Udgangspunktet for, hvad der skal medregnes til en næringsdrivendes varelager, er de varer, der er i hans besiddelse ved indkomstårets udgang.   

Varer, der er leveret i kommission eller konsignation, er leverandørens varelager.   

Vedrørende oplagt korn, se afsnit E.E.2.2.1.4.

LeveringSælgeren skal medregne solgte varer til sit varelager, indtil der er sket levering i købelovens forstand.   

Sælgeren skal derfor normalt medregne solgte varer til sit varelager, indtil de overgives til køberen.   

I TfS. 1995, 804 LSR fandt Landsskatteretten ikke, at leveringstidspunktet ved aftale kunne udskydes, idet aftalen alene tilsidesatte købelovens leveringstidspunkt, og varelagerloven ikke var deklaratorisk. Derfor kunne sælger ikke medregne de solgte og fysisk overgivne varer til sit varelager.   

Skal varerne sendes med bil, tog eller skib, anses levering for sket, når varerne afleveres til en fremmed fragtmand, indleveres til banen eller bringes om bord i skibet.   

Er der tale om et afhentningskøb, anses levering for sket på det tidspunkt, hvor det solgte overgives til køberen på sælgerens forretningssted.      

En landmand købte i oktober måned 1982 et parti kunstgødning. Den 31. december 1982 henlå partiet fortsat hos leverandøren, der ikke havde udskilt partiet fra sine øvrige beholdninger. Da partiet ikke var leveret inden indkomstårets udløb, kunne landmanden ikke henregne partiet til sit varelager, jf. Højesteret i TfS 1989, 318 HRD.

I en tilsvarende situation tilhørte et parti kunstgødning , som ikke var leveret eller adskilt fra sælgerens øvrige beholdninger, en leverandørs varelager, TfS 1991, 147 TSS.   

Leveringsbegrebet er det samme, som gælder for afskrivningsberettigede driftsmidler, afsnit E.C.2.2.1.   

Landsskatteretten udtalte i sine præmisser i en sag, der drejede sig om afskrivning, at levering ikke nødvendigvis er det samme som fysisk overgivelse til køberen, men at tidspunktet for risikoens overgang til køberen og hermed ansvaret for genstandens hændelige undergang ikke kunne tillægges selvstændig betydning. Driftsmidlet kunne således ikke afskrives af køber, der ikke ved årets udgang havde fået det overgivet, selv om der var enighed om, at risikoen var overgået til køber, TfS 1990, 86 LSR. Det må herefter statueres, at praksis har taget afstand fra at bruge tidspunktet for risikoovergangen som afgørende kriterium for, om en vare er leveret. Denne praksis er videreført i afskrivningsloven af 26. juni 1998.

Et selskab, der installerede automatiske telefonanlæg, kunne til sit varelager henregne anlæg under montering, som selskabet ifølge kontrakt havde ejendomsretten til, indtil aflevering havde fundet sted.   

Skibe under fremstilling kunne medregnes til et skibsværfts varelager, indtil de var leveret, da ejendomsretten indtil levering tilkom skibsværftet ifølge kontrakten, se Landsskatterettens præmisser i TfS 1992, 334 LSR.

Aktiver, der ikke skal medregnesVed sondringen mellem, om der er tale om omsætningsaktiver, der er omfattet af varelagerloven, driftsmidler omfattet af afskrivningsloven eller private genstande, henses til hensigten med erhvervelsen og den faktiske anvendelse af aktiverne. Aktiver, der ikke er bestemt til videresalg, er således ikke omfattet af varelagerloven.   

En biludlejers biler er omfattet af kapitel 2 i afskrivningsloven og ikke af varelagerloven, selv om bilerne udskiftes hyppigt, LSRM 1958.110. En automobilhandlers demonstrationsvogne hører med til varelageret, jf. TfS 1999, 390 LSR, hvor de solgtes med rabat efter nogle måneders benyttelse. Landsskatteretten udtalte, at løsøregenstande, som en virksomhed besidder med henblik på videresalg som led i salgsnæring, som udgangspunkt er omfattet af varelagerlovens varelagerbegreb, medens aktiver, som en virksomhed besidder til brug i driften, som udgangspunkt vil være omfattet af driftsmiddelbegrebet i afskrivningsloven. Landsskatteretten fandt i LSRM 1983.80, at to biler, som en skatteyder, der drev bilhandel som bierhverv, havde ladet indregistrere i eget navn, og som havde været anvendt delvist privat, ikke kunne betragtes som varelager.

