Folketinget har den 19. december 2003 vedtaget lovforslag (L 86) om bl.a. nedsættelse af afgiften på emballager til øl og mineralvand (stykafgiften). Formålet med afgiftsnedsættelsen er at reducere grænsehandlen. Afgiften på emballager til spiritus, vin og frugtvin er uændret.
Nye afgiftssatser for emballager til øl og mineralvand
Afgiftssatserne for emballage til øl og mineralvand (sodavand) - uanset materiale - er fra den 1. februar 2004 følgende med de gamle satser i parentes:
Emballagens rumindhold |
Afgiftssats pr. stk.
uanset materiale |
Gl. afgiftssats
(indtil 31.1.04)
|
under 10 cl |
0,05 kr. |
(0,25 kr.) |
10 - 40 cl |
0,10 kr. |
(0,50 kr.) |
over 40 - 60 cl |
0,16 kr. |
(0,80 kr.) |
over 60 - 110 cl |
0,32 kr. |
(1,60 kr.) |
over 110 - 160 cl |
0,48 kr. |
(2,40 kr.) |
over 160 cl, men under 20 liter |
0,64 kr. |
(3,20 kr.) |
De nye afgiftssatser gælder for emballager, der fra den 1. februar 2004 udleveres til forbrug fra oplagshavere eller angives til fortoldning/modtages fra udlandet af varemodtagere.
Afgiftsangivelser (stykafgift)
Emballageafgiften for januar måned skal som sædvanlig angives og indbetales senest den 15. februar 2004 (efter gamle satser), jf. den udsendte afgiftsangivelse.
Der vil til februar blive udsendt angivelser for februar og marts 2004 med de nye afgiftssatser.
Afgiftsgodtgørelse
Virksomheder, der ligger inde med øl og sodavand i engangsemballager (flasker/dåser), kan få forskellen mellem gammel og ny emballageafgift godtgjort, se nyhedsbrev om afgiftsgodtgørelse til detailhandlere m.fl.
Importører og aftapningsvirksomheder m.fl. vil endvidere kunne få godtgørelse af emballageafgiften i følgende tilfælde:
- importører af øl og sodavand, der er registreret hos ToldSkat, kan få godtgjort afgiftsdifferencen af lagre af fra udlandet indførte genpåfyldelige flasker, som virksomheden selv har indført.
- virksomheder, der aftapper øl og sodavand, fx bryggerier, kan ligeledes få godtgjort afgiftsdifferencen af lagre af genpåfyldelige flasker, men kun for nye (førstegangspåfyldte) flasker.
- virksomheder, der har lagre af nye ubrugte (tomme) emballager til øl og sodavand, kan få godtgjort afgiften. Der kan derimod ikke gives afgiftsgodtgørelse for lagre af tomme brugte genpåfyldelige flasker.
Godtgørelse ydes kun for varer, der er bestemt til afsætning, og kun, hvis det samlede godtgørelsesbeløb er over 500 kr. Lageropgørelse skal være ToldSkat i hænde senest torsdag den 5. februar 2004 og ansøgningen senest torsdag den 19. februar 2004.
Om de nærmere regler for afgiftsgodtgørelse, ansøgningsblanket mv., se vedlagte nyhedsbrev om afgiftsgodtgørelse.
Hvor kan De få yderligere oplysninger?
Nyhedsbrevene kan ses på ToldSkats hjemmeside www.toldskat.dk. Kik under "Virksomhed - nyheder".
Reglerne om emballageafgift fremgår i øvrigt af
- lovbekendtgørelse nr. 101 af 13. februar 2001 om afgift af visse emballager mv. med senere ændringer
- ToldSkats Punktafgiftsvejledning, kap. G.1, se ToldSkats hjemmeside www.toldskat.dk. Kik under "Rådgiver" - juridiske vejledninger.
Har De brug for flere oplysninger, er De velkommen til at kontakte Deres regionale told- og skattemyndighed.
Med venlig hilsen
Skatteministeriet
Told- og Skattestyrelsen