Skatterabat
Hvis din boligskat steg ved overgangen til de nye boligskatteregler i 2024, kan du have ret til en skatterabat.
Beregning af rabatten
Rabatten udgør forskellen mellem det, du skal betale i 2024 med de nye regler, og det, du skulle have betalt i 2024, hvis de gamle regler var videreført.
- Faktisk rabat: Den rabat du ender med at få, som er korrigeret for ejerandel, ejerperiode og rådighed over ejendommen i indkomståret.
- Basisrabat: Det beregnede rabatbeløb for hele ejendommen opgjort på helårsniveau.
- Rabatberettiget ejerandel: Den procentdel af ejendommen, du ejer, hvor du har ret til skatterabat.
Foreløbig skatterabat
I 2024 har du betalt en foreløbig boligskat af en foreløbig 2022-vurdering. Når din endelige vurdering er kommet, bliver skatten og rabatten genberegnet, og du får en ny årsopgørelse for 2024. Rabatten fortsætter i kroner og øre, så længe du ejer ejendommen.
Læs mere om skatterabatten på vurderingsportalen.dk/skatterabat