Ifølge FUL § 2, stk. 1, er det en betingelse for beskatning efter fusionsskattelovens regler, at selskabsdeltagerne i det indskydende selskab alene vederlægges med aktier eller anparter i det modtagende selskab og eventuelt en kontant udligningssum på højst 10 pct. af de modtagne værdipapirers pålydende værdi, eller, når der ikke eksisterer nogen pålydende værdi, deres bogførte værdi.

For så vidt angår skattefri fusioner med fusionsdato den 1. juli 2002 eller senere er formuleringen af FUL § 2, stk. 1, ved lov nr. 313 af 21. maj 2002 ændret til: "Det er en betingelse for beskatning efter reglerne i denne lov, at selskabsdeltagerne i det indskydende selskab alene vederlægges med aktier eller anparter i det modtagende selskab og eventuelt en kontant udligningssum." I det følgende skal der derfor vedrørende kontantvederlæggelse sondres mellem fusioner med fusionsdato før 1. juli 2002 eller med fusionsdato den 1. juli 2002 eller senere.

Bestemmelsen i FUL § 1, stk. 3, jf. afsnit S.D.1.3, og bestemmelsen i FUL § 2, stk. 1, forstås i overensstemmelse med artikel 2, litra a, i fusionsdirektivet, hvorefter der ved fusion forstås den transaktion, hvorved:

  • et eller flere selskaber som følge af og samtidig med deres opløsning uden likvidation overfører deres samlede aktiver og passiver til et andet eksisterende selskab ved, at de tildeler deres selskabsdeltagere aktier eller anparter i det andet selskab og eventuelt en kontant udligningssum på højst 10 pct. af disse værdipapirers pålydende værdi, eller, når der ikke eksisterer en pålydende værdi, deres bogførte værdi,
  • to eller flere selskaber som følge af og samtidig med deres opløsning uden likvidation overfører deres samlede aktiver og passiver til et selskab, som de opretter ved at tildele deres selskabsdeltagere aktier eller anparter i det nye selskab og eventuelt en kontant udligningssum på højst 10 pct. af disse værdipapirers pålydende værdi, eller, når der ikke eksisterer en pålydende værdi, deres bogførte værdi,
  • et selskab som følge af og samtidig med sin opløsning uden likvidation overfører sine samlede aktiver og passiver til et selskab, som sidder inde med samtlige aktier eller anparter i dets kapital.

Af hensyn til den skattemæssige succession på deltagersiden, jf. FUL § 11, stk. 1, der omtales i afsnit S.D.1.10.3, skal der ske vederlæggelse med aktier eller anparter. Selskabsdeltagere i det indskydende selskab, som inden fusionen tillige er selskabsdeltagere i det modtagende selskab, kan således ikke vederlægges ved, at deres hidtidige aktier eller anparter i det modtagende selskab stiger i værdi. Se TfS 1990, 561 LR.

Selskabsdeltagerne i det indskydende selskab kan vederlægges med nyudstedte aktier eller anparter i det modtagende selskab.

Selskabsdeltagerne i det indskydende selskab kan også vederlægges med egne aktier eller anparter i det modtagende selskab. Et selskabs afståelse af egne aktier eller anparter til dets hidtidige selskabsdeltagere i forhold til deres aktie-/anpartsbesiddelse sidestilles med nytegning. Afståelse af egne aktier eller anparter til andre end de hidtidige selskabsdeltagere eller til disse i et andet forhold end deres bestående aktie-/anpartsbesiddelse anses som afståelse, der beskattes efter aktieavancebeskatningslovens regler.

I TfS 1996, 513 LR er gengivet et tilfælde, hvor man ved en skattefri fusion fejlagtigt ikke havde berigtiget vederlaget til det indskydende selskabs aktionærer ved at udstede aktier i det modtagende selskab. Selskabet anmodede om tilladelse til at omgøre fusionen i skattemæssig henseende, således at der ved en fondsudvidelse skulle udstedes en aktie i det modtagende selskab. Ligningsrådet godkendte, at der kunne udstedes aktier via en overførsel af frie reserver.

Efter sagsudlægningsbekendtgørelsen § 12, stk. 1, nr. 1, jf. § 10, stk. 1, nr. 13, er det de skatteansættende myndigheder, der har kompetencen til at træffe afgørelse om omgørelse efter SSL § 37 C, altså i hvilket omfang en privatretlig disposition kan tillades ændret med skatteretlig virkning for skatteansættelsen. Såfremt de skatteansættende myndigheder finder, at betingelserne for omgørelse er til stede, må Told- og Skattestyrelsen herefter vurdere, om der på denne baggrund kan gives tilladelse til skattefri fusion.

Rådet har ved vedtagelsen af fusionsdirektivet i et Rådsprotokollat til artikel 2 erklæret, at der »ved et værdipapirs bogførte værdi« skal forstås den værdi, som fremkommer ved at dividere beløbet for den i selskabet indbetalte kapital med antallet af udstedte værdipapirer.

