| AM-bidrag Lønmodtagere betaler AM-bidrag
af den aftalte løn, incl. arbejdsgiverens indbetalinger
til pensionsordninger - herunder ATP - omfattet af PBL afsnit 1. Indeholdelse af
AM-bidrag foretages henholdsvis af arbejdsgiveren,
jf. ovenfor afsnit B.1 - 1.9.5
og af pensionsinstituttet, jf. ovenfor afsnit B.1.10.1.
Da det er pensionsinstituttet, der opkræver AM-bidrag
af arbejdsgiverens pensionsindbetalinger, reduceres disse med AM-bidrag.
Dette betyder en reduktion af den senere udbetalte pension, hvilket dog modsvares
af, at der ikke beregnes bidrag ved udbetaling af pensionen, idet AMFL ikke indeholder
hjemmel til at opkræve AM-bidrag af pensionsudbetalinger
fra pensionsinstitutter. Foretager arbejdsgiveren indbetalinger til forsikrings-/pensionsordninger,
der ikke omfattes af PBL afsnit 1, medregnes indbetalingen imidlertid som udgangspunkt
i bidragsgrundlaget for det AM-bidrag, som arbejdsgiveren
skal indeholde, jf. ovenfor afsnit B.1.10.3.
Situationen er derfor den, at i det omfang, der er tale om pension optjent i et
ansættelsesforhold (med de få afvigelser, der er nævnt nedenfor under
afsnit B.3.4.2 om ATP), betales der AM-bidrag
ved indbetalingen til ordningen og aldrig ved udbetalingen fra ordningen.
Herfra afviger kun tilfælde, hvor arbejdsgiveren
undtagelsesvis kan undlade at foretage afdækning af ordningen i et pensionsinstitut
(direktørordninger). Dette skyldes at, der i
disse situationer er særlig hjemmel i AMFL til at opkræve bidrag ved udbetalingen.
Se også nedenfor under afsnit B.3.5
om uafdækkede ordninger.
Der betales hverken SP-bidrag af arbejdsgiverens indbetalinger til en pensionsordning
omfattet af PBL § 19 eller af udbetalinger fra en sådan, jf. ATP-lovens
§ 17 f, stk. 1.
Se også afsnit B.1.10.1.
Den efterfølgende gennemgang vil koncentrere sig om, hvorvidt udbetalingerne
er A-indkomst eller ej. |