LL § 9 A, stk. 7 - 9Det fremgår af bestemmelsen i LL § 9 A, stk. 7, at rejseudgifter kan fradrages ved indkomstopgørelsen enten med standardsatserne i LL § 9 A, stk. 2 og 3, eller med de faktiske udgifter. Se også herom i TSS-cirkulære 2003-42, pkt. 3 for 2004 (for 2003 se 2002-34).

LL § 9 A, stk. 7, gælder for lønmodtagere, men bestemmelsen kan også anvendes af lønnede bestyrelsesmedlemmer og lignende, jf. LL § 9 A, stk. 9, 2. pkt.

Selvstændigt erhvervsdrivende kan i stedet for fradrag med de faktiske rejseudgifter foretage fradrag med de standardsatser i LL § 9 A, stk. 2 og 3, der gælder for lønmodtagere i de pågældende erhverv. Selvstændigt erhvervsdrivende kan ikke foretage fradrag med standardsatsen i LL § 9 A, stk. 4 (25 pct.-fradraget), jf. LL § 9 A, stk. 8.

Reglerne i LL § 9 A, stk. 7 - 9, om standardfradrag for udokumenterede rejseudgifter, dvs. udgifter til kost, småfornødenheder og logi på en rejse, er beskrevet i afsnit A.F.1.1.1.1, mens reglerne i LL § 9 A, stk. 7 - 9, om fradrag for dokumenterede, faktiske udgifter af samme art fremgår af afsnit A.F.1.1.1.2.

Fælles fradragsbetingelser:

RejseDet er en forudsætning for fradrag for rejseudgifter efter reglerne i LL § 9 A, stk. 7 - 9, hvad enten der er tale om udokumenterede eller dokumenterede udgifter, at der foreligger merudgifter, der er afholdt i forbindelse med en erhvervsmæssig rejse. Se herom i afsnit A.B.1.7.1.2.

Se SKM2001.562.ØLR, hvor en lektor ved Københavns Universitet på eget initiativ fik et ulønnet ophold ved European University Institute i Firenze som "visiting fellow". Hendes ægefælle var blevet ansat i et 4-årigt professorat samme sted. Lektoren blev ikke anset for berettiget til fradrag for rejseudgifter til logi kost m.v., idet udgifterne ikke havde været nødvendige for og ikke havde en direkte forbindelse med hendes arbejde ved Københavns Universitet. Endvidere havde hun ikke dokumenteret, at opholdet i Firenze havde fundet sted under sådanne vilkår, at merudgifter til logi, fortæring mv. var en nødvendig følge heraf.

Se også SKM2001.188.TSS, om udenlandske sæsonarbejderes fradrag for rejseudgifter. Fradraget afhænger af, om de pågældende kan anses for at være på rejse, herunder om de samtidigt har afholdt udgifter til en sædvanlig bopæl i hjemlandet.

Told- og Skattestyrelsen har udtalt sig om forståelsen af begrebet "sædvanlig bopæl" i rejsebegrebet, jf. LL § 9 A, stk. 1. Hvis en lønmodtager udlejer sin sædvanlige bolig i Danmark under en udstationering i udlandet, kan lønmodtageren ikke anses for at være på rejse og er derfor ikke berettiget til fradrag for rejseudgifter under udstationeringen. Se SKM2002.438.TSS.

Personer, som har merudgifter til kost og småfornødenheder på erhvervsmæssige rejser, der ikke opfylder betingelserne i LL § 9 A, stk. 1, f.eks. de såkaldte "éndagsrejser", kan ikke foretage fradrag efter reglerne i LL § 9 A, stk. 7 - 9. Såfremt de pågældende personer heller ikke opfylder betingelserne for fradrag efter andre specielle fradragsbestemmelser i skattelovgivningen, er de henvist til fradrag for de dokumenterede, erhvervsmæssige merudgifter efter den generelle fradragsbestemmelse i SL § 6, litra a. Se herom i afsnit A.F.1.1.2.

Ikke dækkede rejseudgifterHverken udokumenterede eller dokumenterede udgifter til kost, småfornødenheder og logi på en rejse kan fradrages ved indkomstopgørelsen i det omfang, udgifterne er dækket af en skattefri godtgørelse, jf. LL § 9 A, stk. 7, 4. pkt. For så vidt angår udokumenterede udgifter kan disse heller ikke fradrages i det omfang, de er dækket som udlæg efter regning eller ved fri kost og/eller frit logi. Se om udlæg efter regning i afsnittene A.B.1.7.1.2 og A.B.1.7.2.

I relation til selvstændigt erhvervsdrivende skal denne betingelse forstås således, at en selvstændigt erhvervsdrivende ikke kan vælge at foretage fradrag for rejseudgifter med standardsatserne, jf. LL § 9 A, stk. 8, når disse udgifter samtidigt helt eller delvist er fratrukket som dokumenterede driftsudgifter i virksomheden.

Om betingelsen vedrørende ikke dækkede rejseudgifter i relation til lønmodtagere, se TfS 1997, 406, om en musiker, som havde haft en række enkeltstående arrangementer i Danmark og Tyskland, og som var blevet aflønnet af arbejdsgiverne på de enkelte spillesteder. LSR fandt, at musikeren var berettiget til fradrag for udgift til fortæring og logi efter reglerne i det dagældende TSS-cirkulære 1992-3 i det omfang, arbejdsgiveren ikke havde sørget herfor. Se også SKM2001.116.VLR om en hovedanpartshaver, som var direktør i sit selskab. Han blev nægtet standardfradrag for rejseudgifter til kost og logi, da han ikke kunne dokumentere, at det var ham selv og ikke selskabet, der havde afholdt rejseudgifterne. Landsretten statuerede, at der måtte stilles særligt strenge dokumentationskrav i denne situation, hvor lønmodtageren reelt ejede arbejdsgiverselskabet. Højesteret stadfæstede landsrettens dom, jf. SKM2002.487.HR.

