KapitaliseringParterne skal i forbindelse med indgåelsen af den gensidigt bebyrdende aftale kapitalisere den løbende ydelse til brug for opgørelsen af den skattepligtige indkomst, jf. LL § 12 B, stk. 2. Den kapitaliserede værdi af den løbende ydelse kan også betegnes som kontantværdien eller nutidsværdien. Man kan nå frem til den kapitaliserede værdi ved at opgøre de forventede fremtidige nominelle ydelser og tilbagediskontere ydelserne med en markedsrente.

Metoder for kapitaliseringenFastsætter andre dele af skatte- og afgiftslovgivningen metoder for kapitaliseringen, skal disse regler følges. Eksempelvis skal kapitaliseringen af aftægtsydelser ske efter de tabeller, der er fastsat i bekendtgørelse nr. 996 af 8. november 2000 om fastsættelse af værdien af brugs-, rente- eller indtægtsnydelser ved beregning af arve- og gaveafgift. ►Se hertil SKM2003.419.LR, hvor Ligningsrådet fastslog, at hverken ordlyden af LL § 12 B eller lovforslaget til bestemmelsen indeholder oplysninger om, at bekendtgørelse nr. 996 af 8. november 2000 kan anvendes uden for det område, der er nævnt i bekendtgørelsens § 1. I sagen var det planlagt, at købesummen for virksomhedens goodwill skulle berigtiges med en løbende pensionslignende ydelse. Ligningsrådet fandt, at den løbende ydelse skulle kapitaliseres til den aktuelle handelsværdi på tidspunktet for indgåelse af den gensidigt bebyrdende aftale.◄

Er den løbende ydelse af en sådan karakter, at der ikke er fastsat særlige retningslinier for en kapitalisering, må værdien fastsættes efter et skøn. Skønnet foretages af parterne. Hvor kapitaliseringen sker som en tilbagediskontering af de skønnede ydelser, skal sælger og køber således nå til enighed om størrelsen af de forventede fremtidige nominelle ydelser og den markedsrente, hvormed disse skal tilbagediskonteres.

Renten vil bl.a. afspejle sælgers og købers renteforhold samt det forhold, at sælger eventuelt påtager sig en del af driftsrisikoen i aftaleperioden. Ved skønnet kan der endvidere henses til værdien i handel og vandel af det formuegode, f.eks. goodwill, der vederlægges med en løbende ydelse, idet parterne ved den nærmere udformning af den løbende ydelse må anses for at forsøge at ramme et beløb, der svarer til, hvad overdrageren under lignende vilkår ville kunne opnå for det pågældende aktiv. Den kapitaliserede værdi af den løbende ydelse må således forventes at svare til kontantværdien af det aktiv, der vederlægges med en løbende ydelse.

Skattemyndighedernes prøvelseKapitaliseringen er undergivet de skatteansættende myndigheders prøvelse. Det vil sige, at den skatteansættende myndighed kan tilsidesætte kapitaliseringen, hvis skønnet ikke svarer til den reelle værdi af den løbende ydelse.

Som eksempel kan nævnes, at den løbende ydelse består af 10 pct. af virksomhedens overskud i de næste 10 år. Her må kapitaliseringen fastsættes efter parternes skøn. Hvis parterne ansætter virksomhedens overskud betydeligt højere i løbetiden, end overskuddet har været de seneste år op til aftalens indgåelse, uden at det er tilstrækkeligt sandsynliggjort, at overskuddet må forventes at stige, vil kapitaliseringen næppe blive accepteret.

Hvor parterne har konkret modstridende interesser, kan de forvente, at ligningsmyndighederne vil lægge den af parterne valgte tilbagediskonteringsrente til grund.

I tilfælde, hvor parterne ikke har konkret modstridende interesser, vil ligningsmyndighederne kunne tilsidesætte den valgte rente, såfremt denne ikke er udtryk for en markedsrente i det pågældende forhold. At parterne ikke har konkret modstridende interesser kan eksempelvis følge af, at der er tale om løbende ydelser i familieforhold, mellem interesseforbundne parter, mellem koncernforbundne selskaber, eller fordi parternes forskellige forhold gør valget af en høj eller en lav rente fordelagtigt for begge parter. Når overdragelsen sker mellem parter, der ikke har konkret modsatrettede interesser, vil der udover prøvelsen af kapitaliseringen af den løbende ydelse, kunne foretages en prøvelse efter skattelovgivningens almindelige regler af, om overdragelsessummen i form af den løbende ydelse svarer til handelsværdien af det overdragne aktiv.

I det tilfælde, hvor modtager og yder af den løbende ydelse ikke hører under den samme skatteansættende myndighed, foretager modtagers skatteansættende myndighed prøvelsen af kapitaliseringen af den løbende ydelse, jf. LL 12 B, stk. 2, 4. pkt. Det følger af bestemmelsen, at modtagers skatteansættende myndighed skal høre yders skatteansættende myndighed, inden der træffes afgørelse.

TSS-cirkulære 2000-20Hvor parterne ikke selv kan nå til enighed om en rentesats til brug for kapitaliseringen, kan der anvendes en rentesats, der fastsættes som den til enhver tid gældende kapitalafkastsats, jf. VSL § 9, plus et risikotillæg på 5 pct. For indkomståret 2003 udgør rentesatsen 10 pct. (5 pct. efter VSL § 9 + 5 pct., jf. TSS-cirkulære 2003-22). Risikotillægget er udtryk for den usikkerhed, der forbundet med at modtage overdragelsessummen i form af en løbende ydelse. Rentesatsens sammensætning af kapitalafkastsatsen og et risikotillæg, bevirker, at der bliver tale om en dynamisk rentesats, der løbende tilpasses ændringer i samfundets generelle renteniveau, jf. i det hele TSS-cirkulære 2000-20.

FordelingDet kræves endvidere, at det fremgår af parternes aftale, hvilke aktiver der vederlægges med en løbende ydelse, og hvilke aktiver der vederlægges på anden vis. Parterne har pligt til at oplyse de skatteansættende myndigheder om den indgåede aftale, herunder om kapitaliseringen og den efter LL § 12 B, stk. 2, 5. pkt. foretagne fordeling. Oplysningen skal ske ved at indsende en meddelelse til myndighederne senest samtidig med udløbet af fristen for indgivelse af selvangivelse for det indkomstår, hvori aftalen indgås. Har parterne ikke afgivet de fornødne oplysninger, foreligger der ikke en behørig selvangivelse. En tilsidesættelse af oplysningspligten betyder derimod ikke, at regelsættet ikke finder anvendelse.