Bestemmelsen i LL § 7 U ændrer som udgangspunkt ikke ved den hidtidige praksis for, hvad der er omfattet af begrebet fratrædelsesgodtgørelse. Det betyder, at alle ydelser, der i fremtiden udbetales i anledning af en medarbejders fratræden, vil indgå i den personlige indkomst ved skatteberegningen efter LL § 7 U, medmindre der er tale om uddannelsesydelser, der er skattefrie efter LL § 31. Der skal dog være tale om et på forhånd fastlagt beløb, jf. TfS 1985, 556, hvor der var tale om en over en vis periode løbende ydelse, der bortfaldt ved den ansattes død. I TfS 1992, 28 H fratrådte en skatteyder sin stilling som kommunaldirektør på betingelse af, at han i et år efter sin fratræden skulle have tjenestefrihed med løn, svarende til stillingens hidtidige aflønning med udbetaling månedsvis forud. Udbetalingerne blev af landsretten anset som almindelig skattepligtig indkomst. Højesteret fandt, at uanset udbetalingerne blev betegnet som løn under tjenestefrihed og udbetalt månedsvis, måtte det reelt anses som godtgørelse i anledning af fratræden. Herefter skulle godtgørelsen ud over den del, han ville have modtaget som løn i opsigelsesperioden på 3 måneder, beskattes som fratrædelsesgodtgørelse. Den løbende "løn"udbetaling var øjensynlig ikke i denne sag gjort livsbetinget.

For at forebygge misbrug indeholder loven for fratrædelsesgodtgørelser en række opstramninger af de hidtil gældende regler.

Om tidligere og fortsat gældende praksis på dette område, skal anføres, at betingelsen ikke anses for opfyldt, dersom arbejdsgiveren er et A/S, og beløbet udbetales af aktiemajoritetshaveren. Betingelsen anses heller ikke for opfyldt ved udbetaling af godtgørelse fra en fond, som er et selvstændigt retssubjekt uafhængigt af arbejdsgiveren, uanset at der eventuelt er en nær forbindelse mellem de to retssubjekter, jf. skd. 1974.28.77, LSRM 1978, 167 LSR og Skat 1988.12.776 (TfS 1988, 674 LSR). Ligeledes ansås bestemmelsen ikke anvendelig for en bod, udbetalt til klagerens fagforbund og videregivet til klageren, LSRM 1979, 55 LRS.

For det andet er betingelserne for, at der kan udbetales en skattefri fratrædelsesgodtgørelse, strammet op således, at det er en betingelse for udbetalingen, at beskæftigelsen på virksomheden fuldstændig ophører, jf. SKM2001.251.LR. Det betyder, at en godtgørelse, der udbetales ved en delvis fratræden af en stilling, ikke vil opfylde kriterierne for skattefrihed. En fratrædelsesgodtgørelse, der ydes i forbindelse med overgang til en anden stilling hos samme arbejdsgiver, vil derfor skulle beskattes som almindelig indkomst uden bundgrænse. Tilsvarende gælder for:

1. godtgørelser, der udbetales ved overgang til en stilling omfattet af et andet overenskomstgrundlag,
2. godtgørelser, der ydes ved overgang til anden ansættelse, hvor funktionærlovens regler ikke gælder, og
3. godtgørelser, der ydes ved overgang til fleksjob m.v., når arbejdsgiveren før og efter overgangen fortsat er den samme.

Desuden vil en godtgørelse, der udbetales i forlængelse af udløbet af en åremålsansættelse, ikke længere opfylde kriterierne for skattefrihed, hvis den ansatte fortsætter i samme eller en anden stilling i virksomheden. Godtgørelsesbeløb, der ydes personalet i forbindelse med lang tjeneste ved afhændelsen af en virksomhed, vil heller ikke opfylde kriterierne for skattefrihed.

For det tredje strammes reglerne op, således at der ikke kan udbetales en fratrædelsesgodtgørelse til en medarbejder, der aldrig er tiltrådt en stilling. Bliver en medarbejder således løst fra ansættelsen inden stillingens tiltrædelse, og udbetales der i den forbindelse en godtgørelse, er dette beløb ikke omfattet af de særlige skatteregler for fratrædelsesgodtgørelser, da der aldrig har foreligget et tjenesteforhold.

