Loven omfatter både varer af ren pvc (hård som fx tagrender) og blød pvc (pvc blødgjort med ftalater fx vandslanger). Blød pvc kan dog også være blødgjort med andre stoffer end ftalater. I disse tilfælde gælder der en reduceret afgiftssats.

§ 1Der skal betales afgift af:

  • dels de i lovens bilag 1 angivne varer, hvis de har et indhold af polyvinylchlorid (pvc), eller hvis de har et indhold af polyvinylchlorid og estere af o-phthalsyre (ftalater),
  • dels varer, der ikke i sig selv er afgiftspligtige, men som indeholder en eller flere afgiftspligtige varer, der udgør mindst 10 pct. af den samlede vares vægt, og er afgiftspligtige efter § 1. Her svares afgift af den afgiftspligtige del af den samlede vare.

FtalaterFtalater er en gruppe af kemiske stoffer, der anvendes som blødgørere i forskellige produkter bl.a. pvc. Hele ftalat-stofgruppen, herunder stofferne diethylhexylfthalat (DEPH), dibutylfthalat (DBP) og butylbenzylfthalat (BBP), er omfattet af loven. De er omfattet, uanset om de optræder som enkeltstoffer eller som blandinger.

ToldtarifpositionAfgiftsgrundlaget efter lovens § 1 består af 14 varegrupper, der er angivet med positionsnumre i EUs kombinerede nomenklatur (toldtarifpositionsnumre). For nogle varegrupper er det angivet, at alle varer under en bestemt toldtarifposition er afgiftsbelagte, medmindre visse bestemte varer under positionen særligt er undtaget fra afgiftspligten. For andre varegrupper er det angivet, at alene de nævnte varer under en bestemt position er afgiftsbelagte.

De afgiftsbelagte varer er følgende:

Rør, slanger mv.1. Bløde rør og slanger samt fittings dertil, af plast, henhørende under position 3917. Alle varer indeholdende blødgjort pvc og eventuelt ftalater henhørende under den nævnte position er omfattet af afgiften, bortset fra bløde rør til anvendelse i civile fly samt slanger til medicinsk brug, som er CE-mærket.

Ved rør og slanger forstås hule rør og slanger i form af halvfabrikata eller færdigvarer, som almindeligvis anvendes til fremføring og fordeling af væsker og gas. Dette dækker bløde rør og slanger af flad, rund oval, kvadratisk, rektangulær eller af regelmæssig polygonal form. Positionen dækker bl.a. levnedsmiddelsslanger, have- og vandslanger samt runde, hule tætningslister.

Gulvbelægning mv.2. Gulvbelægningsmaterialer af plast, også selvklæbende, i ruller eller som fliser; væg- eller loftsbeklædning af plast både til tørre og våde rum, henhørende under position 3918.10. Alle varer indeholdende blødgjort pvc og eventuelt ftalater tilhørende den nævnte position er omfattet af afgiften. Korkfliser indeholdende blødgjort pvc og eventuelt ftalater henhørende under position 4504 er ligeledes omfattet af afgiften.

Ved væg- eller loftsbeklædning af plast forstås varer i ruller over 45 cm i bredden, egnede til væg- eller loftsdekoration, bestående af plast permanent fastgjort til et underlag af andet materiale end papir, forudsat at plastlaget (på overfladen) er kornet, mønsterpresset, - trykt eller -præget, farvet eller på anden måde dekoreret. Positionen dækker vinylgulve, vinylfliser, vinyltapet og korkfliser.

Folier, tape3. Selvklæbende folier og tape, i ruller eller i strimler, henhørende under position 3919. Kun de nævnte varer indeholdende pvc og eventuelt ftalater er omfattet af afgiften. Der svares afgift af pvc-folier under position 3919, uanset om de foreligger i ruller, strimler, ark eller anden form.

Omfattede varer er bl.a. selvklæbende plasttapeter, selvklæbende folier til skilte- og dekorationsformål og afmærkningstape.

Det er teknisk muligt at anvende såvel andre materialer end blød pvc som andre blødgørere til fremstilling af selvklæbende folier og tape.

Tagplader mv.4. Tagfolier, membranfolier, tagplader og ovenlysvinduer, henhørende under position 3919, 3920.41, 3920.42 og 3921. Kun de nævnte varer indeholdende pvc og eventuelt ftalater er omfattet af afgiften.

Ved tagfolier forstås folier, der anvendes som af- og inddækning mod vand. Ved membranfolier forstås folier til fundamenter, bassiner o. l. Både tagplader og ovenlysvinduer i hård og blødgjort pvc er omfattet af afgiften.

Derudover indeholder positionerne eksempelvis halvfabrikata. Halvfabrikata er ikke omfattet af afgiften, da en sådan afgift ville medføre dobbelt afgiftsbelægning af visse varer.

Der eksisterer alternative blødgørere, og til nogle anvendelser er det også muligt at anvende andre materialer end pvc.

