Løbende udbetalinger fra en pensionsordning omfattet af PBL § 2 skal medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, jf. PBL § 20, stk. 1, nr. Beløbene skal også medregnes i den personlige indkomst, jf. PSL § 3, stk. 1. Løbende bonusbetalinger skal ligeledes medregnes til den skattepligtige (personlige) indkomst, hvadenten udbetalingen sker før eller efter, at ordningen er blevet virksom, jf. PBL § 46, stk. 2. Bonus hidrørende fra indbetalinger, der forfaldt normalt før 1. januar 1954, skal dog ikke medregnes til indkomsten, jf. PBL § 47.
Udbetalte rater fra en rateforsikring og rateopsparing medregnes efter PBL § 20, stk. 1, nr. 2, til forsikredes eller kontohavers skattepligtige indkomst som personlig indkomst, når udbetalingerne foretages til forsikrede eller kontohaver selv i overensstemmelse med ordningens vilkår om ratevis udbetaling. Det samme gælder udbetaling af rater efter forsikredes eller kontohavers død, såfremt raterne efter en begunstigelsesbestemmelse udbetales til forsikredes eller kontohavers ægtefælle, herunder fraskilt ægtefælle, eller livsarvinger under 24 år, herunder stedbørn og disses livsarvinger.
Hvis udbetalingerne tilfalder andre end de nævnte personer, f.eks. børn over 24 år, eller hvis ydelserne udbetales til de pågældende, fordi der ikke har været indsat begunstigede, er ydelserne ikke indkomstskattepligtige, men der betales i stedet en afgift på 40 pct. af det beløb, som på tidspunktet for rettens erhvervelse eller indkomstskattepligtens ophør kunne være udbetalt til den pågældende ved ordningens ophævelse (§ 29, stk. 2).
Herefter vil forsikringen ikke længere være omfattet af PBL, og rateudbetalingerne, som vil være reduceret med afgiften, er indkomstskattefri. Kapitalværdistigningen skal derimod medregnes i den skattepligtige indkomst som kapitalindkomst, jf. PBL § 53.
For så vidt angår andre udbetalinger end rateudbetalinger og løbende bonusudbetalinger samt overdragelse, belåning og ændringer gælder samme regler som ved pensionsordninger med løbende udbetalinger, jf. ovenfor.