Efter LL § 9 C, stk. 7, inddrages adgangen til enhver form for befordring mellem sædvanlig bopæl og arbejdsplads, der betales af arbejdsgiveren, under beskatning. Beskatning sker, uanset om der er tale om hel eller delvis fri befordring, dvs. uanset om den ansatte betaler en del af befordringen.      

Der er tale om al befordring, der kan fradrages efter LL § 9 C. Beskatningen omfatter således ud over den skattepligtiges befordring mellem hjem og arbejdsplads også befordring mellem arbejdspladser og inden for samme arbejdsplads, når befordringen er arbejdsgiverbetalt.     

Bestemmelsen i LL § 9 C, stk. 7, omfatter alle skattepligtige, der har adgang til at foretage fradrag efter LL § 9 C.

Den skattepligtige skal medregne værdien af den fri befordring på den pågældende strækning ved indkomstopgørelsen. Værdien af den fri befordring ansættes til et beløb, der modsvarer fradraget efter LL § 9 C.

Værdien af den fri befordring indgår i den personlige indkomst, mens fradraget indgår i den skattepligtige indkomst.     

Undlader den skattepligtige at foretage fradrag for befordring efter LL § 9 C, beskattes den fri befordring i realiteten ved bortfald af fradragsretten.     

Arbejdsgiverbetalt befordring kan eksempelvis være fri bil, frikort eller frirejse, herunder fri flyrejse, til offentlige eller private transportmidler. Som andre eksempler på denne befordring kan nævnes fri befordring i firmabus, fri kørsel i mandskabsvogn eller fællesbefordring i privat bil, der betales af arbejdsgiveren, samt arbejdsgiverbetalt taxa.     

Uanset at fri firmabil udløser beskatning efter LL § 16, stk. 4, skal der ske beskatning efter LL § 9 C, stk. 7, såfremt der tages fradrag for befordring mellem hjem og arbejde, jf. TfS 1998, 11 LSR. Se også TfS 1998, 533 LSR, hvor Landsskatteretten fandt, at når der er adgang til fri befordring (fri bil) kan der ikke tages fradrag for udgiften til befordring med tog mellem bopæl og arbejdssted. I SKM2001.32.LSR var situationen den at en arbejdstager accepterede arbejdsgiverens tilbud om en kørselsordning sammen med 3 kollegaer, hvor arbejdsgiveren mod betaling svarende til prisen for brug af offenligt transportmiddel stillede en personbil til rådighed. Landsskatteretten fandt, at skatteyderen var skattepligtig af værdien af den fri befordring svarende til fradraget for befordring efter LL § 9 C. Landsskatteretten bemærkede endvidere, at det i det foreliggende tilfælde ikke er hjemmel til at reducere værdien af fri befording med et beløb svarende til skatteyderens betaling til arbejdsgiveren, idet det ikke er godtgjort at skatteyderens betaling kan anses for at dække arbejdsgiverens udgifter ved at stille bilen til rådighed.

Arbejdsgiverbetalt befordring, f.eks. frikort eller fri bil, beskattes efter bestemmelsen i LL § 9 C, stk. 7, også ved anvendelse i forbindelse med arbejde for en anden arbejdsgiver end den arbejdsgiver, der har betalt befordringen. Har en skatteyder således fri bil stillet til rådighed af arbejdsgiver A til privat brug, vil enhver kørsel i denne bil, herunder privat og erhvervsmæssig kørsel i forbindelse med et bijob for arbejdsgiver B, være omfattet.    

Bestemmelsen gælder også i tilfælde, hvor en arbejdsgiver finansierer den ansattes befordring, selv om dette sker på en indirekte måde. Som eksempel på en sådan ordning kan nævnes tilfælde, hvor en arbejdsgiver betaler til en i en gruppe på f.eks. 4 personer, mod at den, der modtager betalingen, påtager sig at transportere sine kolleger mellem hjem og arbejdsplads. I denne situation vil alle 4 personer være omfattet af LL § 9 C, stk. 7.     

Når virksomhedsordningen anvendes og skatteyderen vælger at placere bilen under virksomhedsordningen, kan der ikke foretages befordringsfradrag uden samtidigt at medregne værdi af fri befordring svarende til fradraget, jf. TfS 1998, 142 LSR. Se også LV Erhvervsdrivende afsnit E.G.2.1.6.3.

Det er selve adgangen til den arbejdsgiverbetalte befordring mellem de relevante geografiske punkter, der beskattes. Der ses således bort fra, om den skattepligtige udnytter adgangen. Er der f.eks. tale om frikort til offentlige transportmidler, sker beskatning, hvis den pågældende strækning på noget tidspunkt er betjent af de offentlige transportmidler, hvortil frikortet gælder. Der tages ikke hensyn til, om transporten indebærer ventetider, omveje eller lign.     

