Skattefrihed: Der er skattefrihed for personer, hvis beholdningen af børsnoterede aktier og investeringsforeningsbeviser er
- under eller lig med den såkaldte "100.000 kr.s" grænse. Beløbsgrænsen udgør 136.600 kr. for indkomståret 2005 for enlige og 273.100 for ægtefæller
- skatteyderen har ejet aktierne i 3 år eller mere.
Læs mere om reglen og betingelsen i den såkaldte 100.000 kr.s regel, her.
Opgørelsen den 31.12.2005: Det opgøres den 31. december 2005, om beholdningen af børsnoterede aktier og investeringsforeningsbeviser mv. overstiger beløbsgrænsen. Det er uden betydning for skattefriheden, om beholdningen af børsnoterede aktier mv. inden den 31. december 2005 oversteg beløbsgrænsen, når blot kursværdien af beholdning den 31. december 2005 ikke overstiger beløbsgrænsen.
Kursstigninger på en beholdning af børsnoterede aktier og investeringsforeningsbeviser mv., som den 31. december 2005 ikke oversteg beløbsgrænsen, er også skattefri.
Et salg af aktier fra en beholdning af børsnoterede aktier og investeringsforeningsbeviser, som på statusdagen var under beløbsgrænsen vil være skattefrit uanset, at salget først sker efter den 1. januar 2006, hvor de nye regler er trådt i kraft, og uanset at aktierne sælges til en pris, som overstiger beløbsgrænsen.
Skattefriheden for aktier, som indgår i en beholdning af børsnoterede aktier, hvis kursværdi den 31. december 2005 ikke oversteg beløbsgrænsen, gælder også for fondsaktier, som tildeles på grundlag af disse aktier. Afståelse af fondsaktier, der er tildelt efter 31. december 2005, er således skattefri, når de tildeles på grundlag af aktier, som er omfattet af den skattefri beløbsgrænse.
Skattefriheden for aktier og investeringsforeningsbeviser, som indgår i en beholdning af børsnoterede aktier, hvis kursværdi den 31. december 2005 ikke oversteg beløbsgrænsen, er betinget af, at de først sælges efter en ejertid på 3 år eller mere. Ved salg før 3 års ejertid skal gevinst og tab medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst efter reglerne i aktieavancebeskatningsloven (ABL).
Hvis en børsnoteret aktie eller investeringsforeningsbevis, som er omfattet af skattefriheden (ABL § 44, stk. 1), på salgstidspunktet er blevet afnoteret, kan aktien eller beviset ikke afstås skattefrit. Ved opgørelsen af gevinst og tab på disse aktier og beviser, anses aktien eller investeringsforeningsbeviset for erhvervet til kursværdien på tidspunktet for afnoteringen.
Hvorvidt en aktie overgår til at være unoteret, skal vurderes på grundlag af definitionen af børsnoterede aktier. Et omsætteligt investeringsforeningsbevis i en børsnoteret investeringsforening bevarer således skattemæssig status som børsnoteret, uanset om investeringsforeningen måtte lade sig afnotere i markedet.
Undtagelser: Skattefriheden for beholdninger af børsnoterede aktier og investeringsforeningsbeviser omfatter ikke
- Aktier, som er omsætningsaktier for en skattepligtig, som er i næring med køb og salg af aktier.
- Investeringsforeningsselskab/investeringsselskab - lagerbeskatning
- Minimumsudloddende der kun investerer i obligationer i fremmedmønt / ren obligation
- Minimumsudloddende der kun investerer i danske obligationer, eller blandet danske og fremmedmøntede obligationer
- Minimumsudloddende/blandet investerende, aktier og obligationer mv.
- Investeringsforeningsbeviser i udloddende aktiebaserede foreninger, jf. ABL § 21, stk. 1
- Skattefriheden for beholdninger af børsnoterede aktier omfatter ikke lånefinansierede aktier og ideaktier.
De er blevet medregnet med opgørelsen af 100.000 kr.s grænsen, hvis de var børsnoterede, men en afståelse har altid været skattepligtig.
NASDAQ: Ved opgørelsen af kursværdien pr. 31. december 2005 anses aktier, som kun omsættes på NASDAQ, for at være unoterede, medmindre den skattepligtige vælger, at aktierne skal anses for at være børsnoterede, jf. ABL § 44, stk. 1. Valget skal gælde hele den skattepligtiges beholdning af aktier, som pr. 31. december 2005 kun omsættes på NASDAQ, og valget skal skriftligt meddeles Skattestyrelsen inden disse aktier afstås, dog senest inden udløbet af fristen for indgivelse af selvangivelsen for indkomståret 2005.