Efter bestemmelsen i SKL § 5 skal der i tilfælde af manglende overholdelse af selvangivelsesfristen betales et skattetillæg på 200 kr. for hver dag fristen overskrides, dog højst på 5.000 kr., jf. herom LV Almindelig del afsnit A.I.5.1.

Hvor særlige omstændigheder taler derfor, kan de skatteansættende myndigheder helt eller delvis fritage for skattetillægget, jf. sagsudlægningsbekendtgørelsens § 12, nr. 1, jf. § 10, nr. 12.

Der er klageadgang til den regionale told- og skattemyndighed, når en kommunal skattemyndighed har truffet afgørelse i 1. instans. Såfremt afgørelsen er truffet af en regional told- og skattemyndighed i 1. instans, skal påklage ske til Told- og Skattestyrelsen. Der henvises til §§ 21 og 22 i sagsudlægningsbekendtgørelsen.

Skattetillægget anses ikke for en del af indkomstskatten og medtages ikke i efterfølgende lempelsesberegninger, der har relation til ophævelse af dobbeltbeskatning.