Godtgørelse for erhvervsmæssige befordringsudgifter, jf. LL § 9 BSkattefri befordringsgodtgørelse udbetales med Ligningsrådets km.-satser for udgifter, som lønmodtageren har afholdt til erhvervsmæssig kørsel, dvs. kørsel omfattet af LL § 9 B, når denne kørsel sker i/på lønmodtagerens eget befordringsmiddel. Som eget befordringsmiddel anses også ægtefællens eller en samlevers befordringsmiddel, når de samlevende har fælles økonomi.

Om egen bil i relation til dele-bil-ordninger, leasede biler og bil-sameje mellem ikke-samlevende personer, se TfS 2000, 1020.

Se nærmere om erhvervsmæssig kørsel omfattet af LL § 9 B i afsnit A.F.3.2.

Befordringsgodtgørelse kan kun udbetales skattefrit, hvis Ligningsrådets betingelser herfor er opfyldt.

Befordringsgodtgørelse kan ikke udbetales, når der benyttes offentlige transportmidler.   

Udgifter der dækkes af befordringsgodtgørelseBefordringsgodtgørelse skal dække de udokumenterede, ordinære erhvervsmæssige driftsudgifter til det pågældende befordringsmiddel, som f.eks. benzin, vedligeholdelse, vægtafgift, afskrivning, finansieringsomkostninger og forsikring, jf. TfS 2000, 851.

Der kan udbetales befordringsgodtgørelse for kørsel i udlandet efter de samme regler, som gælder ved kørsel i Danmark.

Befordringsgodtgørelse skal ikke dække parkeringsudgifter, eller motorvejs- eller broafgifter. Disse udgifter kan ikke anses for lønmodtagerens ordinære driftsudgifter vedrørende befordringsmidlet, men derimod som arbejdsgiverens udgift ved erhvervsmæssig kørsel. Arbejdsgiveren kan derfor dække udgiften som udlæg efter regning - herunder ved fri parkering/fri motorvejs- eller bropassage. Se om broafgift i TfS 2000, 851. Om parkeringsudgifter, se sidst i afsnit A.B.1.9.14. Se om udlæg efter regning i afsnit A.B.1.7.1.2.

Fri bil og fri transportDet er en grundlæggende betingelse for at en lønmodtager/et bestyrelsesmedlem og lign. kan modtage skattefri godtgørelser, at den pågældende har afholdt erhvervsmæssige merudgifter. Heraf følger, at der ikke kan modtages skattefri godtgørelser i tilfælde, hvor udgifterne til den erhvervsmæssige befordring allerede er dækket på anden måde af arbejdsgiveren, f.eks. i form af fri bil til rådighed eller fri transport på den pågældende strækning.

Tilsvarende gælder, at en lønmodtager, som anvender firmabil, der betales af én arbejdsgiver, ikke kan modtage skattefri godtgørelse i forbindelse med kørsel for en anden arbejdsgiver. En undtagelse herfra er dog de tilfælde, hvor lønmodtageren betaler den arbejdsgiver, som har stillet firmabilen til rådighed, fuldt vederlag for den kørsel, der sker for den arbejdsgiver, som ikke har stillet bilen til rådighed, jf. TSS-cirkulære 2003-36, pkt. 2.7. (for 2003 gælder TSS-cirkulære 2002-43, pkt. 2.7). En skattepligtig kan ikke modtage skattefri godtgørelse for den samme kørsel fra to arbejdsgivere.

En deltidsansat fodboldspiller havde fået stillet fri bil til rådighed. Bilen blev også anvendt til erhvervsmæssig kørsel i den pågældendes andet lønmodtagerjob, for hvilken kørsel han modtog kørselsgodtgørelse. Da lønmodtageren ikke var ejer af den pågældende bil eller havde foretaget en fuldstændig betaling for den private kørsel til arbejdsgiveren, som havde stillet den fri bil til rådighed, fandt Landsskatteretten, at lønmodtageren ikke havde opfyldt betingelserne for at få udbetalt skattefri kørselsgodtgørelse, jf. TfS 1997, 658.

