Hvis et tinglyst ejerskifte er blevet aflyst senest 9 måneder efter at køber har overtaget det ejerskiftede, kan der ske godtgørelse af den afgift, der blev betalt ved anmeldelse til tinglysning af det ejerskiftede, jf. lovens § 23, stk. 1, nr. 1. Aflysningsfristen på 9 måneder regnes fra overtagelsen. Overtagelsen er det tidspunkt, parterne har angivet som overtagelsesdag i overdragelsesdokumentet.
Det er en betingelse for godtgørelsen, at ejerskiftet annulleres, og at ejendommen går tilbage til den oprindelige ejer. Det betyder, at der ikke kan ske godtgørelse, hvis ejendommen ved et almindeligt videresalg overdrages til en tredjemand inden for 9 måneder. Der kan desuden ske godtgørelse af den afgift, der bliver betalt ved anmeldelse til tinglysning eller registrering af tilbageskødningen til den tidligere ejer, jf. lovens § 23, stk. 4.
Hvis et ejerskifte er blevet aflyst eller udslettet, fordi ejerskiftet har været betinget af en offentlig myndigheds godkendelse, og godkendelsen ikke er opnået, kan der ske godtgørelse af den afgift, der blev betalt ved anmeldelsen til tinglysning af ejerskiftet, jf. lovens § 23, stk. 1, nr. 2. Betingelserne for godtgørelse efter denne bestemmelse anses for opfyldt i de tilfælde, hvor en offentlig myndighed har givet afslag og i tilfælde, hvor en offentlig myndigheds godkendelse endnu ikke foreligger ved fristens udløb.
Godtgørelsesbestemmelsen i § 23 stk. 1, gælder også ved aflysning af et registreret ejerforhold til skib eller fly.
Godtgørelse af afgiften på grund af ændret ejendomsværdi
Se om muligheden for tilbagebetaling af afgift hvis ejendomsværdien nedsættes efter tinglysningen i afsnit C.1.3.4
Tilbagebetaling af for meget betalt afgift - den kontante købesum
Fra og med den 1. maj 2011, skal afgiften for tinglysning af ejerskifte beregnes på grundlag af den kontante købesum, såfremt denne er højere end seneste offentlige ejendomsvurdering. Det har imidlertid siden 7. september 2009 fremgået af Tinglysningsafgiftsvejledningen, at afgiften også dengang skulle beregnes af den kontante købesum. Dette er ikke korrekt, da afgiften frem til 1. maj 2011 skal beregnes af den nominelle købesum, såfremt denne er højere end seneste offentlige ejendomsvurdering. Er der betalt for meget i afgift fordi afgiften har været beregnet på grundlag af den kontante købesum, kan den for meget betalte afgift tilbagebetales. Se herom afsnit C.1.3.2.