Begrebet goodwillVed goodwill forstås i skattemæssig henseende den til en erhvervsvirksomhed knyttede kundekreds, forretningsforbindelse eller lignende. Dette er fastslået ved flere landsretsdomme. Vestre Landsret udtalte således i dommen refereret i TfS 1992, 431 VLD og kommenteret i TfS 1992, 537 DEP, at goodwill i skattemæssig henseende siden 1939 har været knyttet til afståelse af kundekreds, forretningsforbindelser eller lignende, og denne fastlæggelse af det skattemæssige goodwillbegreb har været fulgt i praksis, også efter at goodwillbeskatningen blev ophævet i 1982 og ved genindførelsen i 1993. Jf. også præmisserne i TfS 1998, 459 VLD, hvori retten lægger til grund, at goodwill i skatteretlig henseende i overensstemmelse med praksis er knyttet til værdien af en virksomheds kundekreds. Se endvidere SKM2002.86.LSR, hvor Landsskatteretten bemærker, at der ikke i forbindelse med afståelsen af en erhvervsandelslejlighed kunne anses for at være afstået en kundekreds m.v. Tabet, som sælger led var herefter omfattet af ABL § 4, stk. 1.

Goodwill er knyttet til en virksomhed Det følger af ovenstående, at goodwill kun kan være knyttet til en virksomhed og ikke til personer. ►Se SKM2003.590.LR.◄

Det forhold, at en person, der besidder særlige kvalifikationer, fortsætter i den overdragne virksomhed, har dermed ikke i sig selv betydning for afgørelsen af, om der i skattemæssig henseende foreligger goodwill.

Anvendelsen af AL § 40 betinger, at der er tale om overdragelse af en erhvervsvirksomhed, idet goodwill ikke kan overdrages særskilt, jf. TfS 1991, 85 ØLD og TfS 1994, 43 LSR samt SKM2002.310.HR. Bestemmelsen omfatter både den situation, hvor hele virksomheden sælges m.v. og den situation, hvor der er tale om salg m.v. af en del af en erhvervsvirksomhed, jf. TfS 1990, 23 ØLD. Se nærmere om denne betingelse nedenfor afsnit E.I.4.1.1.1.

Virksomhed i drift I begrebet goodwill ligger endvidere, at der dels skal være tale om en virksomhed i drift, dels om konkrete konstaterbare faktorer, som betinger forventningerne om den fremtidige indtjeningsevne, som kunde- eller forretningsforbindelser repræsenterer. Konkrete konstaterbare faktorer er blandt andet tilstedeværelsen af en fast individualiserbar kundekreds eller særlige forretningsforbindelser. Se nærmere herom i afsnit E.I.4.1.1.3. En forventning i sig selv om en fremtidig indtjening er derfor ikke tilstrækkelig til at begrunde tilstedeværelsen af skatteretlig goodwill, jf. SKM2002.509.VLR (dommen er anket til Højesteret), hvor Vestre Landsret fandt, at den forventning, der måtte have været om en fremtidig indtjening ved værdipapirhandler, ikke knyttede sig til en oparbejdet kundekreds eller forretningsforbindelser, hvorfor der ikke kunne anses at være afhændet goodwill. Det er således heller ikke tilstrækkeligt for konstatering af goodwill i skattemæssig henseende, at der foreligger en indtjeningsevne, hvis dokumentation for en kundekreds eller særlige forretningsforbindelser ikke kan frembringes. Der kan i den forbindelse henvises til TfS 1991, 507 LSR, TfS 1990, 119 ØLD og TfS 1992, 431 ØLD.

Det må dog antages, at goodwill, udover kundekredsen, kan være knyttet til det faktum, at der er tale om en igangværende og veletableret virksomhed og de fordele, der er forbundet hermed. Dette er således også i overensstemmelse med ældre praksis, jf. LSRM 1971, 32 LSR. Ligningsrådet har således i en bindende forhåndsbesked, fastsat en goodwillværdi for en entreprenørvirksomhed, uanset, at kundekredsen i virksomheden overvejende bestod af skiftende licitationskunder, der primært valgte virksomheden på grund af pris. Ved fastsættelsen af goodwill blev således også virksomhedens generelle erfaring og gode omdømme tillagt vægt, jf. TfS 2000, 256 LR. Se også TfS 2000, 198 LR, hvor der ligeledes blev fastsat en goodwillværdi for en entreprenørvirksomhed, der primært udførte licitationsarbejde.

Det er herudover muligt ud fra den eksisterende retspraksis at opstille endnu en betingelse for at fastsætte goodwill, nemlig at den oprindelige indehaver skal være påført et tab for mistet goodwill, se afsnit E.I.4.1.1.2.

Der antages ikke at foreligge goodwill, hvor virksomheden drives gennem personlig arbejdsindsats for en enkelt arbejdsgiver. Der antages endvidere ikke at foreligge goodwill i skattemæssig henseende, når virksomheden overdrages til virksomhedens eneste kunde på grund af personsammenfaldet, jf. TfS 1991, 346 LSR, medmindre en uafhængig køber af virksomheden vil tillægge det pågældende kundeforhold goodwillværdi, se TfS 1997, 222 HRD, omtalt i afsnit E.I.4.1.1.3.

Den rene beliggenhedsgoodwill er ikke omfattet af det skattemæssige goodwill-begreb, jf. TfS 1991, 85 ØLD, TfS 1991, 2 ØLD og TfS 1993, 32 VLD.