Ringbind, plastlommer mv.5. Tidsskriftskassetter, ringbind, brevordnere, charteks og plastlommer indeholdende blødgjort pvc og eventuelt ftalater, henhørende under position 3926.10.00. De nævnte varer omfatter også giroordnere (mindre brevordnere), combi-ringbind, plastlommer, fotolommer, diaslommer, plastomslag, plastetuier, visitkortlommer, kataloglommer og signallommer mv.
Kun de nævnte varetyper er omfattet af afgiften.

Det er muligt at anvende andre plasttyper. Endvidere vil der muligvis kunne anvendes andre blødgørere.

Handsker, regntøj mv.6. Handsker, forklæder, beskyttelsesdragter indeholdende blødgjort pvc og eventuelt ftalater, henhørende under position 3926.20.00 og regntøj indeholdende blødgjort pvc og eventuelt ftalater henhørende under 3926.20.00, 6210.40.00 og 6210.50.00 i EUs kombinerede nomenklatur. Kun de nævnte varer indeholdende pvc og eventuelt ftalater er omfattet af afgiften.

Told- og Skattestyrelsen har, efter at have indhentet udtalelse fra Teknologisk Institut, truffet afgørelse om, at man taler om regntøj, når det er undersøgt om metervaren er vandtæt. Herudover skal det færdige regntøj være tapet i sømmene, og sømmene skal være vandtætte. I relation til denne definition er det uden betydning, om der er foer i regntøjet, jf. SKM2002.227.TSS.

Der kan formentlig anvendes andre blødgørere. I nogle tilfælde kan der anvendes andre materialer end blød pvc.

Presenninger7. Presenninger henhørende under position 3926.90.91 indeholdende blødgjort pvc og eventuelt ftalater. Presenninger til motorkøretøjer og trailere er fritaget for afgiften. Begrebet trailer omfatter i denne lovs forstand et køretøj, der efter sin indretning er bestemt til at blive trukket af et andet køretøj, dvs. påhængsvogn, sættevogn og påhængsredskab.

Presenninger omfatter presenningsdug, der anvendes til beskyttelse mod vejrliget af gods, der er oplagret under åben himmel eller indladet i skibe, jernbanevogne etc., herunder dug fremstillet ud fra metervarer, som er pvc-belagt nylon eller polyester.

Dækketøj, gardiner mv.8. Dækketøj, gardiner, rullegardiner, forhæng og gardinkapper henhørende under position 3924, 3926, 6302, 6303 og 6304 i EUs kombinerede nomenklatur indeholdende blødgjort pvc og eventuelt phthalater. Kun de nævnte varer er omfattet af afgiften.

Omfattede varer er færdigvarer som fx bordduge, dækkeservietter og slagteriforhæng.

Ledninger, kabler mv.9. Isolerede elektriske ledninger, kabler og andre isolerede elektriske ledere, også forsynet med forbindingsdele; optiske fiberkabler, fremstillet af individuelt overtrukne fibre, også samlet med elektriske ledere eller forsynet med forbindelsesdele, henhørende under position 8544. Alle varer indeholdende blødgjort pvc og eventuelt ftalater henhørende under den nævnte position er omfattet af afgiften.

Der kan til enkelte anvendelsesområder anvendes andre blødgørere end ftalater. Til mange kabler er det teknisk muligt at anvende andre produkter end blød pvc.

Ståltagrender mv.10. Tagrender og nedløbsrør henhørende under henholdsvis position 7216, 7304, 7305 og 7306 indeholdende pvc og ftalater. Omfattede varer er ståltagrender og -nedløbsrør coated med pvc, og som indeholder ftalater.

Skodder mv.11. Skodder, jalousier (herunder persienner) og lignende varer samt dele dertil henhørende under position 3925.30.00. Kun de nævnte varer indeholdende pvc er omfattet af afgiften.

Kabelbakker mv.12. Kabelbakker og kabelpaneler til elektriske ledninger henhørende under position 3925.90.20.

Staldinventar13. Staldinventar, fx skillevægge, låger o.l., spalter (riste) til svinestalde henhørende under position 3925. Kun de nævnte varer indeholdende pvc er omfattet af afgiften. Staldinventar til andet end svinestalde, fx kostalde er normalt ikke fremstillet i pvc på grund af materialets manglende styrke.

Plasttagrender mv.14. Tagrender og nedløbsrør henhørende under position 3917 og 3925. Kun de nævnte varer indeholdende pvc er omfattet af afgiften.

Det er muligt at fremstille tagrender og nedløbsrør i andre materialer end pvc.

Sammensatte varerEfter lovens § 2 skal der betales afgift af sammensatte varer, der ikke umiddelbart henhører under ovenanførte 14 varegrupper, men som indeholder en eller flere afgiftspligtige varer, der udgør mindst 10 pct. af varens samlede vægt. Afgiften skal alene svares af den afgiftspligtige del af den samlede vare.

Eksempel
En sammensat vare kan fx være et brusehoved påsat en slange, hvor alene slangen er fremstillet af pvc. Der skal i dette tilfælde alene betales afgift af slangen.