Det er efter loven fortsat en forudsætning for, at beløbet kan falde ind under begrebet fratrædelsesgodtgørelse, at godtgørelsesbeløbet udbetales i tidsmæssig tilknytning til fratrædelsen. Hvis beløbet udbetales efterfølgende, skal det fuldt ud medregnes til den skattepligtige indkomst. Dette er præciseret i loven. Betingelsen er i overensstemmelse med hidtil gældende praksis, jf. en ansat, der i en alder af 62 år var blevet førtidspensioneret, overgik ved sit fyldte 65. år til almindelig alderspension og fik i forbindelse hermed udbetalt et engangsbeløb af sin tidligere arbejdsgiver. Beløbet skulle medregnes ved opgørelsen af hans personlige indkomst, uden at nu LL § 7 U ville have fundet anvendelse, da udbetalingen af det ikke var knyttet til hans fratræden, men var afhængig af, at han opnåede en alder på 65 år, Skat 1986.12.344 (TfS 1986, 39 LSR). I TfS 2000 644, LSR blev et beløb udbetalt til en fagforeningssekretær i forbindelse med fratræden anset som en skattepligtig lønkompensation efter statsskattelovens § 4 og ikke som fratrædelsesgodtgørelse efter dagældende ligningslovs § 7 O. I SKM2003.77.TSS modtog en elev en erstatning på 25.000 kr., fordi elevtiden blev afbrudt 3 måneder før tid. Da beløbet ikke reelt erstattede løn, idet eleven fik løn og feriepenge frem til sidste arbejdsdag, blev beløbet betragtet som en fratrædelsesgodtgørelse efter ligningslovens § 7 U.Hvis en medarbejder efter ansættelsens ophør, som følge af en retssag eller et forlig mellem arbejdsgiveren og arbejdstageren eller dennes faglige organisation, får udbetalt et godtgørelsesbeløb, anses beløbet ifølge praksis for at være udbetalt i tidsmæssig tilknytning til afskedigelsen, og betingelsen vil derfor være opfyldt i dette tilfælde. Beskatning skal dog først finde sted, når kravet er fastslået ved endelig dom eller forlig. Om beskatningstidspunktet se afsnit A.A.2.1.

Det er også en betingelse for udbetaling af godtgørelsesbeløb m.v., at medarbejderen er ansat hos arbejdsgiveren. For medarbejdere, der modtager en fratrædelsesgodtgørelse, forstås herved, at medarbejderen var ansat i virksomheden på tidspunktet for afskedigelsen/fratrædelsen.

De såkaldte afviklingsgodtgørelser er som hidtil også omfattet af bestemmelsen. En afviklingsgodtgørelse er en fratrædelsesgodtgørelse, som er betinget af, at den fratrædende forbliver i sin stilling, indtil arbejdsgivervirksomheden er afviklet. En afviklingsgodtgørelse er omfattet af de gældende regler, uanset om erhvervelsen sker efter kollektiv eller individuel aftale. Det er dog en betingelse, at arbejdstageren ikke efterfølgende flytter med virksomheden.

Reglerne gælder også, når arbejdstageren selv opsiger sin stilling til omgående fratræden eller med kortere varsel, end han ville have krav på. Efter loven kan man fortsat i den situation, hvor den opsigende medarbejder har været ansat i virksomheden i mange år, udbetale en lempeligt beskattet fratrædelsesgodtgørelse, hvis de øvrige betingelser herfor er opfyldte. Ligeledes betragtes den afskedigelsesløn, der ved afskedigelse af funktionærer med henholdsvis 12, 15, eller 18 års anciennitet udbetales med henholdvis 1, 2 eller 3 måneders løn ud over, hvad der betales til fratrædelsesdatoen, jf. funktionærlovens § 2 a, som personlig indkomst efter LL § 7 U.

Derudover gælder de nye regler også, når en arbejdsgiver i forbindelse med en medarbejders fratræden som led i en fratrædelsesordning, der træder i stedet for en opsigelse, udbetaler en godtgørelse.

Hvis modtageren af en fratrædelsesgodtgørelse ikke oppebærer indkomst fra stillingen for tiden fra opsigelse/fratrædelse og indtil det tidspunkt, hvor den pågældende kunne være opsagt i henhold til ansættelseskontrakt m.v., skal efter loven en så stor del af godtgørelsen, der svarer til den løn, som den pågældende ville have fået i perioden frem til opsigelsesperiodens udløb, medregnes til den personlige indkomst. Dette beløb er ikke omfattet af LL § 7 U. Denne bestemmelse svarer til de tidligere gældende regler. Se TfS 2000, 800, hvor klageren der var ansat som ledende funktionær i et selskab, var ansat bl.a. på vilkår, at der fra selskabets side var et opsigelsesvarsel på 12 måneder, mens klageren havde et opsigelsesvarsel på 6 måneder. Klageren opsagde selv sin stilling og modtog en fratrædelsesgodtgørelse. Et beløb svarende til 12 måneders løn blev beskattet som almindelig indkomst.

