Definition I det omfang der opstår afgrænsningsspørgsmål over for lønmodtagere, honorarmodtagere og hobbyudøvere skal der ifølge bemærkningerne til det oprindelige forslag til arbejdsmarkedsfondsloven (L 326) ved afgørelsen af, hvorvidt der er tale om selvstændig erhvervsvirksomhed, tages udgangspunkt i den praksis, der er på skatteområdet, jf. cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994 til personskatteloven, pkt. 3.1.1.2.

Selvstændig erhvervsvirksomhed er normalt kendetegnet ved, at virksomheden drives for egen regning og risiko med det formål at opnå et overskud. Se i øvrigt E.A.4.1. Følgende forhold kan indgå i vurderingen:

• om indkomstmodtageren tilrettelægger, leder, fordeler og fører tilsyn med arbejdet uden anden instruktion fra hvervgiveren end den, der eventuelt følger af den afgivne ordre
• om indkomstmodtageren ejer de maskiner og redskaber, der benyttes ved arbejdet
• om arbejdet udføres fra egne lokaler
• om indkomstmodtageren selv afholder udgifterne i forbindelse med arbejdets udførelse
• om indkomstmodtageren er frit stillet med hensyn til at antage medhjælp.

Der henvises til den praksis, der er nævnt under E.A.4.3.

Afgrænsning af selvstændig erhvervsvirksomhed over for lønmodtagere En lønmodtager er kendetegnet ved, at den pågældende udfører arbejde efter arbejdsgiverens anvisninger og for dennes regning og risiko med det formål at tjene penge til livets opretholdelse. I cirkulære til personskatteloven, cirkulære nr. 129 af 4. juli 1994, pkt. 3.1.1.1 er der angivet hvilke kriterier, der kan lægges vægt på ved vurderingen af, om der foreligger tjenesteforhold, hvoraf følgende nævnes:

• hvervgiveren har almindelig adgang til at fastsætte generelle eller konkrete instrukser for arbejdets udførelse, herunder kunne foretage tilsyn og kontrol
• indkomstmodtageren har udelukkende eller i overvejende grad samme hvervgiver
• indkomstmodtageren har arbejdstid fastsat af hvervgiveren
• vederlaget er beregnet som timeløn, ugeløn, månedsløn, provision, akkord m.v.
• hvervgiveren afholder udgifterne i forbindelse med udførelsen af arbejdet.

I øvrigt henvises til E.A.4.2 om afgrænsningen mellem lønmodtagere og selvstændigt erhvervsdrivende samt E.A.4.3.1, der omtaler skatteretlig praksis, hvor indkomsten er anset for at være løn. Se endvidere afsnit B.1.1.1 i vejledning om Indeholdelse af A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag 2004.

Afgrænsning af selvstændig erhvervsvirksomhed over for honorarmodtagere En honorarmodtager er ifølge AMFL § 7, stk. 1, litra c, en person, der modtager vederlag, honorarer eller anden indkomst for personligt arbejde her i landet uden for tjenesteforhold, som ikke kan henføres til selvstændig erhvervsvirksomhed.

Som eksempler på indtægter, der i almindelighed ikke anses for overskud fra selvstændig erhvervsvirksomhed, er honorarer til musikere, skuespillere, forfattere og foredragsholdere, ydelser til folketingsmedlemmer for deres skribent- og foredragsvirksomhed samt bestyrelseshonorarer, medmindre indtægten har særlig sammenhæng med et erhverv, der klassificeres som selvstændig erhvervsvirksomhed.

Heller ikke honorarer, bonusbeløb for vundne kampe m.v. og overgangssummer, som professionelle idrætsfolk og lønnede trænere m.v. med bopæl her i landet modtager, anses bidragsmæssigt for overskud ved selvstændig erhvervsvirksomhed, uanset om honorarer skattemæssigt anses for indtægt ved selvstændig erhvervsvirksomhed eller lønindtægt.

Enkeltstående honorarer anses som regel ikke som indtægter ved selvstændig erhvervsvirksomhed, men der kan ved vurdering af, om honorarerne anses for enkeltstående eller løbende, opstå afgrænsningsspørgsmål med hensyn til, om indtægten er løn.

Af honorarmodtagere, som sædvanligvis anses for selvstændigt erhvervsdrivende, kan nævnes bygningshåndværkere, entreprenører, arkitekter, rådgivende ingeniører, advokater og revisorer. Disse anses også for selvstændigt erhvervsdrivende, selv om de kun driver deres virksomhed som bivirksomhed.

Et særligt problem eksisterer for assurandører eller distributører, hvor vederlaget umiddelbart har karakter af løn, men hvor nogle få skatteretligt er anset for at være selvstændigt erhvervsdrivende, medens de fleste er rubriceret som lønmodtagere. Det beror imidlertid i hvert enkelt tilfælde på en konkret vurdering af samtlige foreliggende omstændigheder, se f.eks. TfS 1995, 458 VLD og afsnit E.A.4.2. Se endvidere afsnit B.2 i vejledning om Indeholdelse af A-skat, AM-bidrag og SP-bidrag 2003.

SKM2003.104.LSR: Der var tale om en administrerende direktør i et selskab. Den pågældende modtog fra selskabets hidtidige hovedaktionærselskab en bonus i forbindelse med selskabets børsintroduktion. Bonus blev udbetalt dels i kontanter dels i form af aktier. Klageren blev som honorarmodtager anset for bidragspligtig, og hele den udbetalte bonus var omfattet af bidragsgrundlaget.

Afgrænsning af selvstændig erhvervsvirksomhed over for hobbyvirksomhed Det er vigtigt at foretage en afgrænsning mellem selvstændig erhvervsvirksomhed og hobbyvirksomhed, fordi hobbyudøveren ikke er bidragspligtig efter arbejdsmarkedsfondsloven.

Ved hobbyvirksomhed, forstås en aktivitet, der udøves med det primære formål at pleje sine personlige interesser, og hvor indkomsterhvervelsen ikke er det væsentligste motiv for virket. Som eksempler på områder, hvor der er opstået afgrænsningsspørgsmål, kan nævnes lystgårdsdrift, bådudlejning, forskellige dyrehold m.v. Der henvises til E.A.1.2.2 og de dér anførte erhvervsmomenter.