Udbytte af aktier, der er omfattet af ABL § 2 a, og som ikke er omfattet af SEL § 13, medregnes til den skattepligtige indkomst. Hele udbyttet er skattepligtigt, jf. LL § 16 A sammenholdt med SEL § 13, stk. 1, nr. 2, sidste pkt., og SEL § 13, stk. 3.
Det udbyttemodtagende selskab kan imidlertid efter ansøgning få eftergivet en del af skatten, såfremt betingelserne i SEL § 17, stk. 2, er opfyldt. Kompetencen til at behandle sådanne ansøgninger er udlagt til den skatteansættende myndighed, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 12, stk. 1, nr. 3.
Efter SEL § 17, stk. 2, kan der højst eftergives et sådant beløb, at den samlede udenlandske og danske skat for det udbyttegivende og udbyttemodtagende selskab af den indkomst, der ligger til grund for udbytteudlodningen, og af udbytterne, kommer til at svare til, hvad de to selskaber samlet skulle have betalt i skat, hvis begge selskaber var blevet beskattet i Danmark.
►Der kan dog ikke ved opgørelsen af det beløb, der kan eftergives efter SEL § 17, stk. 2, medregnes større skattebeløb fra den fremmede stat, end dem, den pågældende stat, Grønland eller Færøerne, ubetinget har krav på at kunne oppebære ifølge en eventuel DBO med staten.◄
Lempelsesreglen i SEL § 17, stk. 2, gælder uanset ejerandelens størrelse. For udenlandske selskaber, der bliver undergivet tvungen sambeskatning med et dansk selskab (CFC-beskatning) efter SEL § 32, medfører reglerne om fradragskonto i praksis, at lempelse efter SEL § 17, stk. 2, kun bliver aktuel i tilfælde, hvor det udenlandske finansielle lavskatteselskab inden for den treårige karensperiode udlodder udbytte på grundlag af finansiel indkomst, der hidrører fra tiden før selskabets finansielle indkomst blev omfattet af CFC-beskatningen.
Se om reglens anvendelse afsnit S.H.12.5 for fonde og foreninger m.v.