åben Vis afgørelser, domme, kendelser og meddelelser mv. til "E.C.4.3 Afskrivningsgrundlag" udsendt efter offentliggørelsen af denne version af vejledningen.

Der afskrives særskilt på anskaffelsessummen for hver enkelt bygning, jf. AL § 14, stk. 1. Hvorvidt der er tale om en eller flere bygninger afgøres efter principperne nævnt i E.C.4.4.4.1. Ligeledes afskrives installationer som udgangspunkt særskilt, medmindre de erhverves sammen med den bygning, som de tjener, jf. nærmere E.C.4.2.1.  Prioriteringsomkostninger - herunder kurstab - samt udgift til erhvervelse af byggegrund  udgør ikke en del af anskaffelsessummen. Afskrivningen sker på anskaffelsessummens kontantværdi, der beregnes ved, at den kontante del af bygningens eller installationens anskaffelsessum lægges sammen med kursværdien af den resterende del af overdragelsessummen, jf. AL § 45, stk. 1. Se nærmere afsnit E.C.4.3.1 om kontantomregning.

I TSS-cirkulære 1998-32 af 19. november 1998 har Ligningsrådet fastsat vejledende retningslinier for omregning til kontantværdi af overdragelsessummer efter afskrivningsloven og ejendomsavancebeskatningsloven.

I SKM2003.79.LR fandt Ligningsrådet, at udgifterne i forbindelse med eventuel nedrivning af en gammel bygning kunne tillægges afskrivningsgrundlaget for den nye bygning i det omfang, der alene var tale om nedrivningsudgifter, der vedrørte de dele af den gamle bygning, som det var nødvendigt at fjerne for, at den nye bygning fysisk kunne placeres på det pågældende grundstykke, og forudsat at den nye bygning blev opført i umiddelbar tidsmæssig forbindelse med, at den gamle bygning helt eller delvis blev fjernet.

I SKM2003.350.LSR skulle der ved opgørelse af afskrivningsgrundlaget for andele i et investeringsprojekt, der omfattede en fast ejendom, tages udgangspunkt i ejendommens anskaffelsessum. Forskellen mellem udbydernes købspris for ejendommen og investorenes anskaffelsessum for andele kunne ikke anses for en del af anskaffelsessummen for ejendommen, men måtte anses for udbydernes honorar for tilrettelæggelse af det samlede projekt og den knowhow, der lå til grund for tilrettelæggelsen.


Fordeling af købesum på bygninger, grund m.v. Det følger af AL § 45, stk. 2-6, at sælger og køber ved overdragelse af aktiver omfattet af afskrivningsloven i købsaftale, skøde eller på anden skriftlig måde skal foretage en fordeling af den samlede kontantomregnede salgssum på de aktiver, der er omfattet af overdragelsen. Fordelingen skal bl. a. foretages på bygninger og installationer. Omfatter overdragelsen, grund, bolig, mælkekvote eller beholdninger, skal fordelingen tillige omfatte disse aktiver. For handler, der finder sted den 1. januar 2000 eller senere, følger det af AL § 45, stk. 2, at der for blandet benyttede bygninger skal aftales en overdragelsessum, dels for boligdelen, dels for den erhvervsmæssigt benyttede del af bygningen, se herom nærmere afsnit E.C.4.4.5 om AL 19, stk. 5. I øvrigt henvises til omtalen af AL § 45, stk. 2-6, i afsnit E.C.1.2.2.

I SKM2002.530.VLR havde uafhængige parterne i forbindelse med overdragelsen af en gård i slutsedlen fordelt købesummen på bl.a. driftsbygningerne. Sælgeren gjorde gældende, at han ved avanceopgørelsen var berettiget til at lægge til grund, at bygningerne var solgt til en "garageværdi", dvs. en væsentlig mindre overdragelsessum end aftalt, hvilket betød, at der ikke skulle ske beskatning af genvundne afskrivninger. Selv om han til støtte for sit synspunkt kunne henvise til en skønserklæring, fandt landsretten, at fordelingen i slutsedlen skulle lægges til grund ved ansættelsen.