Afgørelse

Afgørelsen i stikord

Yderligere kommentarer

EU-domme

C-421/10, Boet efter Harald Raab

Begrebet "afgiftspligtig, der er etableret i udlandet", i 6. momsdirektivs bestemmelse i artikel 21 om omvendt betalingspligt skal forstås i overensstemmelse med 8. momsdirektivs artikel 1. En status som afgiftspligtig, der ikke er etableret i indlandet, kræver derfor, at den afgiftspligtige ikke i løbet af den omhandlede periode råder over nogen af de tilknytningsmomenter i indlandet, der er identificeret i denne bestemmelse. I første række blandt disse tilknytningsmomenter kommer således hjemstedet for den økonomiske virksomhed eller et fast forretningssted, hvorfra virksomheden er blevet udøvet. De andre tilknytningsmomenter, der er opregnet ottende momsdirektivs artikel 1, dvs. den afgiftspligtiges bopæl eller sædvanlige opholdssted, kun tages i betragtning med henblik på fastlæggelsen af det sted, hvor den afgiftspligtige anses for "etableret", såfremt der ingen relevante oplysninger foreligger med hensyn til hjemstedet for den økonomiske virksomhed eller et fast forretningssted, hvorfra virksomheden er blevet udøvet.

Landsretsdomme

SKM2010.655.ØLR

Betalingspligten for moms af leverancer af arbejdskraft fra en færøsk virksomhed påhvilede den danske aftager af ydelserne. Det blev herved bemærket, at reglerne om omvendt betalingspligt er obligatoriske undtagelser til hovedreglen i momsloven, hvorefter betalingspligten påhviler leverandøren af varer eller ydelser, og at dette er i overensstemmelse med 6. momsdirektiv. Lovforslag nr. L 124 af 8. december 1993, der udgør forarbejderne til den gældende hovedlov til momsloven, lov nr. 375 af 18. maj 1994, og lovforslag nr. L 12 af 5. december 2001, der udgør forarbejderne til lov nr. 1088 af 19. december 2001 om ændring af momsloven, kunne ikke føre til et andet resultat. Det forhold, at den færøske virksomhed var momsregistreret i Danmark og fejlagtigt opkrævede moms på fakturaerne til aftageren, havde ingen betydning for aftagerens betalingspligt efter momsloven. Det var derfor med rette, at aftagerens momstilsvar var forhøjet med den ikke-betalte moms af leverancerne.

Byretsdomme

SKM2015.33.BR

Et ejendomsselskab havde fået leveret momspligtige entreprenørydelser i forbindelse med renoveringen af en ejendom.

Spørgsmålet var, om entreprenørydelserne måtte anses for leveret af nogle danske entreprenørselskaber eller af et litauisk selskab.

Retten foretog en konkret bevismæssig vurdering af, om de danske entreprenørselskaber alene havde fungeret som uselvstændige mellemled mellem ejendomsselskabet og det litauiske selskab, og dermed om ydelserne i momsmæssig henseende måtte anses for leveret direkte fra det litauiske selskab til ejendomsselskabet med den følge, at ejendomsselskabet hæftede for momsen af ydelserne efter reglerne om omvendt betalingspligt.

Retten fandt efter en samlet vurdering ikke grundlag for at fastslå, at de danske selskaber alene havde fungeret som uselvstændige mellemled. Ejendomsselskabet fik derfor medhold i, at selskabet ikke hæftede for momsen af ydelserne efter reglerne om omvendt betalingspligt.

SKM2013.503.BR

En britisk virksomheds arbejde for en dansk virksomhed var udført som arbejdsudleje og ikke som entreprise, idet der navnlig blev lagt vægt på, at vederlaget til den britiske virksomhed var beregnet efter den tid, der var medgået til arbejdets udførelse.

SKAT havde med rette opkrævet moms af den danske virksomhed, da der var tale om levering af arbejdskraft efter ML § 15, stk. 2, nr. 6 (nu ML § 16, stk. 1).      

Ved opgørelse af indeholdelsespligtig A-skat havde SKAT med rette taget udgangspunkt i kontraktsummen.

Ikke godtgjort, at de arbejdsudlejede personer var socialt sikrede i deres hjemlande, og der var også indeholdelsespligt for AM-bidrag.

Landsskatteretten

SKM2023.153.LSR

Klageren havde i 2015 erhvervet indtægter med i alt 168.848 kr. gennem befordring af passagerer i klagerens eget køretøj. SKAT havde pålagt klageren at betale 8.442 kr. i moms af modtagne formidlingsydelser med omvendt betalingspligt og 3.547 kr. i lønsumsafgift af personbefordringsydelser.

