Indhold
Dette afsnit beskriver administrations- og kontrolbestemmelserne, der er fastsat i forbindelse med indberetningspligten i Bekendtgørelse om indberetningspligt for udbydere af kryptoaktivtjenester, BEK nr. 1155 af 10/09/2025 (herefter "bekendtgørelsen).
Afsnittet indeholder:
- Regler om håndhævelse af kravene til indsamling og kontrol
- Registrering i forbindelse med tilladelse til en Udbyder af Kryptoaktivtjenester
- Administrative procedurer mellem Finanstilsynet og Skatteforvaltningen
Regler om håndhævelse af kravene til indsamling og kontrol
Hvis en Kryptoaktivbruger ikke fremlægger de oplysninger, der er påkrævet i indberetningspligtens due diligence-procedure, efter to påmindelser efter den Indberetningspligtige Udbyder af Kryptoaktivtjenesters oprindelige anmodning, men ikke før udløbet af 60 dage, skal den Indberetningspligtige Udbyder af Kryptoaktivtjenester forhindre Kryptoaktivbrugeren i at foretage Indberetningspligtige transaktioner.
Se bekendtgørelsens § 70.
Se også A.B.1.2.10.5 om due diligence.
Registrering i forbindelse med tilladelse til en Udbyder af Kryptoaktivtjenester
Indberetningspligtige Udbydere af Kryptoaktivtjenester skal senest 8 dage efter indberetningspligtens indtræden foretage anmeldelse herom til Skatteforvaltningen.
Anmeldelsen sker elektronisk efter Skatteforvaltningens nærmere anvisning eller foretages på en særlig blanket, der kan rekvireres hos Skatteforvaltningen.
Tvivl om, hvorvidt en virksomhed er omfattet af indberetningspligt, fritager ikke for anmeldelse til registrering. Anmeldelsen skal i disse tilfælde vedlægges en redegørelse for den anmeldelsespligtiges virksomhed, hvorefter Skatteforvaltningen træffer afgørelse om registrering.
Ved anmeldelsen skal den indberetningspligtige give oplysning om:
- Navn, adresse, elektroniske adresser, herunder websteder, og hjemstedskommune
- Den indberetningspligtiges cvr-nummer. Har den indberetningspligtige ikke et cvr-nummer, oplyses SE-nummer
- Dato for indberetningspligtens indtræden
- Karakteren af indberetningspligten
Er den indberetningspligtige hverken registreret med cvr-nummer eller SE-nummer, foretages en registrering i et af disse registre.
Efter registreringen sender Skatteforvaltningen et registreringsbevis indeholdende de registrerede oplysninger til den indberetningspligtige.
Indtræder der efter registreringen ændring i de meddelte oplysninger, herunder ophør af indberetningspligt, eller konstateres der fejl i de registrerede oplysninger, skal den indberetningspligtige give Skatteforvaltningen skriftlig meddelelse herom inden 8 dage efter, at ændringen er sket, eller fejlen er konstateret. Skatteforvaltningen fremsender herefter et nyt registreringsbevis. Ved ophør af indberetningspligt gives der meddelelse om, at ophøret er registreret.
Ændring af registrering efter stk. 7 kan undlades ved midlertidigt ophør af indberetningspligten, mod at den indberetningspligtige for de pågældende perioder indberetter til Skatteforvaltningen om, at der ikke er oplysninger at indberette.
Se bekendtgørelsens § 72.
Administrativ procedure for en enkelt registrering af en Kryptoaktivoperatør
En Kryptoaktivoperatør skal registreres hos Skatteforvaltningen, inden udløbet af den periode, inden for hvilken denne Kryptoaktivoperatør skal indberette de oplysninger, der er omhandlet i § 58. Hvis en sådan Kryptoaktivoperatør opfylder betingelserne for at være indberetningspligtig både i Danmark og i en eller flere andre EU-medlemsstater, skal den registreres hos den kompetente myndighed enten i Danmark eller i en af disse andre EU-medlemsstater inden udløbet af den periode, inden for hvilken Kryptoaktivoperatøren skal indberette oplysningerne efter indberetningsordningen.
En Kryptoaktivoperatør, som er en Indberetningspligtig Udbyder af Kryptoaktivtjenester, skal ikke registreres hos Skatteforvaltningen, hvis denne Kryptoaktivoperatør ikke er forpligtet til at opfylde kravene vedrørende indberetning og due diligence i Danmark, fordi disse krav opfyldes af denne Kryptoaktivoperatør i en anden EU-medlemsstat.
