Indhold

Dette afsnit beskriver reglen og reglens omfang, herunder hvad revisor skal erklære og hvilke klagemuligheder virksomheden har.

Afsnittet indeholder:

  • Regel
  • Hvad skal revisor erklære sig om?
  • Hvad skal virksomhedens dokumentation vise?
  • Klagemulighed
  • Ikrafttrædelse.

Regel

SKAT kan efter SKL § 3 B, stk. 8, pålægge virksomheder omfattet af dokumentationspligten i SKL § 3 B (fuld eller begrænset dokumentationspligt) at indhente en revisorerklæring om transfer pricing-dokumentationen.

Hvad skal revisor erklære sig om?

Revisoren skal erklære, hvorvidt revisor ved det udførte arbejde er blevet opmærksom på forhold, der giver anledning til at konkludere, at den transfer pricing-dokumentation, som er indsendt til SKAT, ikke giver et retvisende billede af virksomhedens fastsættelse af priser og vilkår for koncerninterne transaktioner.

Erklæringen afgives i henhold til BEK 668 af 26. juni 2008 (erklæringsbekendtgørelsens) bestemmelser om andre erklæringer med begrænset sikkerhed.

Hvad skal virksomhedens dokumentation vise?

Virksomhedens dokumentation skal vise, hvordan priser og vilkår for koncerninterne transaktioner er fastsat og skal kunne danne grundlag for en vurdering af, om priser og vilkår er fastsat i overensstemmelse med armslængdeprincippet. Virksomhedens dokumentation skal give et retvisende billede i overensstemmelse med:

  • LL § 2
  • OECD's Transfer Pricing Guidelines
  • Bekendtgørelse nr. 42 af 24. januar 2006 om dokumentation af prisfastsættelsen af de kontrollerede transaktioner og
  • Den Juridiske Vejlednings afsnit C.D.11 om Transfer Pricing.

Revisorens erklæring er ikke bindende for SKATs vurdering af, om virksomhedens priser og vilkår er fastsat i overensstemmelse med armslængdeprincippet.

Klagemulighed

SKATs pålæg om at indhente en revisorerklæring kan alene påklages til Landsskatteretten, hvis SKAT henlægger sagen uden at gennemføre en ændring af virksomhedens selvangivne indkomst foretaget på baggrund af den indkaldte dokumentation, eller hvis SKAT gennemfører en nedsættelse af virksomhedens selvangivne indkomst foretaget på baggrund af den indkaldte dokumentation. Endvidere kan afgørelsen prøves i forbindelse med en klage over en ændring (forhøjelse) af virksomhedens selvangivne indkomst foretaget på baggrund af den indkaldte dokumentation.

Ikrafttrædelse

Reglen om revisorerklæring træder i kraft den 1. januar 2013. SKAT har fastsat nærmere regler om erklæringens indhold og afgivelse samt fristen for indsendelse af erklæringen, (med en skabelon for erklæringen, som revisor kan anvende). Se Bek nr. 162 af 8. februar 2013.