30 Indtast salg - ultimokursværdier

Når du er klar til at indtaste dine salg, skal du sikre dig, at du er inde på det rigtige selskab eller investeringsinstitut/afdeling. Det er vigtigt, at du indtaster alle dine salg i selskabet eller investeringsinstituttet/afdelingen.

Normalt skal du blot oplyse om

  • hvornår du har solgt/afstået aktien eller investeringsbeviset (handelsdatoen)
  • hvor mange aktier eller investeringsbeviser du har solgt (antal)
  • hvilken pris du har solgt dem til (salgssum/afståelsessummen) og 
  • hvilke omkostninger du havde ved salget (handelsomkostninger).

Et salg anses for sket på handelstidspunktet (retserhvervelsesdatoen). Dette gælder, uanset om betalingen først sker senere (valørdagen). Oplysningen vil fremgå af din fondsnota.

Du skal indtaste følgende oplysninger. Oplysningerne finder du på salgsnotaen.

Fondskode/ISIN - fondskode: Alle danske værdipapirer, både aktier, obligationer og investeringsbeviser, som er indskrevet i en værdipapircentral, har en identifikationskode som består af to bogstaver og som hovedregel ti tal/bogstaver. Danske værdipapirer begynder alle med DK. Fx har Carlsberg B på Københavns Fondsbørs, ISIN/fondskode: DK0010181759. Du finder fondskoden på din købs - eller salgsnota. Du kan også se ISIN/fondskoden via de indberettede oplysninger fra din depotfører og fondshandler under skatteoplysninger. Er et dansk selskab noteret på en udenlandsk børs (reguleret marked) kan de første bogstaver afvige fra DK. Det er værdipapirets hjemland, der afgør om værdipapiret er dansk eller udenlandsk.

Har du en aktie, der ikke er optaget til handel på et reguleret marked, vil aktien, medmindre selskabet er indskrevet i Værdipapircentralen, ikke have en fondskode og her vil du skulle indtaste selskabets CVR nr. CVR-nummeret er et 8-cifret nummer, der er unikt for den enkelte virksomhed.

Du kan i feltet indtaste en selvvalgt "fondskode" på 12 karakterer, bestående af bogstaver og tal.

Dato:Datoen skal indberettes med ddmmåååå. Det er den dag, du har solgt aktien, handelsdatoen (ikke pengeafviklingsdatoen - valørdatoen). Det vil sige, har du fx købt den 28. december 2007 med valør den 4. januar 2008, så skal du indberette: 28122007.

Antal:Systemet beregner gevinst eller tab på grundlag af antal aktier eller investeringsbeviser.

Det kan være, at dit antal ikke er i hele tal. Du kan godt indtaste decimaler. Systemet kan klare op til 6 decimaler.

Hvis der er sket en ændring af aktiens eller bevisets stykstørrelse i den tid, du har ejet aktierne, skal du tage højde for dette ved at omregne det købte antal til samme stykstørrelse, som da du solgte aktierne eller beviserne.

Salgssum: Afståelsessummen før omkostninger er den pålydende kurs på det antal aktier eller investeringsbeviser, som fremgår af din handelsnota. Hvis du fx har solgt 20 aktier til 10.000 kr. i alt - handelsomkostninger på 200 kr., så er det de 9.800 kr. du skal indberette under salgssum. Er aktierne eller investeringsbeviserne handlet i fremmed mønt, skal der ske omregning til DKK efter valutakursen på handelsdagen. Du kan også anvende afståelsessummen Netto og sætte omkostningerne til 0.

Hvis du har valgt papirtype = Investeringsselskab: Havde du dine aktier/beviser i investeringsselskabet pr. 31.12.2011, skal du taste kursværdien 2011 (ultimokursværdien 2011) under "Indtast Ultimoværdi". Gå til Faneblad Ultimokursværdier.
Har du solgt i indkomståret, skal du taste afståelsessummen.

Omkostninger: Din fondshandler, bank mv. tager måske en provision for at foretage dine køb eller salg (handelsomkostninger). Handelsomkostningerne indtastes under omkostninger. Handelsomkostningerne vil fremgå af din handelsnota. Du kan også anvende afståelsessummen Netto og sætte omkostningerne til 0.

Fik du svar på dine spørgsmål?