Se endvidere TfS 1998,117, hvor en ansat ved Storebæltsbyggeriet blev anset for berettiget til fradrag for logiudgifter med Ligningsrådets satser ved overnatning i egen campingvogn på arbejdsgivernes plads uden udgifter til pladsleje eller lignende.

Fradragsprincip for kostudgifterDer skal vælges samme fradragsprincip for alle kostudgifter m.v. på den enkelte rejse, jf. LL § 9 A, stk. 7, 3. pkt. sammenholdt med stk. 4.

Alle udgifterne til kost og småfornødenheder på rejsen kan enten fradrages med standardsatserne for kost m.v., jf. LL § 9 A, stk. 2, nr. 1 -3, reduceret med værdien af fri kost, jf. LL § 9 A, stk. 3. Turistchauffører skal dog ikke reducere deres standardsatser med værdien af fri kost, jf. LL § 9 A, stk. 3, 2. pkt.

Eller også kan der i stedet foretages fradrag for alle kostudgifterne med de dokumenterede, faktiske udgifter samt et 25 pct.-fradrag, jf. LL § 9 A, stk. 7, 3. pkt. Turistchauffører og selvstændigt erhvervsdrivende kan dog ikke foretage 25 pct.-fradrag, jf. henholdsvis LL § 9 A, stk. 7, 3. pkt. sammenholdt med stk. 4, og LL § 9 A, stk. 8.

Fradragsprincip for logiudgifterDe enkelte rejsedøgns logiudgifter kan derimod fradrages enten med standardsatsen for logi eller med de dokumenterede, faktiske udgifter.

• Lønmodtagere, jf. LL § 9 A, stk. 7, sammenholdt med stk. 1.

LL § 9 A, stk. 7, gælder dog ikke for de lønmodtagere, som ikke kan anvende rejsereglerne, jf. LL § 9 A, stk. 10, 1. og 3. pkt., se afsnit A.B.1.7.1.2.

De lønmodtagere, som ikke kan få skattefri logigodtgørelse, jf. LL § 9 A, stk. 2, nr. 4, kan heller ikke foretage fradrag med logisatsen, men de kan fradrage dokumenterede logiudgifter efter LL § 9 A, stk. 7. Se om denne persongruppe i afsnit A.F.1.1.1.1.2.

Værnepligtige og lignende kan ikke foretage fradrag med standardsatserne for udgifter til kost m.v. og logi, jf. LL § 9 A, stk. 10, 2. pkt., men de kan fradrage dokumenterede rejseudgifter efter LL § 9 A, stk. 7.

Turistchauffører kan tage fradrag for kostudgifter med kostsatserne i LL § 9 A, stk. 2, nr. 2 og 3, men de kan ikke fradrage småfornødenheder med 25 pct. af kostsatserne, jf. LL § 9 A, stk. 7, 3. pkt.

Om de personer i denne persongruppe, som ikke kan foretage fradrag med logisatsen, jf. LL § 9 A, stk. 2, nr. 4, se afsnit A.F.1.1.1.1.2.

M.h.t. lønmodtagergruppen bemærkes, at en ledig person i jobtræning, som modtager løn af en arbejdsgiver for det udførte arbejde, typisk vil kunne anses for lønmodtager. Hvis en ledig person i denne situation derfor efter en konkret vurdering af den pågældendes ansættelses- og arbejdsforhold under jobtræningen anses for lønmodtager, vil denne ledige være omfattet af reglerne om fradrag for rejseudgifter i LL § 9 A, stk. 7, se TfS 2000, 839.

Vedrørende lønmodtagergruppen henvises endvidere til SKM2001.117.VLR, hvor en direktør og anpartshaver i et selskab ikke fik godkendt fradrag for rejseudgifter, da det ikke ansås for bevist, at han havde modtaget vederlag for sit arbejde i selskabet. En iværksætterydelse, som han havde modtaget fra det offentlige, kunne ikke anses for betaling for arbejde udført i selskabet. ►Højesteret har stadfæstet landsrettens dom, jf. SKM2004.22.HR◄.

Fradrag ved indkomstopgørelsenLønmodtagere og lønnede medlemmer af eller medhjælpere for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd og lignende, som for dette hverv får et vederlag, der er A-indkomst, kan foretage fradrag for deres rejseudgifter i den skattepligtige indkomst.

Selvstændigt erhvervsdrivende kan derimod fradrage deres rejseudgifter i den personlige indkomst, jf. PSL § 3, stk. 2, nr. 1.

Fradragsbegrænsninger, kun for lønmodtagereLønmodtagere kan kun foretage fradrag for rejseudgifter i det omfang, rejseudgifterne sammen med andre udgifter vedrørende det indtægtsgivende arbejde i 2004 overstiger 4.900 kr. ( i 2003 overstiger 4.700 kr.), jf. LL § 9, stk. 1. Se herom i afsnit A.B.1.7.1.

Såfremt der er tale om udgifter i forbindelse med udførelse af indtægtsgivende arbejde i udlandet gælder endvidere, at lønmodtagere ikke kan foretage fradrag herfor i det omfang, de nævnte udgifter overstiger den udenlandske lønindkomst, der skal medregnes ved den danske indkomstopgørelse, jf. LL § 9, stk. 2, 2. pkt. Se nærmere herom i LV Dobbeltbeskatning, afsnit D.B.2.

Bemærk, at ovennævnte fradragsbegrænsninger i LL § 9, stk. 1 og 2, kun gælder for lønmodtagere og ikke for selvstændigt erhvervsdrivende eller lønnede medlemmer af eller medhjælpere for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd og lignende.