Landsskatteretten fandt, at klageren i den omhandlede periode drev selvstændig økonomisk virksomhed, jf. ML § 3, stk. 1. Der var herved henset til, at klagerens indtægter ved befordring af passagerer i klagerens eget køretøj formidlet gennem et nederlandsk selskabs app efter rettens opfattelse skete med henblik på opnåelse af indtægter af en vis varig karakter. Der var videre henset til, at klageren ved udførelse af transportydelserne var eneansvarlig for og selv afholdt udgifter hertil, herunder eventuelle erstatningsansvar. Klagerens henvisning til en skatterådsafgørelse den 25. januar 2022 for et Wolt-bud kunne ikke føre til et andet resultat. Landsskatteretten henså til, at de faktiske forhold og kontrakter mellem Wolt og Wolt-bude ikke er de samme som i sagen for Landsskatteretten. Der var på det foreliggende grundlag blandt andet forskel i den økonomiske risiko, instruktionsbeføjelser og omfanget af tilsyn med arbejdet.

Det nederlandske selskab stillede i den omhandlede periode som nævnt en formidlingstjeneste til rådighed for klageren via en app. Selskabet leverede dermed efter Landsskatterettens opfattelse en formidlingsydelse til klageren, idet tjenesten formidlede en kontakt mellem klageren og passagererne. Landsskatteretten fandt, at formidlingsydelserne havde leveringssted i Danmark, jf. ML § 16, stk. 1, idet klagerens befordring af passagerer foregik i Danmark. Som følge heraf fandt Landsskatteretten, at klageren skulle afregne moms af selskabets leveringer af formidlingsydelser til klageren efter reglerne om omvendt betalingspligt i ML § 46, stk. 1, nr. 3, idet selskabet ikke havde et fast forretningssted i Danmark.

Landsskatteretten bemærkede, at klagerens kørsel var en personbefordringsydelse, jf. ML § 13, stk. 1, nr. 15. Det betød, at der ikke skulle opkræves og betales dansk moms af klagerens transport af passagerer via tjenesten, ligesom der ikke kunne opnås fradrag for momsbelagte udgifter, som var afholdt for at kunne levere transporten. Klagerens resultat af virksomhed før lønsumsafgift udgjorde 86.112 kr., hvorfor indehaveren var lønsumsafgiftspligtig, jf. LAL § 2, stk. 2. Landsskatteretten stadfæstede således SKATs afgørelse.

SKM2013.237.LSR

Et dansk rejsebureaus køb af digitale ydelser fra et selskab i Irland ansås for momspligtig og omfattet af omvendt betalingspligt for moms efter ML § 46, stk. 1, nr. 3.

SKM2012.434.LSR

En virksomhed, der var registreret i Letland, og hvis aktivitet alene bestod i omdeling af aviser og reklamer i Danmark som underleverandør til en dansk virksomhed, blev anset for at være etableret i Danmark. Der blev henset til, at virksomhedens aktivitet var i Danmark, og at virksomheden i Danmark havde en varig samvirken af menneskelige og tekniske ressourcer, som var nødvendige for at præstere bestemte tjenesteydelser, herunder med hensyn til stabilitet. Virksomheden blev anset for at være etableret i Danmark for at drive økonomisk virksomhed i Danmark efter ML § 3, stk. 1, således at virksomhedens leverancer af varer og ydelser var momspligtige efter ML § 4, og virksomheden var registreringspligtig i Danmark efter ML § 47, stk. 1. Da virksomheden blev anset for at være etableret i Danmark, var virksomhedens aftager af ydelser ikke betalingspligtig efter ML § 46, stk. 1, nr. 3.

Sagen berører samspillet mellem registreringspligt for moms efter den danske momslov ML § 47, omvendt betalingspligt for dansk moms af visse ydelser fra udlandet efter den danske momslov ML § 46, stk. 1, nr. 3, og de EU-retlige kriterier for "stedet for den økonomiske virksomhed" og fast forretningssted, der er i stand til at levere ydelser i kraft af stedets "menneskelige og tekniske ressourcer".

Der er tale om kriterier, der er fastlagt gennem EU-domstolens praksis, og som er søgt indarbejdet i momsforordningen, herunder navnlig artiklerne 10-11, 20-22 og 53-54.

SKM2009.665.LSR

En dansk afgiftspligtig person var omvendt betalingspligtig for moms ved køb af ydelser fra en britisk afgiftspligtig person i forbindelse med betalingsoverførsler, idet ydelserne ikke blev anset for momsfrie finansielle ydelser.

SKM2002.663.LSR

Et selskab blev anset for at være en afgiftspligtig person efter ML § 3, stk. 3. Selskabet var dermed betalingspligtig for moms efter dagældende ML § 46, stk. 1, nr. 3.