Afgørelser

►Se SKM2003.590.LR, hvor det i en bindende forhåndsbesked i en sag vedrørende opløsning af et revisionsinteressentskab, fastslås, at det alene er den goodwill, som er knyttet til virksomheden som sådan, der er omfattet af det skattemæssige goodwillbegreb. Den goodwill, som var knyttet til revisorerne (forespørgerne) personligt var således ikke omfattet af det skattemæssige goodwillbegreb.◄

I SKM2002.310.HR (tidligere TfS 2000,486 ØLD), havde et svensk moderselskab og dettes danske datterselskab i fælleskab erhvervet en produktion bestående af konfekture- og hudplejeprodukter. Det danske datterselskab overtog herefter den fysiske produktion af de pågældende produkter, mens goodwill og retten til varemærker m.v. forblev hos det svenske moderselskab. Højesteret stadfæstede, at der til den af det danske datterselskab overtagne produktion knyttede sig en goodwillværdi på 48 mio. kr., hvilket beløb blev beskattet som et tilskud fra det svenske moderselskab. Der blev ved dommen lagt vægt på, at ejendomsretten til goodwill i form af kundekreds, forretningsforbindelser og lignende ikke kan overdrages som et særskilt aktiv løsrevet fra den virksomhed, som goodwillen knytter sig til.

En revisor betalte ikke for goodwill ved sin indtræden i et revisionsinteressentskab i 1984 og interessentskabet betalte heller ikke goodwill for de kunder, der senere blev tilført. Ved sin udtræden betalte revisoren de øvrige interessenter 1,6 mio. kr. for de klienter han tog med ud. Revisoren havde anset beløbet for en fradragsberettiget betaling til interessentskabet for dettes forøgede omkostninger som følge af hans udtræden. Højesteret stadfæstede landsrettens dom og anså beløbet som betaling, for de klienter revisoren havde taget med sig (goodwill), TfS 1997, 555 HRD.

TfS 1998, 731 HRD: En vognmand, der havde kontrakt med et regionalt trafikselskab om rutekørsel med busser, solgte 4 busser til et privat selskab, der skulle fortsætte kontraktskørslen. Salgssummen androg i alt 5,5 mio. kr, heraf 500.000 kr. for goodwill. Ligningsmyndighederne fandt ikke, at 500.000 kr. var betaling for skatteretlig goodwill. Beløbet blev anset som særlig indkomst efter LOSI § 2, nr. 5, - nu AL § 40, stk. 6, jf. stk. 2 (retten ifølge en udbytte-, forpagtnings- eller lejekontrakt). Sagen blev anket til Landsskatteretten, som fandt, at kontraktsforholdet med det regionale trafikselskab kun har givet klageren beskedne muligheder for at påvirke kundemassen og derved skabe sig en personlig goodwill som følge af, at koncessionsbetingelserne som udgangspunkt må tilhøre udstederen af koncessionen. Under hensyntagen til kontraktsforholdet med det regionale trafikselskab om buskørsel anså Landsretten heller ikke, at de 500.000 kr. var betaling for goodwill. Beløbet blev anset som skattepligtig særlig indkomst efter LOSI § 2, nr. 5. - nu AL § 40, stk. 6, jf. stk. 2. Højesteret stadfæstede under hensyntagen til karakteren af den overdragne virksomhed og indholdet af kørselskontrakten Landsrettens dom.

I TfS 1999, 827 LR (bindende forhåndsbesked) skulle en personlig drevet virksomhed overdrages til et selskab. Virksomheden baserede sig næsten udelukkende på indehaverens viden, kvalifikationer og kontakter. Spørgeren fandt på denne baggrund ikke, at der var goodwill i virksomheden. Ligningsrådet lagde ved vurdering af, om der forelå goodwill bl.a. vægt på, at det forhold, at en uafhængig køber måtte forudsættes at anse det for væsentligt, at indehaveren i en kortere eller længere periode blev tilknyttet virksomheden ikke kunne udelukke, at der var knyttet goodwill til virksomheden. Efter den vejledende beregningsregel kunne goodwill fastsættes til ca. 2,2 mio. kr. Ligningsrådet lagde ved værdiansættelsen bl.a. vægt på, at beregningsreglen alene er vejledende og, at den overdragne virksomhed fortsat hovedsagelig ville basere sig på den hidtidige indehavers kvalifikationer m.v. Goodwill blev herefter skønsmæssigt fastsat til 500.000 kr.

Et nyetableret selskab indgik en aftale med et selskab inden for samme branche om køb af en række aktiver. Bl.a. blev der således aftalt en betaling på 1,4 mio. kr. for goodwill. Som led i aftalen blev 3 nøglemedarbejdere med indgående branche- og områdekendskab frigjort for deres konkurrenceklausuler, hvorefter de blev ansat i det nyetablerede selskab. Landsretten fandt ikke, at der var tale om betaling for goodwill i form af kundekreds m.v. Den som goodwill karakteriserede betaling måtte derimod anses som en ikke fradragsberettiget etableringsudgift afholdt med det formål, at frikøbe de 3 medarbejdere for deres konkurrenceklausuler i det sælgende selskab, således at de herefter frit kunne tage ansættelse i det nyetablerede selskab. Højesteret stadfæstede landsrettens dom, jf. SKM2002.155.HR (tidligere TfS 2000, 470 VLD).

A drev en personligt ejet virksomhed, som handlede med brugte maskiner. Virksomheden havde ikke en fast kundekreds, som var potentielle aftagere af alle de maskiner, der blev sat til salg. Dette forhold udelukkede imidlertid ikke, at der var goodwill i virksomheden. Det blev derimod antaget, at virksomheden havde en potentiel kundekreds, som varierede afhængig af, hvilken type maskine, der var sat til salg. Den værdi af goodwill, der fremkom ved hjælp af TSS-cirkulære 2000-10 blev dog nedsat under hensyn til, at det måtte lægges til grund, at en uafhængig køber af virksomheden ville betinge sig, at A skulle være tilknyttet virksomheden i en periode, jf. SKM2001.190.LR.