En direktør, der blev opsagt med 6 måneders varsel, modtog i overensstemmelse med ansættelseskontrakten en fratrædelsesgodtgørelse på 12 måneders løn ved opsigelsen. I løbet af opsigelsesperioden fik han en ny stilling og blev fritstillet af den tidligere arbejdsgiver, idet lønudbetalingen fra denne samtidig ophørte. Landsskatteretten fandt, at den omstændighed, at klageren havde frafaldet krav på løn i en del af opsigelsesperioden mod at blive fritstillet, ikke medførte, at nogen del af fratrædelsesgodtgørelsen kunne anses for at træde i stedet for, hvad modtageren ville have oppebåret i indtægt af stillingen for tiden efter fratrædelsen, jf. nu LL § 7 U, stk. 1. Fratrædelsesgodtgørelsen skulle derfor i sin helhed beskattes efter nu LL § 7 U, TfS 1995, 274 LSR og debatindlæg i TfS1995, 445.

I de tidligere regler var der indsat en bestemmelse om, at indregningen maksimalt kan foretages for løn i en opsigelsesperiode på 1 år. Denne grænse er fjernet, da de nye beskatningsregler med bundgrænse og fuld indregning i den personlige indkomst gør grænsen overflødig.

Af tidligere praksis på området, der fortsat må anses for gældende, skal nævnes følgende eksempler.

• En forligsmæssig fastsat godtgørelse på 25.000 kr. til en tillidsmand, der blev afskediget, blev fuldt ud anset for personlig indkomst, da godtgørelsen var mindre end det, han kunne have opnået i løn inden for den opsigelsesperiode på 5 måneder, som tilkom ham, LSRM 1984, 143 LSR.
• En reklamekonsulent fratrådte på grund af samarbejdsvanskeligheder sin stilling som direktør i et ApS, hvori han selv ejede 50 pct. af anpartskapitalen. Udover salgssummen for anparten havde han modtaget en fratrædelsesgodtgørelse på 75.000 kr., som efter hans opfattelse skulle beskattes efter nu LL § 7 U, idet han anførte, at der ikke var oprettet nogen ansættelseskontrakt mellem ham og selskabet, og at der således ikke var fastsat noget opsigelsesvarsel. Landsskatteretten var imidlertid af den opfattelse, at han havde haft krav på et passende varsel, og at 75.000 kr. ikke kunne anses for at overstige, hvad der måtte anses som et rimeligt vederlag for løn i opsigelsesperioden. Hele beløbet skulle derfor beskattes som personlig indkomst og ikke som en fratrædelsesgodtgørelse , LSRM 1985, 140 LSR.
• Et folketingsmedlem fik ved sin udtræden af tinget et eftervederlag svarende til 3 måneders grundvederlag. Dette eftervederlag ansås som almindeligt indkomstskattepligtigt, LSRM 1982, 154 LSR. Et folketingsmedlem hører imidlertid ikke længere til den persongruppe, der kan være omfattet af reglerne, idet medlemmet ikke har noget ansættelsesforhold En udbetaling til en advokat på 25.000 kr., betegnet som erstatning for flytteudgifter m.v. i forbindelse med ophør af et ansættelsesforhold, blev anset for omfattet af nu LL 7 U, da det var stillingsfratrædelsen, der havde udløst godtgørelsen, Skat 1986.1.66 (TfS 1986, 59 LSR).
• En direktør i et A/S kunne ifølge sin ansættelseskontrakt opsiges med 12 måneders varsel og skulle fratræde ved det fyldte 60. år. Ved en senere indgået aftale have han opnået tilsagn om en fratrædelsesgodtgørelsesvarende til 4 års løn ved hans fratræden ved det fyldte 60. år efter at være opsagt senest 12 måneder forinden. Beløbet blev i sin helhed anset for en af nu LL § 7 U omfattet fratrædelsesgodtgørelse.

Ligebehandlingsloven og lignende I henhold til lov om ligebehandling § 9, jf. § 16 kan en lønmodtager, der afskediges, fordi lønmodtageren har fremsat krav om ligebehandling, tilkendes en godtgørelse, der ikke kan overstige 78 ugers løn. En sådant godtgørelse beskattes efter LL § 7 U. I det omfang der ikke ydes løn indtil sædvanligt opsigelsesvarsel eller erstatning herfor, beskattes godtgørelsen som personlig indkomst, uden at LL § 7 U finder anvendelse, skd. 1981.59.351. Det samme må gælde for godtgørelser efter § 15 i lov om ligebehandling. Disse godtgørelser skal udbetales af arbejdsgiveren hvis en lønmodtager afskediges, fordi denne har fremsat krav om ligebehandling after ligebehandlingslovens §§ 2 - 4. Godtgørelse efter § 4 a i lov om beskyttelse med afskedigelse på grund af foreningsforhold, der ikke kan overstige 24 måneders løn, omfattes også af LL § 7 U, jf. dog begrænsningen om løn i opsigelsesperioden.