Forudsætningen for, at et tab kan fradrages i momsgrundlaget, er, at tabet er konstateret.

Dette var ikke tilfældet i TfS 1999, 886. En virksomhed B havde udført nedrivningsarbejder for C. Da virksomheden B ikke modtog betaling for en del af det udførte nedrivningsarbejde sagsøgte virksomheden C. Virksomheden nedlagde påstand om betaling af vederlaget for det udførte arbejde. Under retssagen gjorde C et modkrav gældende som følge af, at det havde været nødvendigt for C, at lade en anden udføre en del af det arbejde, som virksomheden B skulle have udført. Østre Landsret nedsatte C´s modkrav med 1/3, og udtalte at denne reduktion medførte, at ingen af parterne herefter havde noget krav mod den anden. Landskatteretten fastslog i forbindelse med virksomhed B´s klage over told- og skatteregionens nægtelse af at godkende fradrag for moms af tab på debitorer, at virksomhedens krav på C ved Østre Landsrets dom måtte anses for modregnet i C´s modkrav. Idet modregningen skal sidestilles med betaling havde virksomheden ikke konstateret et tab på en uerholdelig fordring.

Det er endvidere en forudsætning, at tabet vedrører leverede varer og ydelser. Har kreditor ydet kredit ud over, hvad der er sædvanligt inden for den pågældende branche, eller fortsat leveringen gennem længere tid, selv om han burde have indset, at debitor ikke ville være i stand til at betale, kan en konkret vurdering føre til, at tabet ikke anses for at være tab som følge af en momspligtig leverance, men derimod en følge af et gave-/låneforhold, hvilket ikke berettiger til fradrag i momsgrundlaget.

Dette var ikke tilfældet i TfS 1999, 140, hvor Landsskatteretten fastslog, at der ikke var tale om et interessefælleskab, selv om tabet på den konkrete debitor svarede til en meget stor del af virksomhedens samlede udeståender, samt at leveringen af varer til debitor ikke var stoppet på trods af adskillige rykkere. Landsskatteretten lagde derimod i afgørelsen af, hvorvidt tabet kunne siges at være konstateret, vægt på, at debitor havde afgivet insolvenserklæring ved fogedretten, ligesom der var søgt om gældssanering. I TfS 2000, 825 godkendte Landsskatteretten fradrag for moms af tab på fordringer på datterselskab, da det måtte antages, at dispositionerne overvejende måtte anses for forretningsmæssigt begrundet.

I SKM2001.459.LSR har Landsskatteretten fastslået, at der ikke kan godkendes fradrag for moms vedrørende et tab på et honorartilgodehavende, der var fremkommet ved et debitorselskabs tvangsopløsning. Fordringen, der var opstået 8 år før, ansås for at have skiftet karakter til et lån, der ikke var begrundet i forretningsmæssige forhold. Landsskatteretten fastslog ligeledes et tab kan anses for konstateret ved en tvangsopløsning.

Domstolene har endnu ikke haft lejlighed til at tage stilling til omfanget af fradragsretten for momsen af tab i de situationer, hvor handelsforholdene må karakteriseres som usædvanlige. I SKM2001.610.LSR har Landsskatteretten dog fastslået, at et administrationsselskab A, der var sambeskattet med et selskab B, der drev grossistvirksomhed, ikke kunne fradrage tab for tilgodehavende i B i medfør af momslovens § 27, stk. 6. Landsskatteretten fandt, at der i mellemværendet var ydet B A/S en kredit, der lå ud over det sædvanelige. Under henvisning til udviklingen af mellemregningskontoen fandt retten, at der ikke var tale om et sædvanligt løbende debitortilgodehavende over for B A/S, men derimod at tilgodehavendet var overgået til at blive et egentligt låneforhold mellem administrationsselskabet A og B A/S. Landsskatteretten fandt ikke, at den ydede kredit kunne anses for forretningsmæssigt begrundet, hvorfor der ikke kunne godkendes fradrag efter momslovens § 27, stk. 6. Sagen er indbragt for domstolene.

På skatteområdet har Vestre Landsret imidlertid i TfS 1996, 816, givet skattemyndighederne medhold i, at en skatteyder ikke havde fradragsret for tab over for et selskab, fordi de transaktioner, der medførte tabet, på afgørende måde adskilte sig fra et normalt forretningsmellemværende mellem uafhængige handelspartnere, og fordi de bar præg af skatteyderens personlige og økonomiske interesser i selskabet som eneanpartshaver og som kautionist.

Et tab anses bl.a. for at være konstateret, når det optræder under en af de i G.1.6.1.1 - G.1.6.1.7 nævnte omstændigheder.