SKM2003.365.VLR (Dissens). En autoforhandler ønskede at foretage afskrivning på 6 biler som driftsmidler. Bilerne havde alle været indregistreret i forhandlerens navn. De to af bilerne havde været anvendt som personalebiler for ansatte i virksomheden samt i begrænset omfang til demonstration, medens andre to havde været anvendt som udlejningsbiler til kunder, der havde deres egen bil på værksted, samt til demonstration og til at dække virksomhedens eget transportbehov.  Landsretten udtalte, at forhandlerens næringsvirksomhed med salg af biler ikke udelukkede afskrivning på biler, der anvendtes som driftsmidler i virksomheden, og fandt, at betingelserne for afskrivning på disse biler som driftsmidler var opfyldt. Om to biler, der før de blev solgt, havde kørt henholdvis 2.000 og 2.500 km., lagde retten til grund, at de var blevet benyttet som demo-biler i virksomheden, karakteriseret ved, at der er tale om nye biler, som indregistreres i sagsøgerens navn og derefter kører mindst et par tusinde kilometer før salget. Det ansås som et normalt led i driften af den pågældende virksomhed at anvende demo-biler i forbindelse med salgsbestræbelserne, og den erhvervsmæssige benyttelse af bilerne måtte antages at have medført værdiforringelse. Herefter fandt én dommer, at betingelserne for at foretage skattemæssige afskrivninger på disse to biler som driftsmidler var opfyldt. Flertallet af dommerne udtalte, at betingelserne for at foretage skattemæssige afskrivninger også på disse to biler som driftsmidler formelt var opfyldt. Bilerne måtte imidlertid anses for at være indkøbt primært med henblik på videresalg, og da de efter forholdsvis kort tid rent faktisk var videresolgt efter kun at have kørt nogle få tusinde kilometer, måtte brugen af dem antages at have været en så integreret del af sagsøgerens næringsvirksomhed med salg af nye biler, at de ikke kunne anses for at være indkøbt som anlægsaktiver eller senere overgået fra at være omsætningsaktiver til at være anlægsaktiver.

TV-forhandleres beholdninger af fjernsynsapparater, der ikke er anskaffet med videresalg for øje, men som enten udlejes eller stilles til rådighed for kunder, der indleverer deres eget apparat til reparation, betragtes ikke som varelager, men som driftsmidler.   

Se lignende afgørelse i TfS 1993, 424 LSR vedrørende EDB-udstyr.   

Udstillingskøkkener, der ikke var bestemt til salg, er af Landsskatteretten anset for at være inventar, der kan afskrives efter kapitel 2 i afskrivningsloven - og anses altså ikke for et varelager, LSRM 1982.8.

 Igangværende virksomhedVarelagerloven kan kun  bruges på varer, der er bestemt til videresalg som led i skatteyderens næring. Det indebærer, at varelagerlovens værdiansættelsesregler alene kan anvendes, hvis der på statustidspunktet foreligger en igangværende virksomhed.   

En skatteyder ejede en landbrugsejendom, som han havde bortforpagtet for en årlig forpagtningsafgift på 240 tdr. korn. På statustidspunktet henregnede han den usolgte beholdning til sit varelager. Landsskatteretten udtalte, at klageren, der i øvrigt var lønmodtager, ikke kunne anses for at være næringsdrivende i varelagerlovens forstand, hvorfor han ikke kunne bruge varelagerlovens regler.

Usædvanlige varearter eller varemængder Ud fra et lignende synspunkt er varepartier, der ikke hører til virksomhedens sædvanlige varelager, ikke omfattet af varelagerlovens regler. Dette gælder, når der som led i en spekulationsforretning indkøbes varepartier, som enten efter deres art er uden forbindelse med skatteyderens virksomhed, eller som mængdemæssigt klart overstiger, hvad der er nødvendigt for virksomhedens drift.   

Problemet har foreligget ved bl.a. de såkaldte terminshandler med korn, hvor der indkøbes større kornpartier kort før statustidspunktet, og kornet derefter videresælges i begyndelsen af det nye regnskabsår. Kun hvis den pågældende skatteyder er kornhandler, kan han bruge varelagerlovens regler. Se LSRM 1968.129 og 1973.115.