| Formål TIR-ordningen er en international forsendelsesordning. Forkortelsen TIR står for Transports Internationaux Routiers. Ordningen finder anvendelse for godstransporter, der foretages uden omladning i vejkøretøjer, kombinationer af vejkøretøjer eller i containere over en eller flere grænser mellem et afgangstoldsted og et bestemmelsestoldsted. Det er en betingelse, at en del af rejsen mellem begyndelsen og slutningen af TIR-transporten finder sted ad landevejen. Forsendelsessystemerne er udviklet for i størst mulig grad at fremme hensynet til toldsikkerheden og garantierne for de lande, der transiteres. Det forhold, at ordningen er international, indebærer, at såvel danske toldcentre som toldmyndigheder i andre lande kan være involveret i transporten og dennes korrekte afvikling. Som følge heraf vil såvel betegnelsen toldcenter som toldsted og toldmyndighed forekomme i beskrivelsen af ordningen. TIR-ordningen er udviklet for at mindske de vanskeligheder, som transportørerne tidligere oplevede i forbindelse med transitering, og har samtidig givet toldmyndighederne et internationalt kontrolsystem, der erstatter tidligere tiders traditionelle procedurer. Samtidig beskyttes indtægterne i hver af de stater, igennem hvis territorium varer transporteres. TIR-ordningen kan ikke anvendes ved forsendelse af varer inden for EU. Dog kan transporter mellem steder i EU finde sted, hvis forsendelsen undervejs passerer en eller flere grænser til ikke-EU-lande. TIR-ordningen er baseret på følgende elementer:
- transport af gods i toldsikrede køretøjer eller containere, se B.2.1.
- told, afgifter m.v. dækkes under transporten af en international garantiordning, se B.2.2.
- godset ledsages under transporten af et internationalt anerkendt carnet, der tages i brug i afgangslandet, og tjener som kontroldokument i såvel afgangslande, transitlande som bestemmelseslande, se B.2.3.
- forholdsregler, som er taget i afgangslande i forbindelse med toldkontrol accepteres af transitlande og bestemmelseslande, se B.2.4.
Det legale grundlag TIR-ordningen bygger på Toldkonvention om international godstransport på grundlag af TIR-carneter (TIR-konvention), Genève 1975. Ved rådsforordning (EØF) nr. 2112/78 af 25. juli 1978 har EF på medlemslandenes vegne tiltrådt konventionen. I konventionens kapitel I, artikel 1, er defineret de fagudtryk, den betjener sig af. |