Kørsel til indtægtsgivende arbejdsstedDet er endvidere en betingelse for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse, at der er tale om befordring til/fra/inden for et indtægtsgivende arbejdssted. Se TfS 2000, 166, om udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse til pengeinstitutelever. Se også TfS 2000, 58, HRD, hvor en skattefri kørselsgodtgørelse, der var blevet udbetalt til en hovedanpartshaver, blev anset for skattepligtig, idet hovedaktionæren ikke havde modtaget løn fra selskabet og derfor ikke kunne anses for lønmodtager i sit selskab. I SKM2001.141.ØLR, kunne en direktør og eneanpartshaver ikke få udbetalt skattefri kørselsgodtgørelse, idet hun ikke havde haft indtægtsgivende arbejde hos selskabet. Hun kunne derfor ikke anses for lønmodtager i sit selskab. Det forhold, at hun havde fået stillet fri telefon til rådighed af selskabet, medførte ikke, at hun kunne anses for lønmodtager.

Ligningsrådets satser og reglerSkattefri befordringsgodtgørelse kan kun udbetales efter Ligningsrådets satser, og kun hvis de betingelser, som Ligningsrådet har fastsat, er opfyldt. For 2004 fremgår Ligningsrådets satser og regler af TSS-cirkulære 2003-36.

Efter dette cirkulære kan skattefri befordringsgodtgørelse til dækning af udgifter ved benyttelse af egen bil til erhvervsmæssig kørsel, jf. LL § 9 B, i 2004 ikke overstige følgende beløb:

20.000 km.-grænsenVed opgørelsen af den samlede årlige kørsel i egen bil eller motorcykel i arbejdsgiverens tjeneste skal der ikke tages hensyn til lønmodtagerens eventuelle kørsel for en anden arbejdsgiver. 20.000 km.-grænsen gælder kun for den enkelte arbejdsgiver, da man ikke finder at kunne pålægge arbejdsgivere at føre kontrol med hinanden.

Se således TfS 1996, 300, hvor en skatteyder for indkomståret 1991 påstod sig berettiget til fradrag efter den høje sats ud over den dagældende grænse på 12.000 km. og henviste til, at han havde to arbejdsgivere. ØL fandt, at han kun kunne foretage fradrag med den høje sats indtil 12.000 km. HR stadfæstede dommen og bemærkede, at det dagældende TSS-cirkulære 1990-48 måtte forstås således, at fradrag med den høje km.-sats alene kunne ske for kørsel indtil 12.000 km., uanset om skatteyderen havde flere arbejdsgivere. Reglen om 12.000 km. for hver arbejdsgiver var alene begrundet i, at man ikke ville pålægge den enkelte arbejdsgiver at føre kontrol med andre arbejdsgiveres udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse, jf. TfS 1997, 196.

Godtgørelse for den faktiske kørselDet er også en betingelse for udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse, at godtgørelse udbetales for det faktiske antal km., som lønmodtageren har kørt. Se nærmere om den generelle betingelse om arbejdsgiverens kontrol med bl.a. antallet af kørte km ved udbetalingen af godtgørelsen i afsnit A.B.1.7.1. Se også SKM2002.525.VLR, hvor en udbetalt befordringsgodtgørelse blev anset for skattepligtig, selvom godtgørelsen var beregnet korrekt, idet arbejdsgiveren ikke havde foretaget effektiv kontrol med antallet af kørte km.

