Kursværdi(er) for lagerbeskattede papirer mangler eller er forkert

Du skal kontrollere, om der er registreret en korrekt kursværdi, og om beholdningen er korrekt.

Hvis du køber/sælger lagerbeskattede papirer lige før den 31. december, kan der være fejl i beregnet gevinst/tab, hvis papirerne først bliver lagt ind/taget ud af depotet i starten af det nye år. Det er der ikke taget højde for i den registrerede beholdning.

Du kan rette ved at klikke på "blyanten" ud for papiret. Klik på plusset ud for "Tilføj linje" og vælg "Køb" eller "Salg" og tast de øvrige handelsoplysninger. For at gemme skal du klikke på "Godkend" og på den efterfølgende side klikke på "Godkend og afslut".

Hvis kursværdien mangler, kan du give oplysning om kursværdien for købs-/salgsåret ved at klikke på blyanten ud for papiret på beholdningsoversigten. Tast Kursværdi på papiret Ultimo året og evt. Primo året. For at gemme skal du klikke på "Godkend" og på den efterfølgende side klikke på "Godkend og afslut".

Hvis den registrerede kurs er forkert på dine aktier/beviser i aktiebaserede investeringsselskaber (rubrik 38) eller obligationsbaserede investeringsselskaber (rubrik 345), kan du ikke rette det i beregningssystemet. Du skal i stedet enten selv opgøre gevinst/tab og lægge resultatet sammen med evt. andre gevinster/tab til den samme rubrik (rubrik 38 og/eller 345) og skrive beløbet på siden Ret årsopgørelsen. Gevinst/tab på aktier/beviser i aktiebaserede investeringsselskaber skal skrives i rubrik 345, mens gevinst/tab på aktier/beviser i obligationsbaserede investeringsselskaber skal skrives i rubrik 38. Eller du kan ringe til os på 72 22 28 94 for at få hjælp.

Hvis investeringsselskabet har et andet indkomstår end du har, skulle du for indkomståret 2012 og tidligere år opgøre urealiseret gevinst eller tab for den periode, der svarede til investeringsselskabets indkomstår.

Fra og med indkomståret 2013 er reglerne ensrettet, så du skal anvende aktiens/bevisets værdi ved begyndelsen og slutningen af dit indkomstår. For indkomståret 2013 skal du dog anvende værdien ved begyndelsen af investeringsselskabets indkomstår i stedet for værdien ved begyndelsen af dit indkomstår. For aktier, der ikke er optaget til handel på et reguleret marked eller registreret i en værdipapircentral, skal du fortsat opgøre urealiseret gevinst eller tab for den periode, der svarer til investeringsselskabets indkomstår.

Som følge af det tidligere forskudte lagerprincip skulle du i visse tilfælde medregne 2 års gevinst eller tab på årsopgørelsen for indkomståret 2010. Du kan ringe til os på 72 22 28 94 for at få mere information herom.

Fik du svar på dine spørgsmål?