Som følge af, at et stigende antal personer er omfattet af en kollektiv kapitalpensionsordning, som indgår i pensionsvilkårene på en sådan måde, at det ikke er åbenbart for medlemmet, at der er tale om kapitalpension, er der i § 26, stk. 5 indsat en dispensationsadgang. Herefter kan  skatteministeren dispensere fra kravet om 60 pct.´s-afgift af den først ophævede ordning, selv om den eller de øvrige ordning(er) først afgiftsberigtiges efter fristens udløb.

Efter sagsudlægningsbekendtgørelsen §§ 6 og 22, nr. 1, træffer told- og skatteregionen (i København og på Frederiksberg de pågældende kommunale skattemyndigheder) afgørelse om dispensationen med påklage til Told- og Skattestyrelsen.

Praksis fra og med 7. december 2000 Den nuværende praksis for administrationen af dispensationsbestemmelsen kan beskrives således:

  1. Der kan kun gives dispensation efter ansøgning, og kun efter en konkret vurdering.
  2. Den afgiftspligtige skal have afgivet erklæring i henhold til PBL § 26, stk. 6, om, hvorvidt den pågældende har anden kapitalpension, og der skal være svaret, at dette ikke er tilfældet. (I henhold til § 27, stk. 1, 2. pkt i bekendtgørelse nr. 326 af 10. maj 2001 om beskatningen af pensionsordninger skal erklæringen i givet fald indeholde oplysninger til identifikation af alle andre kapitalpensionsordninger. Hvis en afgiftspligtig har tre eller flere kapitalpensionsordninger og derfor har svaret bekræftende på forespørgslen i erklæringen, afskærer dette ikke den afgiftspligtige fra at søge om dispensation, men den kapitalpensionsordning, der giver anledning til dispensationsansøgningen, må i så fald ikke være identificeret i erklæringen).
  3. Det kræves ikke positivt, at den afgiftspligtige skal have været uvidende om eksistensen af den kapitalpensionsordning, der giver anledning til dispensationsansøgningen, men omstændighederne skal sandsynliggøre, at den afgiftspligtige med rimelig grund har glemt eller overset den pågældende kapitalpensionsordning.
  4. Den kapitalpensionsordning, der giver anledning til dispensationsansøgningen, skal være væsentligt mindre end den eller de afgiftsberigtigede kapitalpensionsordninger. Denne betingelse kræves dog ikke opfyldt, når den kapitalpensionsordning, der giver anledning til dispensationsansøgningen, er en ordning i ansættelsesforhold. Sidstnævnte er ikke alene begrænset til arbejdsmarkedspensionsordninger, men gælder alle pensionsordninger, der administreres af en arbejdsgiver. Det vil derfor være muligt at anvende undtagelsesreglen på f.eks. firmapensionsordninger og individuelle pensionsordninger i ansættelsesforhold, såfremt de øvrige betingelser for at give dispensation er opfyldt.