Undtaget fra beskatning efter ABL § 2 d, stk. 1, er investeringsbeviser i investeringsforeninger der ifølge sine vedtægter er forpligtet til udelukkende at anbringe aktivmassen i foreningens administrationsbygning og i aktier m.v, der er omfattet af aktieavancebeskatningsloven. Gevinst og tab på sådanne investeringsbeviser er omfattet af aktieavancebeskatningslovens almindelige regler.

Undtagelsen gælder dog ikke investeringsforeninger der erhverver, eller ifølge vedtægterne må erhverve, aktier omfattet af ABL § 2 a, konvertible obligationer og retten til at tegne sådanne eller investeringsforeningsbeviser i ikke-aktiebaserede, udloddende investeringsforeninger.

Undtagelsen gælder heller ikke for investeringsforeninger der overskrider, eller ifølge vedtægterne må overskride en samlet ramme på højest 25 pct. af foreningens øvrige aktivmasse til at foretage anbringelser i kontanter samt anbringelser på sikret basis i aktiver som nævnt i KGL §§ 29-33 og kontanter i tilknytning hertil.

Anbringelse på anfordringskonto sidestilles med kontanter.

Ved anbringelse på sikret basis i aktiver som nævnt i KGL §§ 29-33 og kontanter i tilknytning hertil forstås anbringelser i de pågældende aktiver, der overholder reglerne i Finanstilsynets bekendtgørelse om investeringsforeningers adgang til at anbringe midler i finansielle instrumenter samt at indgå terminsforretninger, jf. bekendtgørelse nr. 818 af 23. november 1998 (Bekendtgørelse om placering af midler i finansielle kontrakter ). Se hertil TfS 1999, 561 DEP.

Hvis investeringsforeningens anbringelser i aktiver overskrider eller ifølge vedtægterne må overskride de ovenfor anførte grænser, og det ved overskridelse af den ovenfor nævnte 25 pct.-grænse sker i mere end 5 på hinanden følgende bankdage, omfattes investeringsbeviserne af ABL § 2 d.

I forbindelse med nyetablering af investeringsforeninger, ses der dog bort fra overskridelser af den nævnte grænse på 25 pct. inden for en periode på en måned efter tegningsperiodens udløb i henhold til prospektet. Der ses endvidere bort fra overskridelser af 25 pct.-grænsen hvis det godtgøres, at overskridelsen ikke kan tilregnes investeringsforeningen som forsætlig eller uagtsom.

Ved opgørelserne i relation til 25 pct.-grænsen medregnes aktiver som omhandlet i KGL §§ 29-33 med værdien af det underliggende aktiv.