Hvis en borger fejlagtigt har oprettet mere end én aktiesparekonto, er det kun den aktiesparekonto, der er oprettet først, der har skattemæssig gyldighed som aktiesparekonto. Det følger af aktiesparekontolovens § 1, stk. 2.

►Resterende aktiesparekonti opfattes skattemæssigt som almindelige afkastkonti, og det tilknyttede depot opfattes som et åbent depot, hvor aktiverne  beskattes efter reglerne i aktieavancebeskatningsloven.

I skal derfor foretage rettelser, så aktiesparekontoen bliver beregnet efter de almindelige regler i aktieavancebeskatningsloven, hvis jeres kunde har en aktiesparekonto i et andet pengeinstitut, der er oprettet først. Det gælder selvom kunden lukker sin først oprettede aktiesparekonto i det første institut, eftersom aktiesparekontoen hos jer først kan fortsætte som den skattemæssigt gyldige fra den dato, hvor den første aktiesparekonto blev lukket.

Når en aktiesparekonto ikke er skattemæssigt gyldig, skal I foretage følgende rettelser:

·         I skal foretage rettelser i et nyt indberetningsskema. (Excel-ark)

·         I skal angive ophørsdatoen til samme dato som oprettelsesdatoen, når I nulstiller en tidligere indberetning.

·         Til Indlån skal I tilbageføre jeres indberetning om kontant indestående på aktiesparekontoen (kontotype 8). I skal herefter indberette på en alm. indlånskonto (kontotype 13).

·         Beholdninger fejlindberettet med depotkode ASK (IFPA) eller depottypekode 5 (system BHOL) skal tilbageføres og indberettes igen som indberetning på almindelig frie depoter.

·         I skal tilbageføre eventuelle udbytteudlodninger fejlindberettet med depotkode ASK. I skal herefter indberette på almindelig frie depoter. (IFPA - individ 2235 + UDBY - individ 2276) 

·         I skal indberette udbytte fra udenlandske værdipapirer, som modtaget på almindelig frie depoter.

·         I skal indberette handler (køb og salg) som indberetninger på almindelig frie depoter. (IFPA - individ 2237 + AKSA - individ 2278)

Rettelsesmetoderne fremgår af de aktuelle indberetningsvejledninger IFPA, UDBY, BHOL, AKSA og ASK. Se endvidere nedenstående bilag 3 om korrektion af udbytteindberetning.

Alle korrektioner, både tilbageførsel og fremførsel og nye indberetninger skal indberettes med rettekode 1.

Rettelserne på indberetningsskemaet (Excel) skal I indsende via TastSelv Erhverv med angivelse af at det vedrører dobbeltoprettede aktiesparekonti samt angivelse af hvornår I forventer at foretage rettelser til de øvrige ekapital systemer. ◄

I skal angive ophørsdatoen til samme dato som oprettelsesdatoen, når I nulstiller en tidligere indberetning i forbindelse med dobbeltoprettede aktiesparekonti. I skal foretage nulstillingen på denne måde, da aktiesparekontoen aldrig har været skattemæssig gyldig.

Husk, at rettelsesID skal være indberetningsID’et fra den tidligere indberetning, og indberetningsID skal være unikt.

Se eksempel længere nede i afsnittet.

Hvis den sidst oprettede aktiesparekonto skal fortsætte som skattemæssig gyldig efter den første oprettede er lukket

Hvis kunden lukker sin første oprettede aktiesparekonto i det andet pengeinstitut, kan aktiesparekontoen hos jer fortsætte som den skattemæssige gyldige fra den dato, hvor den første aktiesparekonto blev lukket. Dette indberetter I ved først at foretage rettelser, så værdipapirerne bliver beskattet som frie midler, indtil den først oprettede aktiesparekonto registreres som lukket, som beskrevet ovenfor. Herefter skal I indberette aktiesparekontoen, som hvis den ikke tidligere har været indberettet. I skal foretage indberetningen på denne måde, da aktiesparekontoen ikke tidligere har været skattemæssig gyldig.

Da aktiesparekontoen hos jer er skattemæssig gyldig fra den dato, hvor kunden har lukket sin første oprettede aktiesparekonto i det andet pengeinstitut, skal I angive oprettelsesdatoen til denne dato.

I skal ikke angive et rettelsesID, da I skal foretage indberetningen, som hvis aktiesparekontoen ikke tidligere har været indberettet. I skal altså kun angive et unikt indberetningsID.

Hvorvidt I kan foretage indberetning i samme indberetningsskema, som nulstilling af dobbeltoprettede aktiesparekonti, afhænger af oprettelsesdatoen. Hvis rettelsesindberetningen vedrører kalenderåret 2020, og aktiesparekontoen kan fortsætte som skattemæssig gyldig fra f.eks. 20201218, så kan I foretage indberetningen i det samme indberetningsskema, som nulstilling af den dobbeltoprettede aktiesparekonto. Hvis aktiesparekontoen derimod først er skattemæssig gyldig fra f.eks. 20211203, så skal I foretage indberetningen ved den ordinære indberetning for 2021 eller i en særskilt rettelse af dobbeltoprettede aktiesparekonti for 2021, hvis den ordinære indberetning har været foretaget.

I det efterfølgende kan I se et eksempel, men I er også velkommen til at kontakte eKapital på eKapital@sktst.dk eller 72 38 02 10, hvis I har spørgsmål.

Eksempel på rettelser vedrørende dobbeltoprettede aktiesparekonti

Eksempel på ordinær indberetning:

Billede 1

Eksempel på rettelser af dobbeltoprettede aktiesparekonto:

Billede 2

Eksempel på rettelser af dobbeltoprettede aktiesparekonto, når aktiesparekontoen skal fortsætte, som den skattemæssige gyldige, efter den første oprettede er lukket i samme indkomstår:

Billede 3

Bemærk, at aktiesparekontoen i eksemplet er skattemæssig gyldig fra 2020, som også er det år, som der bliver foretaget rettelser for.