Indhold
Afsnittet handler om afgift af lokale puljevæddemål.
Afsnittet indeholder:
- Regel
- Hvem er afgiftspligtig?
- Afgiftens størrelse og beregning
- Afgiftsperiode
- Registrering, angivelse og betaling.
Se også
Se også afsnit E.A.9.15 for bestemmelser om regnskab og kontrol.
Regel
Indehavere af en tilladelse givet efter SPILL § 13 til udbud af lokale puljevæddemål i forbindelse med hestevæddeløb, hundevæddeløb på væddeløbsbane, cykelløb på bane og kapflyvning med duer, skal betale en afgift på 11 pct. af indskudssummen, med et fradrag på 27.500 kr. (2026-niveau) pr. afholdt løbsdag. Der kan dog højst foretages fradrag for 24 løbsdage inden for et kalenderår. Se SPILAL § 8.
Hvem er afgiftspligtig?
Den, som får tilladelse af Spillemyndigheden til at udbyde lokale puljevæddemål, skal betale afgiften.
Tilladelse kan kun gives til selskaber mv. (juridiske personer), der er arrangør af:
- Cykelløb på bane
- Hundevæddeløb på væddeløbsbane eller
- Kapflyvning med duer
og som er tilsluttet den pågældende sportsgrens centralorganisation eller forbund.
Tilladelse til lokale puljevæddemål på hestevæddeløb kan kun udstedes til foreninger, som i en årrække har haft en sådan tilladelse. Se SPILL § 13 og § 25, stk. 2.
Tilladelse gives for indtil tre år ad gangen og for et bestemt antal dage for de enkelte år. Se SPILL § 13, stk. 2.
Når begivenheden, der indgås væddemål på, finder sted på en afgrænset bane, må indsatsen i væddemålet kun ske inden for banens område og i direkte tilknytning til begivenheden. Se SPILL § 13, stk. 3.
Når begivenheden, der indgås væddemål på, ikke foregår på en afgrænset bane, må indsatsen kun ske på et af politiet godkendt sted og kun på selve dagen for begivenheden og med politiets tilladelse den forudgående dag. Se SPILL § 13, stk. 3.
Se også
Spillemyndighedens hjemmeside, hvor regler for tilladelser mv. kan findes.
Afgiftens størrelse og beregning
Indehaveren af en tilladelse til at udbyde et lokalt puljevæddemål skal betale en afgift på 11 pct. af indskudssummen med et fradrag i den beregnede afgift på 27.500 kr. (2026-niveau) pr. afholdt løbsdag, ►se SPILAL § 8◄. Der kan dog højst foretages fradrag for 24 løbsdage inden for et kalenderår.
Fradragsbeløbet reguleres årligt efter personskattelovens § 20. Se SPILAL § 9. De aktuelle beløb kan findes på Skatteministeriets hjemmeside.
Afgiftsperiode
Afgiftsperioden er ugen (mandag til søndag), i de uger, hvor der afholdes spil. Se SPILAL § 23.
Registrering, angivelse og betaling
Alle, der har fået tilladelse til udbud af lokale puljevæddemål, skal anmelde deres virksomhed til registrering. Dette skal ske senest fire uger efter tilladelsen er opnået, og før afholdelse af væddemål påbegyndes. Se SPILAL § 19, stk. 1 og 2.
Registreringen skal ske ved brug af blanket 29.063.
Ændringer i de oplysninger, der er anmeldt til registrering, skal meddeles Skatteforvaltningen senest 8 dage efter ændringen.
Angivelse og betaling af afgift skal ske senest 15 dage efter afgiftsperiodens udløb. Falder den seneste angivelses- og indbetalingsdag på en banklukkedag, skal angivelse og indbetaling ske senest førstkommende bankdag. Se SPILAL § 23.
Der skal ske angivelse efter alle afgiftsperioder (uger med spil). Hvis afgiftsbeløbet er 0 kr., skal dette anføres.
Bemærk
Der skal ikke foretages angivelse i uger, hvor der ikke har været afholdt spil.
De registrerede virksomheder skal som udgangspunkt tilmelde sig og bruge TastSelv til angivelse og betaling.