Efter momslovens § 27, stk. 1, er momsgrundlaget ved levering af varer og ydelser vederlaget (uden moms). Vederlaget er ikke nærmere defineret i hverken loven eller i bemærkningerne til loven. Den tilsvarende bestemmelse findes i 6. momsdirektivs artikel 11, pkt. A, stk. 1, litra a. Det fremgår af denne bestemmelse, at beskatningsgrundlaget er den samlede modværdi, som leverandøren eller tjenesteyderen modtager eller vil modtage af køberen, aftageren eller tredjemand for de pågældende transaktioner, herunder tilskud, som er direkte forbundet med transaktionernes pris.

EF-domstolen har i sagen C-184/00, Office des produits Wallons, fået forelagt et spørgsmål om driftstilskud, der dækker en del af driftsomkostningerne, som vil påvirke den endelige salgspris, men som ikke kan individualiseres i forhold til prisen for en transaktion, udgør et afgiftspligtigt beløb efter artikel 11, punkt A. Dommen fastslår i præmis 10, at det ikke er afgørende for afgiftspligten, om tilskudsmodtager har udført en ydelse, der kan individualiseres til fordel for den myndighed, der yder tilskuddet.

Derudover fastslås det i dommen, at tilskud ikke er afgiftspligtigt alene fordi det påvirker transaktionens pris. For at tilskuddet kan anses for at være direkte forbundet med transaktionens pris, kræves der en form for aftalt forbindelse mellem tilskuddet og ydelsen. Domstolen sagde også, at det ikke er nødvendigt, at tilskudsbeløbet svarer nøjagtigt til prisfaldet - men der skal være et klart forhold imellem tilskud og prisfald. Hvert enkelt tilskud skal vurderes og det kan således forekomme, at tilskudsgiver både yder momspligtige og momsfrie tilskud.

Ved vurderingen af, om et tilskud skal medregnes i momsgrundlaget, er det afgørende, om tilskuddet kan anses for en del af prisen for en bestemt leverance. Som eksempel kan nævnes følgende afgørelser:

• I TfS 1995, 866, fandt Momsnævnet, at et naturgasselskabs tilskud til fjernvarmeværker i forbindelse med tilslutning af nye fjernvarmekunder måtte anses for momspligtigt. Nævnet begrundede afgørelsen med, at tilskuddet udbetaltes til og tilkom værkerne efter de indgåede kontrakter mellem selskabet og værkerne. Tilskuddet måtte endvidere anses for betaling for en modydelse, der bestod i den forventede mertilslutning af nye kunder som følge af værkernes tilbud om gratis tilslutning. Der lægges således vægt på, om tilskuddet ydes til virksomheden (tilskudsmodtageren) i dennes interesse, eller om tilskuddet ydes i forbrugerens, herunder også tilskudsgiverens, interesse. Ydes tilskuddet i virksomhedens (tilskudsmodtagerens) interesse, anses tilskuddet som udgangspunkt ikke for at være en del at betalingen for en leverance, idet tilskuddet ikke er direkte forbundet med leverancens pris. Ydes tilskuddet modsat i forbrugerens eller tilskudsgiverens interesse anses tilskuddet som udgangspunkt for at være momspligtigt.
• I C-215/94, Jürgen Mohr (om godtgørelse til en landmand i forbindelse med ophør af mælkeproduktion) og C-384/95, Landboden-Agrardienst GmbH & Co KG (om national godtgørelse, som blev givet til en landmand for at undlade at høste 20 pct. af afgrøderne), har EF-Domstolen fastslået, at der ikke er tale om en leverance af tjenesteydelser, når en landmand undlader at producere afgrøder eller mælk mod godtgørelse, idet tilskudsgiverne - henholdsvis Fælleskabet og den tyske stat - ikke erhverver goder eller tjenesteydelser til eget brug, da landmændenes undladelser sker i almenhedens interesse. Undladelserne giver således ikke tilskudsyderne sådanne fordele, at de kan anses for at være forbrugere af en tjenesteydelse.
• C-353/00 Keeping Newcastle Warm Ltd, vedrørte offentlige tilskud til energirådgivning. Der blev ydet tilskud til visse anerkendte rådgivere, som ydede energirådgivning til visse husholdninger. Dommen fastslog, at tilskuddet udgjorde en del af momsværdien for en præsteret og leveret ydelse. Artikel 11 punkt A, stk. 1, litra a omfatter bl.a. de situationer, hvor tre parter er involveret, nemlig den offentlige tilskudsgiver, en virksomhed, som tilskudsmodtager og køberen (modtageren) af tjenesteydelsen. I sagen var der direkte forbindelse mellem det modtagne tilskud og en konkret leverance. Momsgrundlaget var således den samlede modværdi virksomheden modtog for levering af sine tjenesteydelser.

I TfS 1998, 749, har Told- og Skattestyrelsen vurderet en lang række af Miljøstyrelsens tilskudsordninger i relation til momspligten. Det drejer sig om følgende ordninger:

• Momsfrie ordninger: Kompensationsordningen for affaldsafgift, tilskud til bortskaffelse af spildolie, værditabsordningen for boligejere, teknologipuljen, udviklings- og demonstrationsprojekter vedrørende genbrug, renere teknologi, miljøstyring og miljørevision mv. i virksomheder, aktiviteter vedrørende bekæmpelsesmidler, nedbringelse af okkergener i vandløb, gennemførelse af vandløbsrestaureringer, støtte til forureringstruede vandindvindinger.
• Momspligtige ordninger: Indsamlingsordningen vedrørende dæk, indsamling af blyakkumulatorer, indsamling af lukkede nikkel-cadmium batterier.
• Ordninger, som må underkastes en konkret vurdering: Pulje til grøn beskæftigelse og aktionsplan for økologisk fremstilling. 

Et tilskud, der har karakter af en gave, er ikke momspligtigt. En gave er et ensidigt løfte, hvorved der sker en vederlagsfri overdragelse af et formuegode som udslag af gavmildhed. Gaver stiller altså pr. definition ikke noget krav om modydelse, og tilskud, der har gavekarakter, skal derfor ikke medregnes i momsgrundlaget.

Sammenhængen mellem pris og tilskud kan illustreres ved følgende afgørelse:

• I TfS 1995, 214, fandt Momsnævnet, at en kommunes tilskud til et forsamlingshus via en boldklub til ombygning af et omklædningsrum skulle medregnes i momsgrundlaget. Nævnets begrundelse var, at der var leveret en modydelse til kommunen (den reelle tilskudsgiver) og til boldklubben (den formelle tilskudsgiver). Modydelsen fra forsamlingshuset til kommunen var, at huslejen i forsamlingshuset ikke blev forhøjet. Hvis der ikke var blevet givet tilskud, skulle lejen forhøjes, og der skulle betales moms af et højere beløb. Modydelsen til boldklubben var, at forsamlingshuset ville stå for ombygningen  af omklædningsrummene. Tilskuddet kunne derfor ikke betragtes som en gave, men derimod som en betaling for det ombyggede omklædningsrum, som ellers skulle have været finansieret over lejen.