| KGL § 37 omhandler beskatning af visse urealiserede gevinster og tab på fordringer, gæld og finansielle kontrakter ved fraflytning m.v. Hensigten med bestemmelsen er at sikre dansk beskatning af gevinster og tab, som er optjent i forbindelse med skattepligt til Danmark, men ikke realiseret ved skattepligtsophør m.v. Dette sker ved, at fraflytning ligestilles med realisation.
Ved lov nr. 312 af 17. maj 1995 om ændring af forskellige skattelove (international beskatning) blev der i selskabsskatteloven og kildeskatteloven indført generelle regler om beskatning ved skattepligtens ophør for selskaber og personer. Disse regler har ingen selvstændig betydning for beskatning af gevinst og tab på fordringer, gæld og finansielle kontrakter, der reguleres af kursgevinstlovens særregler i § 37.
►Ved lov nr. 221 af 31. marts 2004 er der sket en ændring af reglerne om fraflytterbeskatning. KGL § 37 er blevet justeret med deraf virkninger.◄
►Hovedprincippet◄ i § 37 er, at fordringer, gæld og finansielle kontrakter anses for realiseret ved skattepligtsophør i forbindelse med fraflytning eller ved flytning af skattemæssigt hjemsted. Reglerne i KGL § 37 har derfor kun betydning i de tilfælde, hvor gevinst og tab på fordringer, gæld og finansielle kontrakter ville have medført beskatning i Danmark efter de almindelige regler i kursgevinstloven.
Længerevarende tilknytning - KGL § 37, stk. 3 Beskatning ved fraflytning sker kun, hvis den pågældende har været skattepligtig til Danmark i én eller flere perioder på i alt mindst 7 år inden for de seneste 10 år forud for ophøret af skattepligten eller flytningen af hjemstedet, jf. KGL § 37, stk. 3. Hvis den pågældende inden for de seneste 10 år i en periode har været fuldt skattepligtig og i en anden periode begrænset skattepligtig af fordringer, gæld eller finansielle kontrakter som led i erhvervsvirksomhed med fast driftssted her i landet, sammenlægges disse skattepligtsperioder ved afgørelsen af, om den pågældende har været skattepligtig til Danmark i mindst 7 år.
Har den pågældende erhvervet fordringer, gæld eller finansielle kontrakter fra sin ægtefælle, der opfylder betingelsen om længerevarende tilknytning til Danmark, sker der beskatning efter § 37 uanset varigheden af fraflytterens skattepligt, jf. § 37, stk. 3, 2. pkt. Der skal ligeledes ske beskatning ved fraflytning, hvis fraflytteren har erhvervet fordringer, gæld eller finansielle kontrakter efter reglerne om succession ved familieoverdragelse, jf. § 37, stk. 3, 3. pkt. Det er i disse tilfælde uden betydning, hvor længe fraflytteren, som erhvervelsen stammer fra, har været skattepligtig til Danmark.
Aftaler om køb og salg af aktier - KGL § 37, stk. 9Efter KGL § 37, stk. ►9◄, gælder reglerne om fraflytterbeskatning tilsvarende for aftaler om køb og salg af aktier, der er omfattet af § 30, stk. 1, nr. 5. Da disse aftaler er undtaget skattepligt som finansiel kontrakt, ville det uden denne særbestemmelse have været muligt at omgå de stillede betingelser i § 30, stk. 3, ved at fraflytte landet inden leveringskravet skulle opfyldes, og så efterfølgende afvikle aftalen ved differenceafregning. |