Med dobbeltgængere menes personligt ejede virksomheder, hvor virksomheden og ejeren tilhører hvert sit skattecenter, og hvor der er restance i flere skattecentre. Virksomhedens restance er registreret i virksomhedens skattecenter, medens ejerens personlige restance er registreret i ejerens bopælsskattecenter.
Der skal ikke ske nogen fysisk flytning af sager vedrørende dobbeltgængere for igangværende virksomheder. Virksomhedens restance forbliver i virksomhedens skattecenter, medens ejerens personlige restance forbliver i ejerens skattecenter. Det skal imidlertid sikres, at der altid sker en samlet inddrivelse af restancerne. Det skattecenter, der skal foretage inddrivelse af en restance, har ansvaret for, at der sker en samlet inddrivelse af alle virksomhedens og ejerens restancer. Det samme gælder, hvis et skattecenter kontaktes af virksomheden eller ejeren med henblik på afvikling af restancen.
Når et skattecenter ved opslag på CF-FORD konstaterer, at virksomheden/personen tillige har restance ved et andet skattecenter, skal skattecentret tage kontakt til det andet skattecenter, telefonisk eller via mail, for at aftale, hvem der skal tilsige skyldner til udlægsforretning for hele skylden eller behandle en henvendelse fra virksomheden/ejeren.
Forhold af betydning herfor kan for eksempel være:
- hvor forventes det, at skyldner kan træffes
- hvor er forretningsadressen,
- hvor forventes det, at der befinder sig aktiver, der kan stilles som sikkerhed for skylden
Når det er aftalt, hvilken sagsbehandler, der skal foretage inddrivelse eller behandle en henvendelse fra virksomheden/ejeren, skal det noteres i KMD-ind og Remedy, hvem der behandler sagen for begge skattecentre.
Sagsbehandlingen i forbindelse med inddrivelsen sker evt. med hjælp fra det andet skattecenter, da der p.t. ikke er landsdækkende adgang til KMD-ind.
Den sagsbehandler, der foretager udlæg eller laver aftale med virksomheden/ejeren, har ansvaret for, at udlægsresultatet indsættes i DR, KMD-ind og Remedy, evt. med hjælp fra det andet skattecenter, da der p.t. ikke er landsdækkende adgang til KMD-ind.
Den pantefoged, der foretager udlægget, skal foretage en eventuel sikringsakt (udlæg i ubehæftet løsøre, ejendom, denuntiationer m.v.) og fremsende kopi af fogedbog til pantefogeden ved dobbeltgængerskattecenteret.