| § 33, stk. 6►Ved en lovændring pr. 1. juli 2002 er adgangen til særligt bundfradrag for virksomheder, der er omfattet af CO2-afgiftslovens regler for tung proces, udvidet til også at omfatte virksomheder, der ikke kan registreres efter svovlafgiftsloven.◄ Det gælder virksomheder, der ikke selv producerer kraftvarme, men som i stedet modtager procesvarmen fra et kraftvarmeanlæg eller hertil knyttede blokvarme centraler, der er registreret efter svovlafgiftsloven. Det er en betingelse for bundfradraget (godtgørelsen), - at varmen er fremstillet af brændsler som fuelolie o.l. eller faste brændsler som stenkul, koks o.l.
- at varmen bruges til formål, der er nævnt i bilaget til CO2-afgiftsloven (tung proces)
- at virksomheden har indgået aftale om energieffektivisering med Energistyrelsen
- at svovlafgiften af den mængde brændsel, der er medgået til at fremstille leverancen af varme, kan dokumenteres af leverandøren og overstiger 250.000 kr. årligt. Leveres varmen kun en del af året, nedsættes grænsen på 250.000 kr. forholdsmæssigt.
Ansøgninger om afgiftsgodtgørelse skal sendes til den lokale told- og skatteregion. Af praktiske grunde bør virksomheder, der mener sig omfattet af adgangen til afgiftsgodtgørelse straks kontakte told- og skatteregionen med henblik på at få fastlagt den praktiske procedure, herunder krav til dokumentation mv. for opnåelse af godtgørelse. Adgangen til godtgørelse har virkning fra 1. juli 2002. Der er således ikke mulighed for godtgørelse for leverancer, der ligger forud for denne dato. |