Skatteministeren har redegjort for reglerne for beskatning af frikort og lign. hos DSB-ansatte og deres mulighed for at fratrække kørselsudgifter for kørsel til arbejdspladsen i TfS 1994, 68.

Hvis de offentlige transportmidler på den pågældende strækning ikke betjenes på det pågældende tidspunkt, f.eks. fordi det er det første eller det sidste tog, som den ansatte skal gøre eller har gjort tjeneste på, kan der foretages fradrag efter reglerne i LL § 9 C for denne befordring uden reduktion af værdien af fri befordring.

I sådanne situationer kan der tages befordringsfradrag uden tilsvarende beskatning både for ud- og hjemtransporten, selv om det kun er transporten den ene vej, der er udelukket, jf. TfS 1994, 695 DEP.

Endvidere er den del af befordringen, hvor den ansatte faktisk er afskåret fra at benytte de offentlige transportmidler, undtaget fra beskatningen af fri transport.

Det kan forekomme, at en del af strækningen mellem hjem og arbejdsplads betjenes af offentlige transportmidler, mens der ikke findes offentlige transportmidler f.eks. på en yderstrækning. I så fald sker beskatning vedrørende den del, der betjenes af offentlige transportmidler, mens der kan foretages fradrag for den strækning, hvor offentlig befordring ikke findes.     

Den skattepligtige har mulighed for at fraskrive sig retten til at benytte den fribefordring, der stilles til rådighed.     

I nogle tilfælde betaler arbejdsgiveren befordringen over en del af strækningen, f.eks. ved at stille firmabus til rådighed for transporten mellem en station og arbejdspladsen, mens der ikke er fri befordring på den resterende strækning. I disse tilfælde beskattes den del af strækningen, hvor der ydes fri befordring, hvis der foretages fradrag efter LL § 9 C for hele strækningen.  

Der vil således være mulighed for (uden tilsvarende indtægtsføring) at tage fradrag efter de almindelige regler for en ikke arbejdsgiverbetalt strækning, efter reduktion med 24 km-grænsen.

Eksempler:Eksempel 1:

En skattepligtig foretager daglig 60 km befordring, heraf 20 km, der ikke betales af arbejdsgiveren, og 40 km i en bus, der stilles til rådighed af arbejdsgiveren. Fradraget opgøres efter de almindelige regler, idet bundgrænsen fragår i den samlede daglige kørsel, der i eksemplet er omfattet af LL § 9 C. Bundgrænsen på 24 km omfatter de 20 km egentransport plus 4 km af den arbejdsgiverbetalte transport. Hvis der foretages fradrag for de resterende 36 km kørsel i arbejdsgivers bus, indtægtsføres et beløb svarende til fradraget i den personlige indkomst. Beløbet medregnes ikke, hvis der ikke foretages fradrag.

Eksempel 2:

Den skattepligtige har en daglig befordring på 80 km. Arbejdsgiveren stiller frikort til det lokale trafikselskab til rådighed.   

Den skattepligtige har mulighed for at anvende den arbejdsgiverbetalte transport på 2 x 25 km af den daglige befordring. Den skattepligtige vælger at afstå fra at tage et ligningsmæssigt fradrag for den arbejdsgiverbetalte transport og slipper dermed for at skulle indtægtsføre det tilsvarende beløb som personlig indkomst. Den skattepligtige har derudover mulighed for at foretage fradrag efter LL § 9 C, stk. 1-3 for de resterende 30 km, dvs. der kan tages fradrag med (30 - 24 ) 6 km. Se også Skatteministerens svar i TfS 1995, 439.

Værnepligtiges frirejseordning er omfattet af skattepligten efter LL § 9 C, stk. 7, jf. TfS 1994, 567 DEP.

Broafgift Har medarbejderen fri firmabil og arbejdsgiveren betaler broafgiften for kørsel mellem hjem og arbejde over Storebæltsbroen eller Øresundsbroen, vil medarbejderen være omfattet af LL § 9 C, stk. 7 og derudover blive beskattet af broafgiften i henhold til LL § 16. Det samme gælder arbejdsgiverbetalt brobizz, der benyttes mellem hjem og arbejde. Den ansatte, som modtager dette gode skal beskattes af markedsværdien af brobizz-kortet (prisen). Se TfS 2000, 851 DEP om broafgift, og SKM2003.183.LR. Hvadenten medarbejderen kører i fri firmabil eller i sin egen bil, kan vedkommende i øvrigt ikke få brofradraget ved benyttelse af Storebæltforbindelsen (se afsnit A.F.3.1.3.7), hvis arbejdsgiveren har betalt broafgiften. Arbejdsgiverbetalt broafgift anses ikke som værende fri befordring, men som et personalegode, jf. LL § 16.

Kører medarbejderen i sin egen private bil, kan han godt få fradrag for de kørte brokilometer, selvom arbejdsgiveren har betalt broafgiften.