Bestemmelsen i FUL § 2, stk. 1 omfatter ikke aktier eller anparter i det indskydende selskab, der besiddes af det modtagende selskab. Besidder det modtagende selskab eksempelvis 60 pct. af aktierne/anparterne i det indskydende, skal således alene de resterende 40 pct. vederlægges med aktier/anparter i det modtagende selskab, der i værdi svarer til værdien af de 40 pct. med fradrag af de maksimalt 10 pct. af den pålydende værdi eller den bogførte værdi af de tildelte aktier eller anparter, der kan indløses kontant (10 pct. reglen). Kravet i FUL § 2, stk. 1, er i eksemplet således opfyldt, hvis højst 10 pct. af den pålydende værdi eller den bogførte værdi af de tildelte aktier/anparter i det modtagende selskab vederlægges kontant. Der henvises til nye regler vedrørende vederlæggelse ved skattefri fusioner med fusionsdato den 1. juli 2002 eller senere, som ovenfor anført.

Bestemmelsen gælder ikke ved »lodrette« fusioner, hvor det indskydende selskab (datterselskabet) overdrager samtlige aktiver og passiver til det modtagende selskab (moderselskabet), som derefter annullerer det indskydende selskabs aktier/anparter, jf. FUL § 2, stk. 2. Det modtagende selskab kan ikke til gengæld for de annullerede datterselskabsaktier eller -anparter udstede nye aktier eller anparter, således som det er tilfældet, når de fusionerende selskaber er uafhængige selskaber med selvstændige deltagerkredse. FUL § 2, stk. 1, er derfor efter sit indhold uanvendelig, i det omfang aktierne eller anparterne i det indskydende selskab besiddes af det modtagende selskab.

Kontant udligningssumEuropa-Kommissionen har på foranledning af Skattedepartementet, udtalt, at der ikke i fusionsdirektivet er krav om, at den kontante udligningssum skal fordeles ligeligt mellem selskabsdeltagerne. For så vidt angår fusion betyder det, at der kan ske skævdeling af den kontante udligningssum, når blot den samlede sum ikke overstiger 10 pct. af den pålydende værdi, eller når der ikke eksisterer en pålydende værdi, den bogførte værdi, af de aktier eller anparter, selskabsdeltagerne vederlægges med. Se TfS 1997, 229 DEP, der også omtaler den kontante udligningssum i relation til skattefri spaltning, se afsnit S.D.2.2 og aktieombytning, se afsnit S.G.18.5.1. Der henvises til nye regler vedrørende vederlæggelse ved skattefri fusioner med fusionsdato den 1. juli 2002 eller senere, som ovenfor anført.

OmbytningsforholdSelv om »10 pct. reglen« tilsyneladende er overholdt, kan der være grund til kritik af ombytningsforholdet, idet værdien af det ene selskabs aktier kan være ansat for højt, således at der derigennem fremkommer en fordeling af det modtagende selskabs kapital, som ikke er begrundet i værdien af selskabernes aktier før fusionen. På den anden side kan aktiernes værdi i det indskydende selskab sættes for lavt, f.eks. fordi egenkapitalen er ringe, men der kan stadig være værdier i selskabet, som påvirker aktiernes handelsværdi, og det må her påses af hensyn til successionsprincippet, at vederlæggelsen af det indskydende selskabs deltagerkreds svarer til handelsværdien.

Efterfølgende dispositioner I SKM2002.189.LR statuerede Ligningsrådet, af en efterfølgende kapitalnedsættelse og udlodning fra det modtagende selskab i en omvendt lodret fusion til vederlagsmodtageren ved fusionen efter en konkret vurdering kan anses som kontantvederlæggelse i forbindelse med fusionen. Såfremt kontantvederlæggelsen herefter overskrider de 10% af vederlagsaktiernes pålydende værdi eller, når der ikke eksisterer en pålydende værdi, deres bogførte værdi, som hjemlet i FUL § 2, stk. 1, er konsekvensen, at betingelserne for skattefri fusion ikke er opfyldt. Fusionen vil ved en sådan kapitalnedsættelse og udlodning blive anset som en skattepligtig fusion. Det statueredes endvidere, at en udlodning svarende til resultatet efter skat i første regnskabsår efter fusionen ikke ville have skattemæssige konsekvenser i forhold til den gennemførte skattefri fusion.

I SKM2002.451.LR kom Ligningsrådet - også ved en omvendt lodret fusion - til det modsatte resultat. Sagerne illustrerer, at der ved bedømmelsen af, om en efterfølgende disposition vil medføre en overskridelse af den i FUL § 2, stk. 1, tilladte kontantvederlæggelse, vil være tale om en samlet konkret vurdering af sagens omstændigheder, herunder størrelsen af den ønskede udlodning, tidspunktet herfor i forhold til fusionens gennemførelse, årets resultat i det udloddende selskab, indtrufne omstændigheder siden fusionen, begrundelsen for den ønskede udlodning m.v.

Med indførelsen af de nye regler på området for så vidt angår fusioner med fusionsdato den 1. juli 2002 eller senere, jf. ovenfor, vil nævnte praksis ikke længere være relevant.