Skattepligten omfatter alene fortjeneste eller tab ved afhændelse, afståelse eller opgivelse af formuegoder, der har eller har haft tilknytning til den erhvervsmæssige virksomhed, jf. SEL § 1, stk. 1, nr. 6, 2. pkt. Den skattemæssige fortjeneste eller det skattemæssige tab medregnes ved indkomstopgørelsen, uanset om bruttoindtægten ved virksomheden har været beskeden, og uanset om driften skattemæssigt har givet underskud i hele besiddelsestiden.
I SKM2003.240.LR anmodede en ejerlejlighedsforening om bindende forhåndsbesked på spørgsmålet, om ejerforeningen eller de enkelte medlemmer heraf ville blive beskattet af dels en eventuel avance ved salg af en ejerforeningen tilhørende lejlighed, dels af renteindtægter vedrørende ejerforeningens almindelige likviditet og reserveopsparing. Ligningsrådet fastslog indledningsvist, at ejerforeningen var et selvstændigt skattesubjekt omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 6, jf. nærmere afsnit S.A.1.10.1 herom. Rådet fastslog dernæst, at ejerforeningen som tinglyst ejer af den pågældende lejlighed ville blive betragtet som rette indkomstmodtager til en eventuel avance indvundet ved et salg. Da lejligheden havde været udlejet erhvervsmæssigt, ville avancen være skattepligtig for ejerforeningen. Ligningsrådet fastslog videre, at også de pågældende renteindtægter måtte henføres til ejerforeningen som rette indkomstmodtager. Da renteindtægterne imidlertid ikke fandtes at være en erhvervsmæssig indtægt, ville de ikke være skattepligtige for foreningen.
►I SKM2003.357.LR var der anmodet om bindende forhåndsbesked på spørgsmålet, om ejeren af en ejerlejlighed ville blive beskattet af en eventuel fortjeneste ved ejerforeningens salg af loftet i ejendommen. Ligningsrådet fastslog indledningsvist, at ejerforeningen var et selvstændigt skattesubjekt omfattet af SEL § 1, stk. 1, nr. 6, jf. nærmere afsnit S.A.1.10.1 herom. Da loftsrummet ikke var udstykket og derfor måtte henregnes til ejendommens fælles bestanddele, ville ejerforeningen ved det påtænkte salg ikke handle på egne vegne, men på medlemmernes vegne som fuldmægtig for disse. En eventuel fortjeneste ved salget ville i konsekvens heraf skulle henføres til de enkelte medlemmer og ikke til ejerforeningen som rette indkomstmodtager. Om beskatningen af det pågældende medlem, se afsnit E.J.1.1.◄
Såfremt formuegodet har haft tilknytning til såvel den skattepligtige som den skattefri virksomhed, skal hele den skattemæssige avance eller hele det skattemæssige tab påvirke indkomsten. Hvis formuegodet er en samlet enhed, f.eks. en fast ejendom, og det kan godtgøres, at kun en nærmere bestemt fysisk del har haft tilknytning til erhvervsvirksomheden, er det dog kun den på denne del faldende fortjeneste, der kommer til beskatning. Således vil f.eks. en andelsboligforening kun blive beskattet af fortjeneste ved lejlighedernes salg som ejerlejligheder, for så vidt angår lejligheder, der har været udlejet til ikke-andelshavere. Fortjeneste ved salg af andelslejligheder, der kun har været udlejet til andelshavere, omfattes ikke af beskatningen, selv om salget sker til ikke-andelshavere.