Sådan oplyser du om genanbringelse af ejendomsavance
Du kan bruge felterne på denne indtastningsside til at oplyse os om genanbringelse af ejendomsavance i en anden ejendom (efter ejendomsavancebeskatningslovens § 6 A) eller i ombygning, tilbygning eller nybygning af en ejendom (efter ejendomsavancebeskatningslovens § 6 C).
Først skal du angive, om ejendomsavancen er genanbragt i:
-Ejendom her i landet
-Ejendom i et andet EU-land, Norge, Island, Grønland eller på Færøerne
Derefter skal du indtaste oplysninger om de involverede ejendomme - ejendomsnummer for ejendom i Danmark og beliggenhed for ejendom i udlandet - og om størrelsen af den genanbragte avance.
Tryk "Gem", når oplysningerne er indtastet.
Hvis du har flere genanbringelser at oplyse om, tryk "Ny underretning" i bjælken til venstre for at åbne en tom indtastningsside og tryk "Gem", når oplysningerne er indtastet.
Hver underretning har et løbenummer, hvor indkomståret indgår. I bjælken til venstre kan du se løbenummer for andre gemte underetninger. Du kan se indholdet i dem ved at trykke på løbenummeret.
Du kan rette i en gemt underetning. Gå ind i feltet med fejl, ret oplysningen og tryk "Gem". Du kan slette underetningen ved at trykke på "Slet".
Du kan rette i underretningen, når oplysningsskemaet er godkendt. Åbn indtastningssiden og vælg den underretning, du vil rette.
Du forlader indtastningssiden og vender tilbage til oplysningsskemaet ved at trykke på "Retur".
Din kvittering er dit bevis for, at underretningen er gået igennem
De indtastede oplysninger vises i kvitteringen for oplysningsskemaet. Det er bevis og kvittering for, at underretningen er givet til os.
Du skal ikke indsende yderligere oplysninger sammen med oplysningsskemaet. Opgørelsen af ejendomsavancen og dokumentation for, at betingelserne for genanbringelse er opfyldt, skal derfor kun indsendes, hvis vi beder om det.
Oplysningerne om dine genanbringelser bliver vist i en samlet oversigt, så du har adgang til dem uden, at du skal huske, hvornår de er indtastet.
Avance fra salg af en ejendom er genanbragt i flere ejendomme
Du skal indtaste en underretning pr. ejendom avance er genanbragt i.
Har du eksempelvis realiseret en ejendomsavance, som deles på 2 forskellige ejendomme, skal du indtaste 2 underretninger med hvert sit avancebeløb til genanbringelse.
Tryk "Gem", når én underretning er indtastet, og vælg "Ny underretning" for at indtaste en ny.
Avance fra salg af flere ejendomme er genanbragt i samme ejendom
Du skal indtaste en underretning pr. solgt ejendom den enkelte avance stammer fra.
Har du eksempelvis realiseret avance fra salg af 3 ejendomme, som er genanbragt i samme ejendom, skal du indtaste 3 underretninger med hvert sit avancebeløb til genanbringelse.
Tryk "Gem" når én underretning er indtastet, og vælg "Ny underretning" for at indtaste en ny.
Hensigt om at genanbringe, men det er endnu ikke sket
Du skal ikke udfylde felterne, før genanbringelsen er sket. I stedet skal du lade dig beskatte af ejendomsavancen, dvs. du skal tage den med i oplysningsskemaets rubrik 116 - "Anden kapitalindkomst i virksomhed".
Når ejendommen, hvori avancen er genanbragt, kan identificeres, skal du bede om genoptagelse af skatteansættelsen. Det kan du gøre i TastSelv. Du nedsætter det beskattede avancebeløb i rubrik 116 og udfylder felterne for at oplyse om, at avancen er genanbragt.
Husk, at den nye ejendom skal være købt inden årets udgang med underretning til os (genoptagelse af skatteansættelsen) inden udløbet af oplysningsfristen for genanbringelsesåret.
Eksempel: En ejendom er solgt i 2009 med en avance, som ønskes genanbragt i en anden ejendom. Den ny ejendom købes i efteråret 2010 efter at salgsåret 2009 og avancen er oplyst. Underretning om genanbringelse (genoptagelse af skatteansættelsen for 2009) skal gives til os senest 1/7 2011 (oplysningsfristen for 2010).
Vær opmærksom på, at der ikke er åbent for genoptagelse i TastSelv helt frem til 1/7.
Du har - for købt ejendom uden for Danmark - allerede bedt om genanbringelse, fordi din skattepligt er ophørt
Du skal ikke udfylde felterne. Oplysningerne om de involverede ejendomme og om størrelsen af den genanbragte avance skal være med i det brev, der sendes til os forud for ophør af din skattepligt.
Husk, at der sammen med dette brev skal indsendes et driftsbudget for den købte ejendom uden for Danmark, så vi kan konstatere, om reglerne for genanbringelse er opfyldt.