Før ændringen af aktieavancebeskatningsloven, der fik virkning fra og med 1. januar 2006, kunne minoritetsaktionærer vælge at erstatte den faktiske anskaffelsessum med handelsværdien den 19. maj 1993 under forudsætning af, at aktierne var erhvervet før den 19. maj 1993. Disse regler er videreført i den nye aktieavancebeskatningslov.
Hvis du har
- aktier købt før den 19. maj 1993, kan du normalt bruge værdien den 19. maj 1993 som anskaffelsessum i stedet for den faktiske anskaffelsessum. Det gælder dog ikke for hovedaktionæraktier.
- medarbejderaktier båndlagt den 19. maj 1993, kan du normalt bruge værdien ved båndlæggelsens ophør som anskaffelsessum.
Såfremt handelskursen den 19. maj 1993 anvendes i stedet for den faktiske anskaffelsessum skal valget træffes samlet for alle aktier i samme selskab. Et fradragsberettiget eller modregningsberettiget tab kan ikke overstige forskellen mellem afståelsessummen og aktiernes handelsværdi den 19. maj 1993.
Hvis du anvender kursen den 19. maj 1993 som aktiernes anskaffelsessum, skal du være opmærksom på, om der er sket ændring i aktiernes stykstørrelse, fondsudvidelser, fusion mv., der gør, at kursen den 19. maj 1993 skal korrigeres for disse forhold.
Eksempel - ændring af stk. størrelsen på en aktie i X-bank.
Beholdningen af aktier i X-bank var den 19. maj 1993 på 100 stk. aktier á 100 kr. | |
Handelskursen den 19. maj 1993 var | 335 kr. |
I 2000 ændrer aktierne i X-bank stk. størrelse til 10 kr. aktier, hvilket betyder, at der i 2000 indlægges yderligere 900 X-bank aktier i dit depot. | |
Handelsværdi den 19. maj 1993 for 100 stk. aktier (100 x 335) | 33.500 kr. |
På grund af ændring af aktiernes stk. størrelse er der i 2000 modtaget 900 aktier til | 0 kr. |
Handelsværdi den 19. maj 1993 for 1.000 stk. aktier | 33.500 kr. |
Børsnoterede aktier. For børsnoterede aktier er handelskursen pr. 19. maj 1993 den kurs, som fremgår af børslisten for den 19. maj 1993. Den børskurs du skal bruge er "Alle-handler -kursen", jf. TfS 1994, 643. Hent oversigten med 19. maj kurserne for børsnoterede aktier, her.
Du kan også se kurserne i oversigten her, der er et uddrag af Københavns Fondsbørs officielle Kursliste udgivet den 20. maj 1993 -nr. 95 for børsdagen onsdag den 19. maj 1993.
Unoterede aktier. Ved fastsættelse af unoterede aktiers handelsværdi pr. 19. maj 1993 er der mulighed for at få et bindende svar fra Told- og Skatteforvaltningen, jf. skatteforvaltningslovens § 21.
Told- og Skattestyrelsen har offentliggjort flere bindende forhåndsbeskeder om fastsættelse af handelskursen pr. 19. maj 1993 i unoterede selskaber. Se oversigten her . Er du i tvivl, spørg dit skattecenter.
Hent oversigten med 19. maj kurserne for unoterede aktier, her.