Sagen blev anket til domstolene, og på baggrund af nye oplysninger tog Skatteministeriet bekræftende til genmælde. Se Told- og skattestyrelsens kommentar i SKM2004.333.TSS.

Skatterådet

SKM2019.291.SR

Ydelser i form af levering af koblingsdiagrammer, software, koblingsskabe, kabler, kabelveje, softwareinstallering, som alle blev installeret og idriftsat i et palletransportsystem i en lagerbygning i Danmark, havde leveringssted her i landet, da ydelserne vedrørte fast ejendom beliggende i Danmark. Den udenlandske leverandør havde hverken etableret hjemstedet for sin økonomiske virksomhed eller et fast forretningssted her i landet, hvorfra ydelserne blev leveret. Det var derfor leverandørens kunde, som var betalingspligtig for momsen. Leveringsstedet for ydelser omfattet af ML § 16, stk. 1, som blev leveret til den udenlandske leverandør, var ikke her i landet, da den udenlandske leverandør hverken havde etableret hjemstedet for sin økonomiske virksomhed, eller et fast forretningssted, hvortil ydelserne blev leveret, her i landet.

SKM2018.522.SR

Skatterådet bekræftede, at et udenlandsk selskabs isoleringsarbejde i Danmark kategoriseres som arbejde i forbindelse med fast ejendom, og at selskabet skal anvende ordningen for omvendt betalingspligt i henhold til ML § 46, stk. 1, nr. 3.

SKM2015.634.SR

Spørger leverede undervisningsydelser til en afgiftspligtig person her i landet. Spørger havde ikke etableret hjemstedet for sin økonomiske virksomhed her i landet og blev ikke anset for at have et fast forretningssted her i landet. Tilstedeværelsen her i landet var ikke af permanent karakter, når de menneskelige ressourcer alene var fysisk tilstede i de perioder, hvor der rent faktisk blev undervist på i kundens lokaliteter og der sædvanligvis går et par uger/måneder imellem de enkelte kurser. Da spørger ikke var etableret her i landet, var det køber her i landet, som var betalingspligtig for momsen efter ML § 46, stk. 1, nr. 3.

SKM2014.114.SR

Certificeringsvirksomhed fra andet EU. Certificeringsopgaver i relation til et danske byggeprojekt. Det danske byggeprojekt udgør en fast ejendom. Den faste ejendom omfatter f.eks. også trapper og elevatorer, der udgør en integrerende del af bygningsværket, og udstyr og maskiner, der er eller vil blive permanent installeret i bygningsværket, og som ikke kan flyttes, uden at bygningsværket dermed ødelægges eller ændres.

Spørger kunne ikke anses for at have etableret stedet for sin økonomiske virksomhed eller for at have et fast forretningssted i Danmark. Ud fra det oplyste udgør den danske etablering alene en postkassefunktion. En postkassefunktion som beskrevet er ikke tilstrækkeligt til at etablere et hjemsted for den økonomiske virksomhed eller et fast forretningssted i momsmæssig forstand.

Allerede efter sin ordlyd omfatter ML § 18 ydelser vedrørende fast ejendom fra sagkyndige og ydelser i forbindelse med forberedelse eller koordinering af byggearbejder fra tilsynsførende. De certificeringsopgaver i relation til det danske byggeprojekt, som spørger udfører, kan derfor i vidt omfang anses for omfattet af ML § 18.

Ydelserne kan efter deres art samtidig anses for omfattet af ML § 21 d, stk. 1, nr. 3. De ydelser, som umiddelbart kan falde ind under begge bestemmelser, skal efter praksis anses for omfattet af ML § 18, hvis de er direkte rettet mod en fast ejendom. Hvis de ikke er rettet direkte mod en fast ejendom, er de omfattet af ML § 16, stk. 1, når ydelserne leveres til en afgiftspligtig person.

Spørgers aftager er en afgiftspligtig person og er dermed  betalingspligtig for moms af de leverede ydelser, jf. ML § 46, stk. 1, nr. 3, sidste punktum, uanset om der er leveringssted efter ML § 16, stk. 1, eller § 18. Spørger er dermed ikke registreringspligtig i Danmark, jf. ML § 47, stk. 2. sidste punktum.

Forlængelse af SKM2008.844.SR.

Om fast forretningssted, se D.A.6.2.3.3.

Om hvilke ydelser, der her leveringssted efter ML § 18, som ydelser vedrørende fast ejendom se D.A.6.2.7.1.

Om hvilke ydelser, der efter deres art er omfattet af § 21 d, stk. 1, nr. 3, som "rådgivningsydelser", se D.A.6.2.6.5.