En skatteyder blev forhøjet med en andel af en modtagen, skattefri kørselsgodtgørelse. Skatteyderen havde ikke ført regnskab med den erhvervsmæssige kørsel, jf. TfS 1998,592 HD. Se også TfS 1998,779 ØLD, hvor arbejdsgiveren ikke havde ført kontrol med antallet af kørte km., ligesom der ikke forelå kørselsregnskab m.v. Se endvidere TfS 2000, 58, HRD, hvor en kørselsgodtgørelse ikke blev anset for udbetalt til dækning af udgifter, der var påført som følge af arbejdet. Kørselsgodtgørelsen var derfor skattepligtig. I SKM2001.504.ØLR, havde en distriktschefs opgørelse over kørte km i forbindelse med hans arbejde været behæftet med uklarhed. Derfor havde arbejdsgiveren ikke haft tilstrækkeligt grundlag for at udøve en effektiv kontrol ved godkendelse af hans kørselsopgørelser, og den udbetalte kørselsgodtgørelse blev følgelig anset for skattepligtig personlig indkomst for distriktschefen.

Der skal som ovenfor nævnt være tale om kørsel, som lønmodtageren selv har foretaget. Se SKM2001.299.LSR, hvor det blev statueret, at der ikke kunne udbetales skattefri befordringsgodtgørelse til en lods for kørsel, hvor den pågældende ikke selv var med i bilen. Sagen er efterfølgende blevet indbragt for Landsretten, som kom til samme resultat, jf. SKM2003.317.ØLR, se afsnit A.B.1.7.1.

Er betingelserne for at udbetale skattefri godtgørelse opfyldt, jf. LL § 9 B, - herunder 60 dages-reglen - kan skattefri godtgørelse udbetales, såfremt strækningen mellem hjem og arbejde er større end eller lig med det antal km., for hvilket der udbetales godtgørelse, jf. følgende eksempel:

Afstanden mellem lønmodtagerens sædvanlige bopæl og en konkret arbejdsplads er 100 km., og afstanden mellem arbejdsgiverens adresse og den konkrete arbejdsplads er 30 km. Arbejdsgiveren yder kun godtgørelse for en strækning svarende til de nævnte 30 km. For de resterende 70 km. kan lønmodtageren foretage fradrag efter LL § 9 C. Fradraget skal følge reglerne om, at alene befordring ud over 24 km. pr. dag kan fradrages.

Faste - f.eks. månedlige eller årlige - beløb, der udbetales uafhængig af det faktiske antal kørte kilometer, eller beløb, der skal dække uden for særlige afstandszoner, kan ikke udbetales som skattefri godtgørelse. Se afsnit A.B.1.7.1 og bekendtgørelse om rejse- og befordringsgodtgørelse nr. 173 af 13. marts 2000, § 2.

En befordringsgodtgørelse, som blev ácontoudbetalt med lige store månedlige beløb, blev anset for skattepligtig, idet der ikke var sket justeringer af kørselsbehovet i løbet af året, ligesom der ikke var sket reguleringer af for meget udbetalt kørselsgodtgørelse i årets løb, se TfS 1999, 928.

Er befordringsgodtgørelse udbetalt skattefrit, uden at betingelserne for skattefrihed er opfyldt, er godtgørelsen skattepligtig som personlig indkomst for modtageren, og den pågældende er herefter henvist til at foretage fradrag for befordring efter LL § 9 C i den skattepligtige indkomst, jf. afsnit A.B.1.7.1.

En arbejdsgiver kan ikke dække en lønmodtagers udgifter til erhvervsmæssig kørsel i eget befordringsmiddel - dvs. udgifter til benzin, forsikring m.v. - skattefrit som udlæg efter regning, herunder ved direkte betaling heraf, da der ikke kan foreligge eksterne udgiftsbilag for den erhvervsmæssige del af udgifterne. Se om udlæg efter regning i afsnit A.B.1.7.2.

Bestyrelsesmedlemmer og lign.Der kan udbetales skattefri befordringsgodtgørelse til bestyrelsesmedlemmer og lignende, jf. LL § 9 B, stk. 4. Se nærmere herom i afsnit A.B.1.7.1.

