I medfør af SEL § 3, stk. 4, finder de i SEL § 3, stk. 2 og 3 givne regler tillige anvendelse på selskaber omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 1 og 2, når den altovervejende del af aktie- eller anpartskapitalen ejes af en forening m.v. med almenvelgørende eller på anden måde almennyttigt formål. Se hertil afsnit S.H.10.

Reglen indebærer, at indkomst optjent af selskabet anses for indtjent af foreningen m.v. i samme indkomstår, og praktiseres ved at selskabet indrømmes et ligningsmæssigt fradrag for det beløb, der anses for indtjent af foreningen m.v.

Beløbet indtægtsføres tilsvarende i foreningen m.v. i samme indkomstår, uanset om det overførte beløb formelt benævnes gave, udbytte eller lign. Det er herefter en forudsætning for reglens anvendelse, at foreningen i samme indkomstår anvender hele det overførte beløb til formål, der kan give fradragsret efter reglerne i SEL § 3, stk. 2 og 3, under iagttagelse af prioriteringsreglen i SEL § 3, stk. 2, 2. pkt.  Et selskab, der drev restaurationsvirksomhed, var ejet af en sportsforening med almennyttigt formål. Landsskatteretten fandt, at der kun kunne godkendes skattefrihed af den del af selskabets overskud, som var udbetalt som udbytte, idet den resterende del af overskuddet ikke kunne anses anvendt eller henlagt til almennyttigt formål. Denne del af overskuddet, der var udgiftsført i foreningen som overført til selskabets egenkapital, var herefter skattepligtig for selskabet, jf. TfS 1997, 594 LSR.

Ligningsrådet har vedrørende udlodning af udbytte fra et datterselskab til en almenvelgørende fond fastslået, at der ikke i relation til SEL § 3, stk. 4, kan indfortolkes et indirekte ejerskab, hvor bestemmelsen alene omtaler ejerskab. Ved samme lejlighed blev det fastslået, at udbytte alene er skattefrit efter SEL § 3, stk. 4, hvor det udbyttemodtagende selskab udgør en "forening m.v. med almenvelgørende formål", jf. TfS 2000, 753 LR.

Fradrag efter SEL § 3, stk. 4, kan ikke medføre et skattemæssigt underskud, der kan fremføres efter reglerne i LL § 15. I SKM2003.227.LSR fastslog Landsskatteretten, at et fondsejet selskab, der i indkomståret havde negativ indkomst, og som gennem fonden havde foretaget udlodninger til almenvelgørende formål, ikke kunne foretage underskudsfremførsel i det omfang, underskuddet hidrørte fra udlodningerne.

Det er en betingelse for at anvende SEL § 3, stk. 4, at selskabets selvangivelse vedlægges foreningens m.v. regnskab for vedkommende indkomstår.