling af indskudsbeviser udstedt før den 2. oktober 1985, se LV 1990 Erhvervsdrivende, afsnit E.5.3.2.6, side 278.