Se SKM2001.141.ØLR, hvor en direktør og eneanpartshaver ikke ansås for berettiget til at få udbetalt skattefri kørselsgodtgørelse fra sit selskab. Hun kunne ikke anses for lønmodtager, da hun havde valgt ikke at få udbetalt løn af selskabet, og hun kunne heller ikke anses for bestyrelsesmedlem, da selskabet ikke havde nogen bestyrelse. Endvidere kunne de arbejdsopgaver, som hun havde fået udbetalt kørselsgodtgørelse for, ikke sidestilles med bestyrelsesarbejde.

LL § 31

Der kan udbetales skattefri befordringsgodtgørelse for kørsel til et undervisningssted efter reglerne i LL § 31.

Den personkreds, der er omfattet af LL § 31 er:

Personer, der modtager ydelser fra en arbejdsgiver som led i et ansættelsesforhold eller som led i en aftale om ydelse af personligt arbejde i øvrigt.

Personer, der modtager ydelser ved ophør af et ansættelsesforhold.

Personer, der er valgt til medlem af eller medhjælp for bestyrelser, udvalg, kommissioner, råd , nævn eller andre kollegiale organer, herunder Folketinget og kommunalbestyrelser, og som modtager ydelser.

Personer, der er medlem af en fagforening, arbejdsløshedskasse eller pensionskasse, og som modtager ydelser.

Personer, som modtager ydelser fra et arbejdsformidlingskontor, eller elever, som modtager ydelser fra Arbejdsgivernes Elevrefusion.

Personer, som deltager i uddannelse efter lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., og som modtager ydelser.

Personer, som er omfattet af lov om statens voksenudannelsesstøtte (SVU), og som modtager ydelser.

Personer, der er omfattet af lov om støtte til voksenuddannelser (VUS), og som modtager ydelser.

Det er en betingelse for udbetaling af godtgørelse efter denne bestemmelse, at der er tale om en uddannelse eller et kursus, som ikke udelukkende har privat karakter for den pågældende. Uddannelsen skal således i et eller andet omfang have et erhvervsmæssigt sigte.

Befordringsgodtgørelsen udbetales med samme sats, som Ligningsrådet fastsætter for befordringsfradrag efter LL § 9 C, stk. 1, jf. TSS-cirkulære 2003-36 (for 2003 TSS-cirkulære 2002-43).

Efter LL§31 kan der udbetales godtgørelser for befordring i egen bil eller på motorcykel for følgende kørsel:

mellem sædvanlig bopæl og uddannelsested/kursussted

mellem arbejdssted og uddannelsessted/kursussted

mellem uddannelsessteder/kursussteder

inden for samme uddannelsessted/kursussted

Godtgørelsen beregnes med udgangspunkt i "den normale transportvej", jf. LL § 9C, stk. 1. Ved opgørelse af kørslen efter LL § 31 skal der dog ikke - som efter LL § 9C, stk. 1- foretages reduktion ved de første 24 km af den daglige kørsel, ligesom satsen heller ikke skal reduceres for daglig kørsel ud over 100 km.

Den såkaldte 60-dages regel i LL § 9B, stk. 1, gælder ikke ved udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse efter LL § 31. LL § 31 er endvidere alene en bestemmelse om udbetaling af skattefri godtgørelser. Bestemmelsen giver således ikke hjemmel til fradrag for befordringsudgifter med standardsatser.

Selvstændigt erhvervsdrivendeSelvstændigt erhvervsdrivende, som benytter virksomhedsordningen, kan anvende reglerne om skattefri befordringsgodtgørelse, hvis bilen holdes uden for virksomheden. Godtgørelser, der betales til den erhvervsdrivende, fragår i virksomhedens resultat, men beskattes ikke hos den pågældende. Se LV Erhvervsdrivende, afsnit E.G.1.2.2.

Lønmodtageres fradragsmuligheder for befordringsudgifterOm lønmodtageres fradrag for udgifter ved erhvervsmæssig befordring, se i afsnittene A.B.1.7.1 og A.F.3.3.