| Ikke indregistrerede motorkøretøjer Motorkøretøjer, der ikke indregistreres i forhandlerens/virksomhedens navn, og som kun anvendes til den registrerede virksomheds formål, skal ikke medregnes til forhandlerens momspligtige omsætning. Der er således ved anvendelse af motorkøretøjerne ikke foretaget udtagning, der sidestilles med levering mod vederlag i henhold til momslovens § 5, stk. 1 eller 2, jf. herved lovens § 42, stk. 6, hvorefter virksomheder, der forhandler motorkøretøjer, uanset bestemmeslen i § 42, stk. 1, nr. 7, har fradragsret efter de almindelige regler for personmotorkøretøjer, der indkøbes med henblik på videresalg.
Tilsvarende gælder brugte motorkøretøjer, der er indkøbt af forhandleren med henblik på videresalg.
Forhandleren har fuld fradragsret for momsen på driften af motorkøretøjerne, jf. § 42, stk. 6. Ved salg af motorkøretøjerne skal der betales moms af den fulde salgspris ekskl. registreringsafgift, jf. § 27. Såfremt betingelserne for at anvende brugtmomsordningen i kap. 17, se Q.2.3 og R, er opfyldt, kan forhandleren også vælge at videresælge motorkøretøjerne som led i denne ordning.
Indregistrerede motorkøretøjer Motorkøretøjer, der indregistreres i forhandlerens/virksomhedens navn, og som kun anvendes til den registrerede virksomheds formål, jf. § 42, stk. 6, skal ikke medregnes til forhandlerens momspligtige omsætning, idet der ved anvendelsen af motorkøretøjerne ikke er foretaget udtagning, der sidestilles med levering mod vederlag i henhold til momslovens § 5, stk. 1 eller 2. Forhandleren/virksomheden har fradrag for moms af indkøbet af motorkøretøjerne, jf. § 42, stk. 6.
Forhandleren har fuld fradragsret for momsen på driften af motorkøretøjerne, jf. § 42, stk. 6. Ved salg af motorkøretøjerne skal der betales moms af den fulde salgspris inkl. registreringsafgiften, jf. § 27.
Motorkøretøjer, som indregistreres i forhandlerens/virksomhedens navn og som anvendes til formål, som ikke vedrører den registreringspligtige virksomheds formål, herunder til privat brug for virksomhedens indehaver eller for dennes personale, eller til ikke-fradragsberettigede formål i øvrigt, skal dog medregnes til forhandlerens momspligtige omsætning, idet motorkøretøjerne ved anvendelsen anses for udtaget, jf. momslovens § 5, stk. 1 og 2.
Den momspligtige værdi er indkøbs- eller fremstillingsprisen ekskl. registreringsafgift og ekskl. moms, jf. momslovens § 28, stk. 1.
Forhandleren har ingen fradragsret for momsen på driften af motorkøretøjerne, jf. § 42, stk. 1, nr. 7. Ved videresalg af motorkøretøjerne skal der ikke betales yderligere moms, jf. § 13, stk. 2.
Motorkøretøjer, der er indkøbt af forhandleren uden tilfaktureret moms, og som indregistreres i forhandlerens/virksomhedens navn, kan holdes uden for forhandlerens momspligtige omsætning, hvis motorkøretøjerne kun anvendes til den registrerede virksomheds formål, jf. § 42, stk. 6.
Virksomheden har fradragsret for driften, jf. § 42, stk. 6. Ved videresalg af motorkøretøjerne kan forhandleren i visse tilfælde vælge at anvende brugtmomsordningen, se Q.2.3 og R. Såfremt brugtmomsordningen ikke anvendes, skal der ved videresalg betales moms af den fulde salgspris inkl. registreringsafgiften, jf. § 27.
Motorkøretøjer, der er købt uden tilfaktureret moms og som indregistreres i forhandlerens/virksomhedens navn, og som anvendes til andre formål end den registreringspligtige virksomheds formål, jf. § 42, stk. 6, skal ikke medregnes til virksomhedens momspligtige omsætning henset til, at der ikke er opnået fradrag ved købet af motorkøretøjerne, jf. § 5, stk. 1 og 2. Dog har forhandleren i disse tilfælde ingen fradragsret for momsen på driften af motorkøretøjerne, jf. § 42, stk. 1, nr. 7. Ved videresalg af motorkøretøjerne skal der ikke betales yderligere moms, jf. § 13, stk. 2. |