Dato for udgivelse
16 apr 2018 09:57
Resumé

Tirsdag den 10. april udbetalte SKAT overskydende skat. Hos 360.000 borgere har SKAT brugt den overskydende skat til at nedbringe borgerens gæld til det offentlige. I alt er gælden ind til videre nedbragt med over en milliard kr. gennem modregning.

 


For knap en uge siden udbetalte SKAT overskydende skat til 3,4 millioner borgere for 16,7 milliarder kr.  I langt de fleste tilfælde kunne borgerne se frem til at få pengene ind på kontoen samme dag.

Men for omkring 360.000 borgere er pengene blevet brugt til at afdrage på deres gæld til det offentlige. I alt er borgernes gæld på den måde blevet nedbragt med over en milliard kr. indtil videre.

- Vi har i år nået at modregne langt flere sager end sidste år på samme tid. Det skyldes, at vi kan håndtere langt flere sager automatisk, fordi vi er kommet længere i genoprettelsen af inddrivelsen og derfor har et bedre overblik over gældsposterne, siger Lars Nordahl Lemvigh, der er direktør for Gæld i SKAT. Han er også udnævnt til direktør for den kommende Gældstyrelse, som bliver bemandet med 1.500 ansatte.

På samme tid sidste år havde SKAT foretaget modregning for 190.000 borgere og nedbragt gælden til det offentlige med 600 millioner kr.

I alt er der ved modregningen helt eller delvist blevet afviklet 1,2 millioner gældsposter. Det kan fx være restskat for tidligere år, manglende licens, biblioteksbøder, underholdsbidrag eller andet.

- Vi er ikke igennem hele bunken endnu, fordi en del af sagerne skal behandles manuelt. Og der kommer løbende flere sager til i takt med, at der sker nye udbetalinger af overskydende skat. Jeg regner med, at vi får modregnet endnu mere, siger Lars Nordahl Lemvigh.

Udbetalingerne af overskydende skat den 10. april skete på baggrund af ændringer og tilføjelser til årsopgørelsen, som var indberettet frem til den 30. marts. Ændringer og tilføjelser, som indberettes efter 30. marts, vil medføre en ny årsopgørelse og evt. en ny udbetaling eller opkrævning.

Yderligere oplysninger: Journalister, tlf.: 7237 0900; Borgere, tlf.: 7222 1818