Se bekendtgørelsens § 73.
Ved registreringen fremsender Kryptoaktivoperatøren følgende oplysninger til Skatteforvaltningen:
- Navn
- Postadresse
- Elektroniske adresser, herunder websteder
- Ethvert Skatteregistreringsnummer udstedt til Kryptoaktivoperatøren
- De EU-medlemsstater, hvor de Brugere, hvorom der skal indberettes, er skattemæssigt hjemmehørende, jf. bekendtgørelsens §§ 63 og 64
- Enhver Kvalificeret Jurisdiktion uden for EU som omhandlet i bekendtgørelsens §§ 51-56
Kryptoaktivoperatøren underretter Skatteforvaltningen om enhver ændring af de oplysninger, der er givet.
Skatteforvaltningen tildeler Kryptoaktivoperatøren et individuelt identifikationsnummer og meddeler det elektronisk til de kompetente myndigheder i alle EU-medlemsstaterne.
Se bekendtgørelsens § 74.
Skatteforvaltningen kan slette Kryptoaktivoperatøren fra registret over Kryptoaktivoperatører i følgende tilfælde:
- Hvis Kryptoaktivoperatøren underretter Skatteforvaltningen om, at den ikke længere har Brugere, hvorom der skal indberettes, i EU.
- Hvis der i mangel af en underretning i henhold til nr. 1 er grund til at antage, at en Kryptoaktivoperatørs aktivitet er ophørt.
- Hvis Kryptoaktivoperatøren ikke længere opfylder betingelserne for at være Kryptoaktivoperatør, se hertil bekendtgørelsens § 8.
- Hvis Skatteforvaltningen har tilbagekaldt registreringen grundet manglende opfyldelse af indberetningsforpligtelsen i medfør af bekendtgørelsens § 77.
Se bekendtgørelsens § 75.
Skatteforvaltningen skal straks underrette Kommissionen om Kryptoaktivoperatører, som har Brugere, hvorom der skal indberettes, som er skattemæssigt hjemmehørende i EU, men som hverken har registreret sig selv for indberetningspligt i Danmark eller i nogen anden EU-medlemsstat i henhold til Rådets direktiv 2011/16/EU om administrativt samarbejde på beskatningsområdet og om ophævelse af direktiv 77/799/EØF med senere ændringer, bilag VI, afdeling V.
Hvis en Kryptoaktivoperatør ikke opfylder registreringsforpligtelsen, eller hvis registreringen af vedkommende er blevet tilbagekaldt grundet manglende overholdelse af indberetningspligten i overensstemmelse med § 77, træffer Skatteforvaltningen foranstaltninger, der er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning, for at håndhæve overholdelse inden for Danmark. Valget af sådanne foranstaltninger henhører under Skatteforvaltningens skønsbeføjelse. Skatteforvaltningen skal bestræbe sig på at samordne deres tiltag med andre EU-medlemsstater med henblik på at håndhæve overholdelse.
Se bekendtgørelsens § 76.
Hvis en Kryptoaktivoperatør, der er registreret hos Skatteforvaltningen, ikke opfylder indberetningsforpligtelsen efter bekendtgørelsen efter to påmindelser fra Skatteforvaltningen, træffer Skatteforvaltningen de nødvendige foranstaltninger til at tilbagekalde registreringen af Kryptoaktivoperatøren. Registreringen tilbagekaldes senest efter 90 dage, men ikke før der er gået 30 dage efter anden påmindelse.
Hvis en Kryptoaktivoperatørs registrering er blevet tilbagekaldt, kan Kryptoaktivoperatøren igen få tilladelse til at blive registreret, hvis Kryptoaktivoperatøren over for Skatteforvaltningen giver tilsagn om at ville overholde indberetningskravene, herunder foretage eventuelle manglende indberetninger.
Se bekendtgørelsens § 77.
Administrative procedurer mellem Finanstilsynet og Skatteforvaltningen
Finanstilsynet sender regelmæssigt og senest den 31. december i det relevante kalenderår en liste til Skatteforvaltningen over alle Udbydere af Kryptoaktivtjenester, der af Finanstilsynet er meddelt tilladelse efter forordning (EU) 2023/1114 (MiCA).
Se bekendtgørelsens § 71.